Læs om Sri Lankas pas- og visumregler.
Det er de srilankanske myndigheder, der fastlægger ind- og udrejseregler for Sri Lanka og afgør, om du overholder dem. Hvis du er i tvivl om reglerne og hvilke betingelser, du skal opfylde, så kontakt Sri Lankas nærmeste ambassade, konsulat eller immigrationsmyndigheder i god tid inden rejsen.
Danmark hjælper danske statsborgere og andre personer med fast ophold i Danmark.
Hvis du har dansk-srilankansk dobbelt statsborgerskab, siger folkeretten, at du som udgangspunkt ikke kan få dansk beskyttelse (konsulær bistand) over for Sri Lanka, hvis Sri Lanka ikke går med til det.
Hvis du har dansk-srilankansk dobbelt statsborgerskab og gerne vil rejse til Sri Lanka, skal du på forhånd nøje overveje, om der er forhold i relation til de srilankanske myndigheder, der gør, at du ikke bør rejse. Det kan fx være ikke-afsonede straffedomme, værnepligt, der ikke er aftjent eller stempler i pas.
Hvis du bliver anholdt, har du som dansk statsborger krav på at komme i kontakt med en dansk ambassade eller et dansk konsulat, hvis du selv ønsker det. Bed om at den danske ambassade eller det nærmeste danske konsulat bliver informeret straks.
Du skal altid kunne vise gyldigt billed-ID, da du ellers risikerer at blive anholdt. Du bør altid have dit pas på dig og have en kopi af dit pas opbevaret et sikkert sted.