Nederlandene er et konstitutionelt monarki. Kongeriget blev dannet i 1815, og den første regent var Kong Willem I fra Huset Oranje-Nassau. Kongen er statsoverhovedet og udgør sammen med ministrene regeringen. Kongen har dog udelukkende en ceremoniel funktion.
Det nederlandske parlament har to kamre. Førstekammeret, som også kaldes ”Senatet”, har 75 medlemmer. Disse vælges af landets 12 provinsråd for en fireårsperiode ved indirekte valg. Sidste valg til Førstekammeret blev afholdt den 30. maj 2023, to og en halv måned efter gennemførelse af valg til provinsrådet den 15. marts 2023.
Andetkammeret, som også kaldes ”Repræsentanternes Hus”, omtales i daglig tale som ”Parlamentet” og har 150 medlemmer, der vælges for en fireårsperiode ved direkte forholdstalsvalg. Der kan udskrives valg til Andetkammeret inden udløbet af fireårsperioden. Det seneste valg fandt sted den 22. november 2023.
Både regeringen og Andetkammeret kan fremsætte lovforslag, mens Førstekammeret alene kan bifalde eller forkaste lovforslagene i deres helhed, dvs. i princippet uden adgang til at stille ændringsforslag. Førstekammeret har traditionelt spillet en forholdsvis upolitisk rolle i lovgivningsprocessen med vægten lagt på en mere teknisk kvalitetskontrol af lovgivningen. I perioder, hvor regeringen er i mindretal i Førstekammeret spiller Førstekammeret dog en mere politisk rolle, idet regeringen dermed er nødsaget til at finde bred politisk opbakning til sine lovforslag i Andetkammeret for at sikre godkendelse.
Nederlandene er opdelt i 12 provinser og 342 kommuner Provins- og kommunalrådenes medlemmer vælges for fire år ved direkte valg, mens Kongens kommissær (commissaris van de Koning) i provinserne og borgmesteren i kommunerne udpeges af Kongen.
Kongeriget Nederlandene, som er betegnelsen på det nederlandske rigsfællesskab, omfatter i dag fire selvstændige lande: Nederlandene og de tre caribiske øer Aruba, Curaçao og Sint Maarten. Den konstitutionelle nyordning, der trådte i kraft den 10. oktober 2010, betød, at De Nederlandske Antiller ophørte med at eksistere, idet Curaçao og Sint Maarten fik status som selvstændige lande inden for rigsfællesskabet, mens de tre mindre øer Bonaire, Sint Eustatius og Saba blev integreret i Nederlandene med en kommunallignende status for hver af øerne (public bodies). Disse øer, der nu udgør ”den caribiske del af Nederlandene”, er dog ikke en del af EU, men har fortsat, som Aruba, Curaçao og Sint Maarten OCT-status (”Overseas Countries and Territories”) og er således associeret med EU.
De toneangivende partier i Nederlandene har traditionelt været de konservative Kristendemokrater (CDA), De Liberale (VVD) og Arbejderpartiet (PvdA). Siden det turbulente politiske år 2002 med fremkomsten af Pim Fortuyn, har bl.a. yderpartierne - Socialistpartiet (SP) og også Geert Wilders’ Frihedsparti (PVV) - vundet større stemmeandele.
Det politiske landskab er siden blevet mere fragmenteret og domineres således ikke af få store partier, men derimod af 3-4 mellemstore partier og 12-15 små partier, alt efter om man ser på Senatet eller Parlamentet.
Der har i nederlandsk politik været en fast tradition for flertalsregeringer. Efter valget i 2010 dannedes den første mindretalsregering i årtier. Det blev en liberal-kristendemokratisk koalitionsregering under ledelse af den liberale Mark Rutte. Herefter har de siddende regeringer haft flertal i Parlamentet. Rutte har mellem 2010 og 2024 ledet fire regeringer og er dermed den længst siddende premierminister i Nederlandenes historie. Den 2. juli tiltrådte regeringen Schoof, bestående af ministre fra PVV, VVD, Ny Social Kontrakt (NSC) og Bonde Borger bevægelsen (BBB). Premiereminister Dick Schoof er partiløs.
