Om Serbien

Den serbiske turistorganisation.
Beograds turistorganisation.

Jugoslavien:
Efter 2. Verdenskrig overtog Tito, leder af det kommunistiske partis partisanbevægelse, styringen af Jugoslavien. Titos socialistiske Jugoslavien (SFRY) bestod af seks republikker: Bosnien-Herzegovina, Kroatien, Makedonien, Montenegro, Serbien og Slovenien. Til republikkerne kom to autonome regioner inden for Serbien: Vojvodina og Kosovo. Styret var modsætningsfyldt, og særligt kroaterne og slovenerne pressede vedholdende på for at give større magt til delrepublikkerne. På en ekstraordinær kongres i det jugoslaviske kommunistparti i Beograd i januar 1990 udvandrede først slovenerne og siden kroaterne, og i juni 1991 erklærede Kroatien og Slovenien sig selvstændige.

De følgende krige i det tidligere Jugoslavien fik forskellige forløb, og særligt i Bosnien-Hercegovina førte det til langvarig krig med mange dræbte og flygtninge til følge. Krigshandlingerne blev bragt til ende ved fredsforhandlingerne i Dayton 1995.

For mere information om Jugoslaviens sammenbrud kan du læse her.

Kosovo-krigen og NATO’s intervention:
Under Tito fik Kosovo en stadig større grad af selvstyre, men efter Titos død blev autonomien gradvist trukket tilbage. Som reaktion etablerede den albanske befolkning i Kosovo fra 1989 egne parallelle samfundsstrukturer. Krisen spidsede til i løbet af foråret 1998. En albansk væbnet organisation, Kosovos Befrielseshær, UCK, der havde opgivet den Kosovo-albanske ikke-voldspolitik, opnåede de facto kontrol med betydelige områder af provinsen. Sammenbruddet i forhandlingerne om Kosovos autonomi i februar 1999 førte til NATO’s luftbombardement af mål i Serbien, der ophørte i begyndelsen af juni 1999. FN’s sikkerhedsråd vedtog resolution 1244, der oprettede en international civil overgangsadministration for Kosovo, UNMIK (United Nations Interim Administration) og deployerede en sikkerhedsstyrke, KFOR.

Serbien efter Milošević:
I lyset af Milošević-regimets stadig mere repressive fremfærd lykkedes det oppositionspartier at samle sig og vinde præsidentvalget i 2000. Valget og efterfølgende omfattende, men fredelige, demonstrationer resulterede i, at Milošević måtte acceptere valgresultatet og gå af den 5. oktober 2000. Få dage efter blev Koštunica taget i ed som forbundspræsident.

Efter en jordskredssejr blev Zoran Djindjic serbisk premierminister. Djindjic iværksatte en række reformer og tog den kontroversielle beslutning i juni 2001 at udlevere Milošević til det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien (ICTY). Premierminister Djindjic blev dræbt ved et attentat i marts 2003. I dag har de serbiske myndigheder lokaliseret og udleveret langt hovedparten af de serbiske anklagede til ICTY, herunder Radovan Karadic, der blev udleveret i 2008, og Ratko Mladic i 2011.

Serbien og Montenegro:
Forbundsrepublikken Jugoslavien (FRY) bestående af delrepublikkerne Serbien og Montenegro blev proklameret den 27. april 1992 og bestod indtil februar 2003, hvor forfatningschartret for statsunionen Serbien og Montenegro blev vedtaget. Statsunionen var baseret på overdragelse af så meget ansvar som muligt til republikkerne. I aftalen indgik muligheden for at træde ud af statsunionen efter 3 år efter en folkeafstemning. I maj 2006 valgte Montenegro at benytte sig af denne mulighed, og Montenegro forlod statsunionen i juni 2006. Republikken Serbien blev etableret den 6. juni 2006. I 2008 erklærede Kosovo sig uafhængig. Serbien anderkender ikke Kosovo som selvstændigt, hvilket frem til i dag udgør kimen til konflikt.

Den serbiske regerings hjemmeside.
Det serbiske parlaments hjemmeside.

Serbien er medlem af Stabilitetspagten for Sydøsteuropa, FN og OSCE. Serbien blev optaget i Europarådet i april 2003. I de senere år har Serbien ydet en række bidrag til internationale operationer under ledelse af enten FN eller EU.

EU:
Serbiens optagelsesforhandlinger startede formelt januar 2014. Læs mere om Serbiens nuværende arbejde for at blive klar til EU optagelse her: EU-delegationen i Serbien.

Serbien søgte om EU-medlemskab i 2009 og blev tildelt kandidatlandsstatus af Det Europæiske Råd i 2012. Der kom for alvor skub i relationen mellem EU og Serbien, da Serbien og Kosovo i april 2013 underskrev en EU-initieret aftale med henblik på at normalisere forholdet mellem de to lande. I 2013 trådte landets stabiliserings- og associeringsaftale med EU, som var blevet underskrevet i 2008, fuldstændig i kraft samtidig med, at screeningsproceduren indledtes.

EU yder omfattende bistand i forbindelse med optagelsesforhandlingerne. Læs mere om EU’s støtte til Serbien her (engelsk). 

NATO:
Serbien stræber ikke efter medlemskab i NATO grundet et offentligt erkæret mål om militær neutralitet. Landet indgår dog løbende i dialog med NATO om, hvordan samarbejdet mellem de to parter kan forbedres. NATO etablerede et kontor i Beograd i 2006, og alliancen har i særdeleshed assisteret landet i dets militære nedrustning og demontering af miner. Serbien blev i december 2006 optaget i NATO’s ”Partnership for Peace”. (PfP). I 2008 satte Serbien sit engagement i PfP i bero, da en lang række NATO-lande anerkendte Kosovos selvstændighedserklæring. Engagementet blev dog genoptaget et år senere, og i 2010 oprettede Serbien en mission i NATO’s hovedkvarter i Bruxelles. I 2011 fik Serbien godkendt sin ansøgning om at iværksætte en ”Individual Partnership Action Plan” (IPAP) med NATO.

NATO’s hovedkvarter i Beograd (kun serbisk).

Nabolande:
Serbien arbejder målrettet på at forbedre forholdet til nabolandene – både gennem et stærkere regionalt samarbejde og i de bilaterale relationer. Der samarbejdes regionalt inden for flere områder, herunder militært og på handelsområdet.

Den serbiske regering arbejder ligeledes på at hele sårene fra krigene i 1990’erne, og i foråret 2010 vedtog det serbiske parlament en resolution, der fordømte massakren i Srebrenica. Arrestationer af en række krigsforbrydere har ligeledes været opblødende for relationer i regionen.

Serbien er garantimagt under Daytonaftalen for Bosnien-Hercegovina. I maj 2014 blev Vučić den første serbiske leder til at rejse direkte til Sarajevo uden først at aflægge Republika Srpska visit. Dette er blevet set som et væsentligt fremskridt i forholdet mellem Bosnien-Hercegovina og Serbien.

Kosovo-spørgsmålet:
17. februar 2008 erklærede Kosovo ensidigt sin uafhængighed fra Serbien. Over 100 lande har anerkendt Kosovos uafhængighed, herunder hovedparten af EU-landene. Danmark anerkendte Kosovo den 21. februar 2008.

Den 22. juli 2010 kom den Internationale Domstol med en vejledende udtalelse, der blandt andet konstaterede, at Kosovos uafhængighedserklæring ikke var i modstrid med folkeretten. På den baggrund lykkedes det i september 2010 27 EU-lande og Serbien at blive enige om teksten til en fælles FN-resolution, der efterfølgende blev vedtaget af FN’s Generalforsamling. Resolutionen åbnede blandt andet op for dialog mellem Beograd og Pristina.

I 2013 opnåedes i en EU-faciliteret dialog enighed mellem Serbien og Kosovo om en aftale om normalisering af forholdet mellem de to lande. Serbien har understreget, at 2013-aftalen ikke er en officiel anerkendelse af Kosovos selvstændighed. Det skønnes, at det serbiske befolkningselement i Kosovo udgør 7 % (2/3 heraf i enklaver syd for Ibarfloden).

Danmark samarbejder med Serbien på en række felter, og Danmark yder betydelig bistand til Serbien inden for flere områder.  Ved oversvømmelserne i 2014 bidrog Danmark også med assistance – primært gennem Beredskabsstyrelsen, som sendte frivillige, køretøjer og pumpemoduler til Serbien. I 2003 trådte en tilbagetagelsesaftale for afviste serbiske asylansøgere i kraft. I 2009 blev serbiske statsborgere fritaget for at søge visum ved indrejse i Schengenområdet.

Derudover har Danmark og Serbien indgået en bilateral aftale om investeringer.

Dansk nabobistand til Serbien:
Serbien er en del af Naboskabsprogrammet, som er Danmarks bilaterale bistandsprogram til EU’s nabolande mod øst og sydøst med fokus på menneskerettigheder og demokrati samt økonomisk udvikling. Alle indsatser bidrager til Serbiens EU-integration, idet der for hvert enkelt område stiles mod at tilpasse disse i forhold til EU’s acquis.

Læs om Naboskabsprogrammets konkrete aktiviteter i Serbien her.

Militært samarbejde:
I 2006 underskrev Danmark det første formaliserede samarbejdsprogram med Serbien, hvilket er fortsat siden.

Serbien har i perioden 2011-14 været Danmarks største samarbejdspartner i Europa uden for NATO. Samarbejdsprojekterne har primært sigtet mod støtte til reformer og opbygning af kapaciteter samt regionalt samarbejde. Hovedsamarbejdsområder har udover bilaterale samtaler og møder været PRISMA-projektet (afskediget militært personel), Search and Rescue, elevsponsoreringer, engelsk sproguddannelse, sikker opbevaring af ammunition og ammunitionsbortskaffelse, CBRN centret i Krusevac og civil beredskabsplanlægning.

For yderligere information vedrørende det militære samarbejde mellem Danmark og Serbien henvises til ambassadens engelske sektion herom.