Malaysia
Undersøg i god tid før din rejse, hvilke regler der gælder for pas og visum. Det er dit eget ansvar at overholde ind- og udrejseregler i de lande, du rejser til. De lokale myndigheder i de enkelte lande fastlægger reglerne og afgør, om du overholder dem.
Myndighederne i Malaysia har oplyst, at reglerne nedenfor gælder for danske statsborgeres ind- og udrejse. Du bør dog altid dobbelttjekke med Malaysias ambassade, om reglerne stadig gælder. De kan blive ændret med kort varsel.
Udenrigsministeriet kan ikke drages til ansvar for eventuelle problemer med ind- og udrejse, uanset oplysningerne her på siden.
Visum
- Visumfri (ophold i maks. 90 dage). Alle rejsende skal tidligst 3 dage før indrejse i Malaysia udfylde og indsende en MDAC-formular. Formularen findes her: Malaysia Digital Arrival Card - MDAC (imi.gov.my)
Pas
- Pas skal være gyldigt i 6 måneder ud over opholdets varighed.
- Danske forlængede pas anerkendes til ind- og udrejse.
- Danske nødpas (provisoriske pas) anerkendes ved ind- og udrejse, såfremt der i nødpasset er indsat et visum til Malaysia.
- EU-nødpas anerkendes ved ind- og udrejse, såfremt der i nødpasset er indsat et visum til Malaysia.
- Tjek på forhånd om et eventuelt transitland på rejsen anerkender et dansk nødpas eller et EU-nødpas. Kontakt transitlandets ambassade.
- Visse viseringer og stempler i dit pas kan medføre, at du kan blive nægtet indrejse.
- Hvis du har dansk flygtninge- eller fremmedpas, kan der gælde andre regler for ind- og udrejse. Inden du rejser, så kontakt Malaysias ambassade.
Andre krav
- Passet skal stemples ved ankomst til Malaysia, og det er vigtigt, at du kontrollerer det sker. Uden stempel kan du risikere at blive tilbageholdt under dit ophold. fordi din indrejse ikke er sket korrekt.
- Danske pas, inkl. nødpas, udstedt i Malaysia skal inden udrejsen forsynes med et indrejsestempel fra nærmeste malaysiske immigrationskontor. Det er ikke muligt på søn- og helligdage.
- Du skal kunne fremvise returbillet eller billet til videre rejse ved indrejsen.
- Rejse med børn: Barnets fødselsattest skal medbringes. Hvis barnet rejser alene eller kun med den ene forælder medbringes dokumentation for henholdsvis eneforældreretten eller fuldmagt fra forældrene. Læs mere på Børn og unge på rejse.
Spørgsmål
Udenrigsministeriet, danske ambassader og konsulater har ikke yderligere information end dette. Hvis du har spørgsmål, så kontakt Malaysias ambassade.
Senest opdateret: 11. juli 2024