Europa har brug for Afrika - vi skal lytte mere og moralisere mindre

Når de fleste danskere lukker øjnene og tænker på det afrikanske kontinent, kommer der to billeder frem. Det ene er af sult og tørke. Det andet er af smukke giraffer på savannen. Enten samler vi ind til nødhjælp, eller også tager vi på safari. Sådan i grove træk. Men det er ikke helt sådan, virkeligheden ser ud. Nutidens - og fremtidens - billede af Afrika, er også en skyskraber. En voksende middelklasse i slips og høje hæle. Et kontinent, der på mange måder er i rivende udvikling. Vi er nødt til at se Afrika som det virkelig er: Europas tætteste nabo og et kontinent, der har meget at byde på.

Mandag og tirsdag besøgte jeg det afrikanske kontinent for første gang som dansk udenrigsminister. Krigen i Ukraine var på toppen af dagsordenen for mit besøg i Kenya. Med det seneste danske tiltag giver vi et massivt bidrag til, at Ukraine igen kan blive herre i eget hus. Der er vigtige grunde til, at krigen fyldte meget under mit besøg. Rusland står fx for 45 pct. af våbeneksporten til Afrika. Ruslands udenrigsminister Lavrov har været en hyppig gæst i Afrika siden invasionen af Ukraine. Rusland investerer tid og kræfter i kontinentet. Der er tale om et strategisk gearskifte i Ruslands forhold til Afrika. Hvorfor? Fordi de afrikanske lande betyder indflydelse, både regionalt og igennem FN.

Derfor står det højt på min og regeringens dagsorden at knytte endnu tættere bånd til landene i Afrika. Vi har stribevis af fælles interesser. Et håndfast svar på den klimakrise, der er ved at fjerne levebrødet for tusindvis af afrikanske landmænd. En verdensomspændende fødevarekrise, som gør det endnu sværere at få mad på bordet. En generation af afrikanske unge, hvor mange har svært ved at se en fremtid for sig i eget land, og som derfor bliver fristet af menneskesmuglernes falske løfter.

Og Afrika bliver kun endnu vigtigere i de kommende år. Befolkningen på kontinentet forventes at være fordoblet i 2050 til 2,4 mia. mennesker. Det er hver fjerde af verdens indbyggere. Den tilspidsede geopolitiske situation i Europa og resten af verden udgjorde selvfølgelig et vigtigt bagtæppe for mine samtaler med den kenyanske regering. Danmark har brug for flere venner i verden. Ligesom resten af Vesten har vi brug for stærke partnerskaber med landene i Afrika, for de er centrale spillere i en verden, der bliver mere og mere urolig.

Det er heller ikke nogen hemmelighed, at Europa taber terræn i verden – økonomisk, befolkningsmæssigt, værdimæssigt og teknologisk. For 30 år siden udgjorde EU’s økonomi knap 30 procent af verdens samlede BNP. I dag udgør den 16 procent. Og prognoserne siger, at EU kun vil stå for 12-13 procent af verdens BNP om 30 år. Så vi bliver nødt til at kigge ud i verden og opsøge nye alliancer – og selvfølgelig styrke dem, vi allerede har.

Hvad Putin fortæller afrikanerne? At ansvaret for krigen i Ukraine og dens afledte effekter i form af fx øget fødevareusikkerhed i afrikanske lande ligger hos Ukraine og Vestens sanktioner. At Rusland handlede legitimt og inden for FN-pagten. Og at Rusland står klar med både politisk og militært samarbejde.

Samtidigt byder Kina sig til som strategisk handels- og investeringspartner. I Kenya har man bygget en ny jernbane mellem kystbyen Mombasa og landets hovedstad Nairobi, der har halveret rejsetiden. Kina har også bygget en ny motorvej igennem Nairobi, der gør det muligt at krydse storbyen på en brøkdel af den tid, det tog før. Det er jo i sig selv positivt og noget, der understøtter Kenyas udvikling. De kinesiske investeringer i Afrika har gjort hverdagen nemmere for mange. Syd for Sahara har Kina opført eller opgraderet 30.000 km motorvej og siden 2018 stået for over 60 procent af alle investeringer i energisektoren. Og man investerer stadig milliarder af dollars i store bygge- og infrastrukturprojekter på tværs af det afrikanske kontinent. Gennemført med kinesisk know-how, ingeniører og finansiering. Men kineserne gør det ikke kun af et godt hjerte. Der er tale om investeringer og lån, der også understøtter Kinas hjemlige udvikling, og hvis afkast ender i Kina. I værste fald kan det ende som alvorlige gældsfælder for de afrikanske lande.

Det har flere afrikanske lande heldigvis fået øjnene op for. Men det kan for nogen være svært at se alternativerne. Jeg brugte min rejse til at lancere et nyt dansk freds- og stabiliseringsbidrag til Afrikas Horn på knap 300 millioner kroner. Et bidrag, der blandt andet skal være med til at bekæmpe organiseret kriminalitet og voldelig ekstremisme i Kenya og resten af regionen. EU har også kastet meget energi i Kenya den seneste tid. Kenyas præsident Ruto og Europa-Kommissionens top lancerede i forsommeren en ny økonomisk partnerskabsaftale mellem Kenya og EU, som vil danne afsæt for et stærkere samarbejde, mere handel og flere investeringer, når den træder i kraft.

Vi er for dårlige til at fortælle, hvor meget Europa faktisk gør. Og hvorfor vi mener, at vores tilgang til at understøtte Afrikas potentiale er den rette. De europæiske lande skal derfor mere på banen og styrke deres indsats i Afrika. Vi skal blive bedre til at forstå, hvad de afrikanske lande efterspørger og forventer. Og komme med relevante tilbud, der kan styrke vores partnerskaber på kontinentet. Det vil samtidig skabe et stærkere værn mod, at aktører som Kina og Rusland overtager fortællingen om, hvad der er rigtigt og forkert, og hvad der er løsningerne på de udfordringer, vi står overfor.

Det er derfor, at statsministeren var i Namibia og Sydafrika i juni, og at jeg nu har været i Kenya. Og det bliver ikke min sidste rejse til det afrikanske kontinent. Jeg vil lægge mig i selen for at være med til at bygge bro over den tillidskløft, der lige nu er mellem os og de afrikanske lande. Jeg har siden min tiltrædelse som udenrigsminister mødt flere afrikanske kollegaer og ambassadører. Mange af dem er noget opgivende over for Vesten. De mener, vi har dobbelte standarder. De oplever, at vi i EU og Vesten har svigtet og lukket os om os selv. Vestens respons på Covid, hvor mange måtte ty til kinesiske og russiske vacciner, bidrog kraftigt til det billede.

Vi har set, hvordan flere lande i Afrika afstod fra at stemme for fordømmelse af Ruslands invasion af Ukraine i FN’s Generalforsamling. To ud af tre af verdens borgere lever i lande, som forholder sig neutralt til krigen eller endda står på den russiske side. For mange skyldes det historiens lod. I Sydafrika har man f.eks. ikke glemt den store støtte fra Sovjetunionen til kampen mod apartheid fra 1960’erne og frem. Men for andre er det nok snarere ønsket om ikke at vælge side i en stormagtskonflikt, der er drivende. Ønsket om at være fri til selv at vælge sine partnere. Det skal vi i Vesten forholde os strategisk til. Vi skal bygge nye alliancer baseret på ligeværd og respekt og styrke eksisterende partnerskaber. Vi skal tage landenes bekymringer alvorligt og arbejde målrettet på at løse fælles udfordringer sammen.

Det vil kræve, at vi gør os endnu mere umage. Det er diplomatiets raison d’être også at kunne tale med dem, der mener noget andet end os. Vi skal væk fra, at Vesten blot fortæller de afrikanske lande, hvad de bør gøre og mene. Vi skal i stedet kommunikere meget mere overbevisende, hvorfor det kan betale sig at vælge vores tilgang. Vi skal lytte mere og moralisere mindre.