Våbenkontrol, nedrustning og ikke-spredning er centrale elementer i både den europæiske og globale sikkerhedsarkitektur. Systemet har gradvist udviklet sig over en lang årrække, herunder som en del af den nye sikkerhedsarkitektur efter den anden verdenskrig. Våbenkontrol, nedrustning og ikke-spredning kan ses som instrumenter til at sikre strategisk stabilitet og sikkerhed. Forsvar og afskrækkelse er andre elementer hertil.
Overordnet er der tale om et system af international kontrol, begrænsninger og tillids- og sikkerhedsskabende foranstaltninger, der på forskellig vis regulerer anvendelse, udvikling, produktion, oplagring og spredning af våben og våbensystemer. Det kan dreje sig om både konventionelle våben og masseødelæggelsesvåben (nukleare, biologiske og kemiske). Reguleringen kan både ske gennem multilaterale og bilaterale aftaler. I takt med den teknologiske udvikling flyttes grænserne også løbende for, hvad der kan opfattes som våben og våbensystemer.
I senere år er store dele af systemet kommet under massivt pres, og er på nogle områder under afvikling. Det er blevet forstærket af krigen i Ukraine. Fra dansk side har det været en prioritet at bevare de strukturer, der har været med til at sikre tryghed og stabilitet. Samtidig har der været opmærksomhed omkring muligheden for også at udvikle systemerne til at tage højde for bl.a. ny teknologi og nye aktører.
Den europæiske sikkerhedsarkitektur for konventionel våbenkontrol og nedrustning har været tæt knyttet til Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) og består af følgende hovedelementer:
De centrale organisationer inden for området for våbenkontrol, nedrustning og ikke-spredning er FN i New York og i Genève, OSCE i Wien samt NATO og EU.
