Gå til indhold

Tale til DUF delegeretmøde 

Den 7. december 2024
Af Marie Bjerre, Europaminister (V)

Kære delegerede. Kære foreninger. Kære danske ungdom.

Tak for den fine sang. Det er svært ikke at blive revet lidt med af fællesskabet, når en sal fyldt med unge mennesker synger sammen. Og så synes jeg faktisk, at det er en sang, som passer ret godt til anledningen.

Kære Linedanser rummer nogle budskaber, vi alle har godt af at høre:

At man skal turde træde frem. Prøve livet af. Tage chancer.

Og ikke mindst at man aldrig skal miste modet. Især når man møder modgang.

Det er sunde budskaber. Men jeg tror faktisk, at lige netop jer - repræsentanterne for den danske ungdom og for jeres fantastiske foreninger - ja, I følger nok allerede de her råd langt hen ad vejen.

For ellers sad I nok ikke her i Dansk Ungdoms Fællesråd og repræsenterede jeres foreninger.

 

***

 

Jeg ved selv, hvad det vil sige at være frivillig i en ungdomsforening. Jeg ved både, hvor meget arbejde, der kan ligge i det – og hvor stor en forskel man kan være med til at gøre.

Og jeg ved, at hver og én af jer her i dag er med til at gøre en forskel - uanset om I repræsenterer spejdere, fagbevægelsen, gymnasieelever, unge kristne eller noget helt femte.

 

***

 

Da jeg var 15 år gammel, meldte jeg mig ind i Venstres Ungdom. I de følgende år var jeg med til et hav af generalforsamlinger, oprydningsdage, fester og ikke mindst ture til udlandet med foreningen. Jeg nåede at blive lokalformand i VU Viborg og sidde i landsstyrelsen.

Der lærte jeg en hel del om politik. Men vigtigere endnu, så fik jeg nogle fantastiske bekendtskaber og tætte venskaber på tværs af lokalforeninger, partier og landegrænser. Mange af de mennesker, jeg mødte over en øl dengang, er også endt i politik eller i højtstående stillinger i erhvervslivet.

Og hvem ved, måske sidder nogle af fremtidens ministre og erhvervsledere lige her i salen i dag?

 

***

 

Men det er ikke kun herhjemme, I har gavn af at skabe et netværk med andre frivillige. Det er i den grad også ude i Europa.

Mange af jer har allerede i dag foreningssamarbejder med unge i andre europæiske lande. Det skal I blive ved med. Og de af jer, som ikke allerede er i gang, kan jeg kun opfordre til at række ud til jeres europæiske søsterforeninger.

For når jeres generation om ikke så længe skal føre stafetten videre, så bliver det absolut afgørende, at vi europæere kan samarbejde på tværs, bygge broer og skabe fælles løsninger.

 

***

 

Da jeg var aktiv i Venstres Ungdom, var en vigtig del af arbejdet at komme ud i resten af verden og møde andre ungdomspolitikere.

Jeg kan særligt huske en rejse til Rumænien, hvor vi deltog i [en konference for unge liberale]. Det var før, Rumænien var blevet optaget i EU, og det var altså temmeligt chokerende at opleve.

Vi så gader helt uden fortove. Folk, der gik rundt i bare tæer, fordi de ingen sko havde. Mennesker, der sprang bag på busserne, fordi de ikke havde råd til billetten. Og hjemløse – overalt.

Det var lidt af en øjenåbner for mig: Det var tæt på EU – og alligevel så langt fra, hvad vi kendte til.

På vores rejser var vi blandt andet med til at lære fra os om demokratisk ungdomsarbejde og inspirere vores søsterorganisationer i andre lande. Hvordan opbygger man en demokratisk organisation? Hvordan laver man en god politisk kampagne?

Partierne i østlande som Rumænien var helt unge organisationer, og alting skulle læres fra bunden: Demokrati, den offentlige samtale, legitime samfundsprotester.

I dag er Rumænien et helt andet sted. De er blevet medlem af EU. De har firedoblet deres købekraft pr. indbygger på 20 år. Det er et land, der stormer fremad.

Jeg siger selvfølgelig ikke, at Venstres Ungdom og jeg kan tage hele æren for det. Men måske en lille bitte del.

Dannelsen af en ung demokratisk generation har i hvert fald været vigtig for Rumæniens udvikling. Landets historie viser, at det nytter at lære af hinanden og knytte tættere bånd på tværs af landegrænser.

Vi lærte rumænerne noget om demokrati og politisk arbejde. Og vi blev også selv klogere. For intet sted er demokratiet mere synligt, end i de lande, hvor det endnu ikke kan tages for givet.

Derfor vil jeg også opfodre alle jer til – uanset om i er ungdomspolitikere, spejdere eller del af en skakforening – at komme ud og tale med jeres ligesindede i Europa.

Tag ud i verden! Byg broer! Skab nye venskaber!

Rejs til Moldova og del ud af jeres viden og erfaringer med en anden ungdomsforening. Mød deres kultur i øjenhøjde og bliv klogere på vores naboer.

Invitér jeres ukrainske pendanter på besøg og vis dem, hvor fantastisk dygtige vi er til at drive forening her i Danmark.

Tag en øl sammen med andre engagerede europæere og skab de forbindelser, I en dag vil bruge til at ændre verden for det bedre.

Med Danmarks EU-formandskab om et halvt år er der flere puljer at søge end nogensinde. Så få DUF’et udgifterne og kom ud i verden!

 

***

 

I de her måneder rejser jeg enormt meget rundt i Europa. Før Danmark overtager formandskabet, har jeg besluttet at besøge samtlige EU-lande – såvel som de fleste af kandidatlandene.

Og på mine rejser ser jeg min ungdomspolitiske fortid overalt omkring mig.

Pludselig møder man sin gamle bekendte i det finske parlament. Eller en tidligere ungdomspolitisk kollega fra Holland i Europa-Parlamentet.

Os, der plejede at være ungdomspolitiske kollegaer, er rykket et trin op og har fået politiske poster over hele kontinentet. Og det er altså et uvurderligt netværk at have!

Det betyder noget, når man skal samarbejde og forhandle med hinanden, at man engang for 20 år siden har delt en flaske vin en lun sommeraften i Paris til et ungdomspolitisk arrangement. Det skaber en fortrolighed og en tillid, som er uvurderlig i politisk samarbejde!

 
Som DUF’s allerførste formand, den berømte demokratitænker, Hal Koch, sagde, så skal demokratiet genvindes af hver ny generation. Med andre ord: Demokratiet forudsætter, at hver ung generation engagerer sig.

Derfor er der intet, der kan gøre mig så optimistisk på demokratiets vegne som at tale med jer unge, der kaster alle jeres kræfter ind i arbejdet i demokratiske ungdomsorganisationer. Det er jeres engagement, der holder vores demokrati i live!

I dag lever vi dog i en verden, der er større end vores eget lille land. Vi har flere globale kriser, som kun kan løses gennem europæisk og internationalt samarbejde.

Derfor må Hal Kochs devise i dag udvides til ikke kun gælde den danske ungdom, men hele den europæiske ungdom: Demokratiet skal genvindes af hver ny europæisk generation.

Tak