Gå til indhold

Island

Rejsevejledning opdateret: 19.04.2023 Kl. 10:23

Gyldig: 04.06.2023

Vær opmærksom:
Hele landet.

Brug din sunde fornuft og vær opmærksom på mistænkelig adfærd som du ville være det, hvis du var i Danmark.

COVID-19 indrejseregler

Du bør læse om indrejseregler i Island på ambassaden i Reykjavíks hjemmeside under 'rejserestriktioner'.

Generel anbefaling

De fleste danskere har ingen problemer under besøg i Island.

Brug din sunde fornuft og vær opmærksom på mistænkelig adfærd, som du ville være det, hvis du var i Danmark.

Rejser i en tid med COVID-19

Udenrigsministeriet farver rejsevejledningerne efter om det er sikkert at rejse ift. konflikt, uro, kriminalitet, terror mv., og ikke efter COVID-19 smittesituationen.

Du skal være opmærksom på, at der er risiko for smitte med COVID-19 i hele verden.

Du bør læse om indrejseregler, karantæne- og testkrav hos den danske ambassade i Reykjavíks hjemmeside under 'rejserestriktioner'.

Undersøg om din rejseforsikring dækker COVID-19 relaterede udgifter, inden du rejser.

Risiko for terror

Island har ikke oplevet terrorangreb. 

Terrorister vil kunne forsøge at gennemføre terrorangreb overalt i verden. Angreb vil kunne ske uden varsel på steder, der bliver besøgt af mange mennesker, bl.a. turister. Det kan fx være ved myndigheders bygninger, turistattraktioner, indkøbscentre, markeder, trafikknudepunkter, hoteller, restauranter, caféer, natklubber og barer.

Læs mere om, hvordan du bør forholde dig, hvis du rejser til lande med terrorrisiko.

Kriminalitet

Den generelle risiko for kriminalitet i Island er forholdsvis lav.

Vær opmærksom på lomme- og tasketyverier i Reykjavik og på steder, hvor der er mange turister.

I nattelivet bør du selv købe dine mad- og drikkevarer, og altid holde dem under opsyn. Der er risiko for, at der bliver tilsat bedøvende stoffer. Du kan blive udsat for tyveri og/eller overgreb.

Hvis du benytter wifi fra åbne netværk, fx i lufthavne, på caféer og på hoteller, kan du risikere at blive mål for hacking. Læs mere om IT-sikkerhed på rejsen.

Andre sikkerhedsrisici

Du bør holde dig på afstand af opløb og demonstrationer, da de kan udvikle sig voldeligt.

Vi anbefaler, at du holder dig opdateret om den aktuelle sikkerhedssituation via lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge de lokale myndigheders anbefalinger.

Naturkatastrofer

Der er risiko for jordskælv og vulkanudbrud i det meste af landet og for snelaviner i bjergområder om vinteren. Vejrsituationen kan være barsk og ændre sig med kort varsel.

Du bør holde dig opdateret om situationen via de lokale myndigheder, medierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge myndighedernes anbefalinger.

Læs mere om risikoen for naturkatastrofer.

Følg også den lokale vejrudsigt

For mere information, se hjemmesiderne for de islandske beredskabsmyndigheder og Safe Travels. Vi anbefaler, at du downloader deres App. 

Transport

Du bør være meget forsigtig i trafikken, hvis du kører uden for byerne. Det gælder især i bjergområderne. Hold dig altid opdateret om vejr- og vejforhold. Der sker alvorlige ulykker.

Om vinteren er det obligatorisk at køre med vinterdæk.

Få opdateret information om vejforholdene på hjemmesiden for Icelandic Road and Coastal Administration.

Lokale love og sædvaner

Når du rejser i Island, er du underlagt islandsk lovgivning. Regler og procedurer kan afvige fra de danske. Straffene kan fx være højere.

Besiddelse af alle former for narkotika, selv i små mængder, er strengt forbudt og straffes hårdt.

Det er forbudt at købe alkohol, hvis du er under 20 år.

Det er forbudt at ryge indendørs.

Samvær med prostituerede er forbudt og straffes med bødestraf. 

Særligt om indrejse og ophold

Se afsnittet Generel anbefaling for COVID-19 relaterede forhold.

Danmark hjælper danske statsborgere og andre personer med fast ophold i Danmark.

Hvis du har dansk-islandsk dobbelt statsborgerskab, siger folkeretten, at du som udgangspunkt ikke kan få dansk beskyttelse (konsulær bistand) over for Island, hvis Island ikke går med til det.

Hvis du bliver anholdt, har du som dansk statsborger krav på at komme i kontakt med en dansk ambassade eller et dansk konsulat, hvis du selv ønsker det. Bed om at den danske ambassade bliver informeret straks.

Du skal altid kunne vise gyldigt billed-ID. Du bør altid have dit pas på dig og have en kopi af dit pas opbevaret et sikkert sted.

Læs mere om pas- og visumregler.

Sundhedsforhold

Se desuden afsnittet Generel anbefaling.

Du kan læse mere om coronavirus/COVID-19 hos Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut. Du bør altid følge Sundhedsstyrelsens råd til forebyggelse af smittespredning.

Du kan finde generel information om sundheds- og sygdomsforhold hos Statens Serum Institut eller Sundhedsstyrelsen. Du kan også spørge din praktiserende læge og på vaccinationsklinikker.

Offentlige hospitaler og lægehjælp i Island er af god standard.

Læs om hvordan du får din medicin med på rejsen.

Rejseforsikring

Vi opfordrer dig til at tegne en privat rejseforsikring, før du rejser til Island. Du bør særligt i en tid med COVID-19 sikre dig, at rejseforsikringen dækker dine behov. En rejseforsikring dækker ikke nødvendigvis alle udgifter eller i alle situationer.

Læs mere om rejseforsikringer.

Du kan anvende dit blå EU-sygesikringskort i Island. Kortet er dog ikke et alternativ til en privat rejseforsikring.

Læs mere om det blå EU-sygesikringskort hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

Kontakt

Du kan finde kontaktoplysninger til den danske ambassade og til de danske konsulater i Island.

Du kan altid kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter 24/7, hvis du har spørgsmål eller er kommet i en nødsituation i udlandet.

Du kan også downloade vores gratis app Rejseklar og tilmelde dig Danskerlisten, så modtager du information direkte fra os, hvis der opstår en krise eller lignende i Island under din rejse.

Mere information

Før du rejser, kan du evt. kontakte Islands Ambassade i Danmark for yderligere information.

Læs rejsevejledninger fra andre landes udenrigsministerier.

Dato for seneste opdatering

Rejsevejledningen for Island er senest opdateret den 19. april 2023 med redaktionelle ændringer. Der er ikke foretaget ændringer i sikkerhedsniveauet.

 

Hvor du rejser hen, er din egen beslutning og dit eget ansvar. Udenrigsministeriet kan ikke holdes ansvarlig for oplysningerne i rejsevejledningerne.