Tale til konference om Rule of Law

Kære alle sammen

Mange tak for invitationen til at tale i dag. Tak, fordi I er her. Og tak til Nyt Europa og Globalt fokus for at samle os i dag.

Vi lever jo i en tid, hvor retsstatsprincippet i EU-lande bliver diskuteret heftigt og overvåget nøje. Nogle gange med bekymring. Så jeg vil prøve at lade være med at lægge for meget i, at I har valgt at lægge arrangementet i dag – fredag den 13.

 

***

 

I 1951 gik seks lande sammen om at danne en kul- og stålunion. Den skulle være med til at skabe øget handel og samarbejde mellem landene og derigennem sikre fred i Europa.

Efter to verdenskriges ubeskrivelige ødelæggelser på det europæiske kontinent ville man gøre sig mere afhængige af hinanden – mere økonomisk sammenfiltrede – så en ny verdenskrig ville blive umulig.

På det her tidspunkt var unionen ikke et omfattende politisk samarbejde. Den skulle derimod skabe fred gennem handel og økonomisk samarbejde.

Først 40 r efter Unionens oprettelse blev demokrati og retsstatsprincippet slået fast med syvtommerssøm som en del af det fælles grundlag. Det skete ikke mindst med de såkaldte Københavnskriterier, som blev vedtaget til et ministermøde i København i 1993 under dansk formandskab og med Danmark som en af de drivende kræfter bag.

Københavnskriterierne viste for alvor, at Den Europæiske Union ikke bare var en handelsunion. Den var blevet til et dybt politisk fællesskab baseret på en fælles demokratisk kultur og grundlæggende tro på frihed.

EU var cementeret som et civilisatorisk fællesskab.

 

***

 

I dag er EU’s demokratiske værdier – og ikke mindst retsstatsprincippet – en helt uomgængelig del af EU’s DNA.

Man kan ikke blive medlem af EU, hvis man ikke lever op til de demokratiske principper. Og hvis man krænker dem efter at være blevet medlem, skal man stilles til ansvar.

For retsstatsprincippet er en hjørnesten af EU-samarbejdet. Det er nødvendigt for, at det indre marked kan fungere. Og afgørende for, at virksomheder tør investere i andre EU-lande.

Uden tillid til uafhængige domstole og myndigheder kan vi ikke lave fælles lovgivning, fælles regler og fælles høje standarder.

Tillid og de fælles værdier er det, der binder EU sammen.

Desværre har vi de seneste år set flere eksempler på, at retsstatsprincippet er kommet under pres i enkelte EU-lande.

Vi har set regeringer gøre livet svært for frie medier. Blande sig i domstolenes sammensætning og arbejde. Og indsnævre civilsamfundets spillerum.

Den udvikling er dybt bekymrende. Og den risikerer på den lange bane at underminere EU indefra.

For en svækkelse af retsstatsprincippet er en svækkelse af EU’s fundament.

Som Frankrigs præsident Macron for nyligt erklærede: ”L’Europe peut mourir”. Europa kan dø.

EU kan godt falde fra hinanden, hvis vi ikke passer på.

Derfor har der de seneste år været stort fokus på, hvordan vi kan beskytte vores union ved at beskytte retsstatsprincippet. Og vi har fået nye værktøjer i værktøjskassen.

For eksempel Kommissionens årlige retsstatsrapport, som går alle medlemslande efter i sømmene. Den skal hjælpe os med at få øje på problemerne, før de vokser sig for store og svære at løse.

Vi har også udvidet og styrket retsstatsdialogen i Rådet. Den er blevet dybere, bredere og grundigere.

Men vigtigst af alt har vi nu fået mulighed for at koble krænkelser af retsstatsprincippet til adgangen til EU-midler.

For eksempel gør retsstatskonditionaliteten det muligt at tilbageholde midler, hvis der konstateres brud på retsstatsprincippet, og hvis en række betingelser er opfyldt.

Og så har Kommissionen indført såkaldte ”supermilepæle” i enkelte landes genopretningsplaner efter COVID-krisen. Supermilepælene opstiller krav om specifikke retsstatsreformer, før midler kan blive udbetalt.

Det er allesammen vigtige, nye værktøjer, som gør en konkret forskel.

Men det er ikke nok. Der er stadig alvorlige problemer i blandt andet Ungarn. Og vi ser negative udviklinger i andre lande.

Derfor skal vi gøre endnu mere.

Det er jeg heldigvis ikke den eneste, der tænker. Den nye Kommission har erklæret, at den vil gøre det til sin daglige pligt at styrke respekten for retsstatsprincippet i EU. Og jeg ved, at flere af mine kolleger i Rådet, såvel som i Europa-Parlamentet, har samme ambition.

Det vil også være en prioritet, når Danmark overtager EU-formandskabet 1. juli næste år.

Jeg er åben over for at høre jeres idéer og forslag. Selv tænker jeg i flere spor. 

Det første handler om tilbageholdelse af midler. Supermilepælene virkede. Ungarn og Polen gennemførte rent faktisk nogle af de reformer, der skulle til for, at de kunne få deres penge. Nu skal vi se på, hvordan vi kan bruge det redskab endnu bredere og flittigere.

Vi skal også se på, om vi kan styrke retsstatskonditionaliteten og gøre den endnu mere anvendelig.

Et andet spor handler om det politiske pres. Det gælder for eksempel artikel 7-proceduren, som er et redskab, der i sidste ende kan bruges til at fratage et land visse rettigheder – for eksempel stemmeretten i Rådet – hvis det ikke overholder EU’s værdier. Desværre har proceduren vist sig svær at anvende i praksis. Derfor vil vi undersøge, om proceduren kan gøres nemmere at anvende – inden for traktaterne.

 

***

 

Det europæiske samarbejde er i konstant bevægelse. Vores europæiske familie er gennem årene blevet større, og vores samarbejde blevet dybere. Vi er blevet klogere, og vi har lært af vores fejl.

Som det ofte er blevet sagt – blandt andre af Uffe Ellemann – er EU som en cykel; hvis ikke vi træder i pedalerne, vælter vi.

EU skal altid bevæge sig fremad. Udvikle sig.

I disse år står vi over for forhandlinger med en række kandidatlande, som ønsker at være en del af vores europæiske familie. Det er positivt, for vi har brug for et stærkere Europa i den geopolitiske brydningstid, vi lever i.

I den proces står vi selvfølgelig hårdt på, at nye medlemslande til fulde skal leve op til demokrati og retsstatsprincippet. Men hvis vi kræver det, er det også helt essentielt, at de eksisterende medlemslande selv overholder alle EU’s egne principper – og at vi håndterer dem, der ikke gør.

For det, der for 75 år siden startede som en simpel kul- og stålunion, er i mellemtiden gået hen og blevet en global bastion for frihed og demokrati.

Og hvis ikke vi i det europæiske samarbejde kan leve op til de højeste standarder for demokrati og retsstat, hvem skal så kunne?

Tak.