Spring til indhold

Østlige Partnere

Læs om Danmarks Østlige Partnere og hvad Danmarks forhold er til disse.

Østlige Partnere 

Begivenhederne i Ukraine siden udgangen af 2013 har skærpet opmærksomheden på EU’s østlige nabolande (Ukraine, Moldova, Hviderusland, Georgien, Armenien og Aserbajdsjan). Udviklingen i disse lande påvirker naturligt EU og dermed Danmark. Deres stabilitet, velstand og sikkerhed har stor betydning for os, f.eks. på energiområdet. Nabolandene gennemfører i varierende grad politiske, sociale og økonomiske reformer og har udtrykt ønske om at bevæge sig tættere på EU.

Danmark støtter gennem Naboskabsprogrammet bistandsprojekter i Ukraine og Georgien. Den danske ambassade i Kiev arbejder bl.a. for bilateralt at understøtte en positiv politisk udvikling i Ukraine.

Danmark har i EU været aktivt med til at opbygge et samarbejde med vores nabolande kaldet EU´s Østlige Partnerskab. I samarbejdet med de østlige partnere lægger EU op til udvikling af særlige forbindelser med henblik på at skabe et område med velstand og godt naboskab langs vores grænser.

Samarbejdet bygger på gensidig ansvarlighed og princippet om, at flere reformer giver flere midler. Fra dansk side lægges vægt på dette princip, der betyder, at de nabolande, der har vilje og evne til at arbejde for at skabe et demokratisk samfund og gennemføre reformer også vil modtage mere økonomisk og teknisk støtte.

Helt centralt i samarbejdet er EU-aftaler om politisk associering og omfattende frihandelsaftaler med de lande, der kan og vil indgå i et dybere engagement og gradvis integration i EU's økonomi. Det gælder særligt Georgien, Moldova og Ukraine, der i juni 2014 underskrev aftaler med EU. I den forbindelse åbnes der op for nemmere rejseadgang til EU gennem øget mobilitet og øgede mellemfolkelige kontakter ledsaget af midler til at håndtere illegal immigration. Danmark ratificerede aftalerne d. 18. december 2014.  

Samarbejdet tager udgangspunkt i, at landene gensidigt tilslutter sig en række værdier og principper såsom demokrati og menneskerettigheder, retsstatsprincipper, god forvaltningspraksis, markedsøkonomiske principper og en bæredygtig udvikling - bl.a. en indsats på klimaområdet.

De seks østlande er alle en del af EU’s Østlige Partnerskab, men EU’s politik over for Hviderusland føres i to spor som reaktion på den bekymrende menneskerettighedssituation i landet. På den ene side er der indført sanktioner mod landet, herunder rejserestriktion og indefrysning af midler for enkeltpersoner, økonomiske sanktioner rettet mod udvalgte virksomheder, og våbenembargo. På den anden side yder EU aktivt støtte til civilsamfundet. 

Læs mere:

Udenrigsministeriet har desuden et Naboskabsprogram, der er et bistandsprogram for EU's naboer mod øst. Naboskabsprogrammet omfatter Ukraine og Georgien.

Læs mere om Naboskabsprogrammet og dets programaktiviteter

Læs mere om Naboskabsprogrammet og dets programaktiviteter på engelsk

Kontakt

Kontor for Europæisk Naboskab (EUN)

Udenrigsministeriet

Asiatisk Plads 2

1448 København K

 

E-mail: eun@um.dk