Danmark får sin første formand for OECD's udviklingskomité
Ambassadør Carsten Staur er valgt som den første danske formand for OECD's udviklingskomité DAC.
Ambassadør Carsten Staur er valgt som den første danske formand for OECD’s udviklingskomité DAC. Opgaven for DAC (Development Assistance Committee) er at fastlægge principper, regler og standarder for udviklingsområdet, og det er en del af DAC’s rolle at holde øje med de enkelte landes bidrag til det internationale udviklingssamarbejde, herunder den fælles målsætning om at levere 0,7% af BNI til udviklingssamarbejdet. Siden 1978 har Danmark tilhørt den lille eksklusive klub af lande, der lever op til 0,7% målsætningen, og det er en stor tilfredsstillelse, at det nu er lykkedes at få en dansk formand for DAC.
Carsten Staur, der tiltræder den 4-årige post som DAC formand 1. marts 2023, har solid erfaring på udviklingsområdet og de nødvendige forudsætninger for at påtage sig opgaven på et komplekst og krævende område. Siden 2018 har han været Danmarks ambassadør ved OECD delegationen i Paris. Han er tidligere chef for Danida med øverste ansvar for Danmarks samlede udviklingsaktiviteter, han har været FN ambassadør i New York og senere i Geneve, og han har stor erfaring med at lede internationale forhandlinger og bestyrelser som bl.a. UNDP/UNFPA Executive Board, Verdensmålstopmødet i 2010 og UNHCRs Eksekutivkomité.
Se omtale i Altinget udvikling her: Dansk topdiplomat er valgt som ny formand for OECD's bistandsorganisation DAC - Altinget: Udvikling