Thailandske dokumenter skal legaliseres i Thailand. Proceduren for legalisering af et thailandsk dokument, som skal benyttes i Danmark er følgende:
1. Thailandske attester/dokumenter skal oversættes til engelsk, medmindre de fremgår af listen over attester/dokumenter, som udstedes på engelsk af det thailandske indenrigsministerium. Find venligst listen her.
2. Original/kopi af original eller attester/dokumenter udstedt på engelsk skal legaliseres af det thailandske udenrigsministeriums legaliseringsafdeling (her vil kopi af original og oversættelsen sættes sammen som et sæt).
3. Det af det thailandske udenrigsministerium legaliserede sæt dokumenter skal efterfølgende legaliseres her på den danske ambassade i Bangkok.
Når du har fulgt punkt 1-3, kan de legaliserede attester/dokumenter anvendes i udlandet.
Bestillingsprocedure
For at ambassaden kan legalisere thailandske dokumenter har vi brug for følgende, som du enten kan sende til os per post eller aflevere personligt på ambassaden i vores åbningstid:
- De allerede legaliserede dokumenter af det thailandske udenrigsministerium (kopi af det originale thailandske dokument + engelske oversættelse sat sammen som et sæt, eller dokumentet udstedt på engelsk af det thailandske indenrigsministerium).
- Den originale version af det thailandske dokument.
- Telefonnummer og e-mail adresse samt evt. adresse i Thailand, hvis du ønsker dokumenterne sendt retur med anbefalet post.
- Kvittering på indbetaling af relevant gebyr til ambassaden.
Ekspeditionstid:
Ambassadens ekspeditionstid i legaliseringssager er 14 dage fra vi har modtaget den påkrævede dokumentation og betaling.
Gebyr:
Se venligst gebyret for Legaliseringer, attestationer, verifikationspåtegninger i gebyrlisten. Et sæt med den thailandske version og den engelske oversættelse betragtes som ét dokument, da de skal være sat sammen ved legaliseringen i det thailandske udenrigsministerium.
Tidsbestilling er obligatorisk. For at booke en tid til legalisering klik her
OBS! Bemærk venligst, at ambassaden ikke kontrollerer indholdet i dokumentets engelske oversættelse og kun legaliserer underskriften fra det thailandske udenrigsministerium.
OBS! Ambassaden kan ikke bistå med fremskaffelse af attester og legalisering af disse i det thailandske udenrigsministerium.