Gå til indhold

Våbenkontrol, nedrustning og ikke-spredning

Våbenkontrol, nedrustning og ikke-spredning er centrale elementer i både den europæiske og globale sikkerhedsarkitektur. Systemet har gradvist udviklet sig over en lang årrække, herunder som en del af den nye sikkerhedsarkitektur efter den anden verdenskrig. Våbenkontrol, nedrustning og ikke-spredning kan ses som instrumenter til at sikre strategisk stabilitet og sikkerhed. Forsvar og afskrækkelse er andre elementer hertil.

Overordnet er der tale om et system af international kontrol, begrænsninger og tillids- og sikkerhedsskabende foranstaltninger, der på forskellig vis regulerer anvendelse, udvikling, produktion, oplagring og spredning af våben og våbensystemer. Det kan dreje sig om både konventionelle våben og masseødelæggelsesvåben (nukleare, biologiske og kemiske). Reguleringen kan både ske gennem multilaterale og bilaterale aftaler. I takt med den teknologiske udvikling flyttes grænserne også løbende for, hvad der kan opfattes som våben og våbensystemer.

I senere år er store dele af systemet kommet under massivt pres, og er på nogle områder under afvikling. Det er blevet forstærket af krigen i Ukraine. Fra dansk side har det været en prioritet at bevare de strukturer, der har været med til at sikre tryghed og stabilitet. Samtidig har der været opmærksomhed omkring muligheden for også at udvikle systemerne til at tage højde for bl.a. ny teknologi og nye aktører.

Den europæiske sikkerhedsarkitektur for konventionel våbenkontrol og nedrustning har været tæt knyttet til Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) og består af følgende hovedelementer:

 

CFE-traktaten

CFE-traktaten blev indgået i 1990 og indeholder juridisk bindende lofter og omfattende notifikations- og verifikationssystemer for fem våbenkategorier (fly, kampvogne, artilleri, pansrede mandskabsvogne og helikoptere). Traktaten betød, at mere end 50.000 stykker udstyr inden for de fem våbenkategorier over en årrække blev destrueret og der blev gennemført et tusindtal indgribende inspektioner. Traktaten har imidlertid ikke fungeret efter hensigten efter Rusland indstillede implementeringen og dermed efterlevelsen i 2007.

 

Wien-dokumentet

 

Wien-dokumentet, først forhandlet i 1990 og senest opdateret i 2011, har fokus på politisk bindende tillidsskabende militære tiltag (f.eks. notifikation af militærøvelser og mulighed for gensidige inspektioner). Forhandlingerne om en modernisering af Wien-dokumentet, der skal tilpasse aftalen til de nye sikkerhedspolitiske realiteter, har stået i stampe i de seneste år. Der blev dog i efteråret 2019 opnået enighed på NATO-siden, med støtte også fra bl.a. Finland og Sverige, om en samlet pakke til modernisering, der er blevet fremlagt i Wien.

Open Skies

Open Skies blev indgået i 1992 og åbner luftrummet for ubevæbnede flyvninger der kan monitorere udstyr og installationer af militær betydning. Flyvninger skal skabe tillid mellem nationerne ved at sikre, man kan kontrollere hinandens militære formåen og på den måde forebygge et våbenkapløb. Traktaten fungerer fortsat, men er stærkt påvirket af, at både USA (i november 2020) og Rusland (i december 2021) har trukket sig ud af traktaten.

 

Uden for det traditionelle, konventionelle områder drejer det sig navnlig om INF-traktaten.

 

INF-traktaten.

INF-traktaten blev indgået i 1987 på et historisk møde mellem præsident Reagan og generalsekretær Gorbatjov, og som forbød landbaserede missiler (både konventionelle og nukleare) med en rækkevidde mellem 500 og 5.500 km. Traktaten ophørte med at være i kraft den 2. august 2019, efter at USA i februar 2019 havde opsagt traktaten med 6 måneders frist på grundlag af, hvad et enigt NATO vurderede som flerårige brud på traktaten fra russisk side. Selvom der var tale om en bilateral aftale mellem USA og Rusland, har INF-traktaten været en væsentlig del af den europæiske sikkerhedsarkitektur, da den netop har reguleret mellemdistanceraketter med en rækkevidde der har relevans for Europa.

 

Ift. den globale våbenkontrol, nedrustning- og ikke-spredningsarkitektur er fokus navnlig på masseødelæggelsesvåben (nukleare, biologisk og kemiske).  Den eneste tilbagestående egentlige våbenkontrolaftale på det nukleare område er New START.

 

New Start

New START blev indgået i 2010 og regulerer USA’s og Ruslands interkontinentale atommissiler og affyringsramper. Formålet med traktaten er reduktion og begrænsning af atomare angrebsvåben. Ifølge traktaten begrænses de to landes respektive arsenaler af deployerede strategiske sprænghoveder til 1.550 hver. Herunder begrænses endvidere antallet af såvel deployerede som ikke-deployerede missilaffyringsmidler og strategiske bombefly (heavy bombers) beregnet til nukleare våben til 800 til hver. Den blev i februar 2021 forlænget med 5 år til februar 2026. Selvom den ikke som sådan er en del af den europæiske sikkerhedsarkitektur, vil en manglende fornyelse også have negativ indflydelse på europæisk sikkerhed.

 

Andre centrale aftaler på masseødelæggelsesområdet, herunder ift. at forhindre spredning, er:

 

NPT

NPT er hjørnestenen i det internationale samfunds bestræbelser på at hindre spredning af atomvåben – samt i sidste ende at afskaffe disse våben. Kun Indien, Israel og Pakistan har ikke tilsluttet sig NPT, mens Nordkorea i 2003 bekendtgjorde, at man trådte ud af NPT. Traktaten skelner mellem atomvåbenmagter og ikke-atomvåbenmagter. De fem anerkendte atomvåbenmagter (USA, Rusland, Kina, UK og Frankrig) forpligter sig til at ikke at overføre atomvåben til ikke-atomvåbenmagter, samt til ikke at bistå disse med at fremstille eller erhverve atomvåben. Ikke-atomvåbenmagterne forpligter sig til ikke at modtage eller fremstille atomvåben.

 

Konventionen om forbud mod Kemiske Våben CWC)

Konventionen om Forbud mod Kemiske Våben trådte i kraft i april 1997. Konventionen forbyder de deltagende stater at udvikle, fremstille, erhverve, oplagre, beholde eller anvende kemiske våben. Det er endvidere forbudt at overføre kemiske våben til nogen eller bistå eller tilskynde andre til aktiviteter, som er forbudt ifølge konventionen. Kemivåbenkonventionen har et stærkt verifikationsregime med våbeninspektører og mulighed for at attribuere eventuel brug af kemiske våben.

 

Konventionen om forbud mod Biologiske Våben (BTWC)

BTWC trådte i kraft i 1975 og forbyder de deltagende stater at udvikle, producere, oplagre, anskaffe eller beholde biologiske våben, samt produktionsudstyr og fremføringsmidler hertil. Det er endvidere forbudt at opmuntre andre til eller hjælpe dem med at anskaffe sig sådanne våben, produktionsudstyr og fremføringsmidler. Konventionsteksten er ganske kort og indeholder ikke et system til overvågning af dens efterlevelse.

 

CTBT

CTBT-traktaten (Comprehensive Nuclear Test-Ban Treaty) er et altomfattende forbud mod atomprøvesprængninger. Traktaten blev åbnet for underskrift i 1996 og er endnu ikke trådt i kraft. Traktaten forpligter de deltagende stater til ikke at gennemføre prøvesprængninger af nukleare våben eller enhver anden form for nukleare sprængninger, samt at afstå fra medvirken eller opmuntring til sådanne sprængninger. Traktaten indebærer oprettelse af et globalt verifikationssystem, der indeholder et internationalt overvågningssystem, en konsultationsmekanisme, inspektioner på stedet samt tillidsskabende foranstaltninger. Traktaten opretter desuden en organisation og et sekretariat, som er etablereret. Medlemslandene har dannet et net af seismiske målestationer, der benyttes til at analysere tegn på nukleare hændelser. 

 

Conference on Disarmament

Nedrutningskonferencen blev dannet i 1979 som det internationale samfunds eneste multilaterale forhandlingsforum for nedrustning. CD rapporterer årligt til FN CD, og dets forgængere har forhandlet traktaterne om ikke-spredning af atomvåben, kemiske våben, biologiske våben samt traktaten om atomprøvestop. Siden forhandlingen om atomprøvestop i 1996 har CD’s arbejde været fastfrosset. Til dels pga. af uenighed om procedure. Ikke desto mindre mødes CD til tre årlige sessioner og drøfter nedrustningsemner. Et vigtigt udestående er forhandlinger om et forbud mod produktion af spalteligt materiale til atomvåben. Der er 65 medlemmer. Danmark har observatørstatus.

 

JCPoA

Iran-atomaftalen er en nøgleaftale inden for ikke-spredning af atomvåben og lægger begrænsning for Irans atomprogram. Aftalen fra 2015, som omfattede flere lande herunder USA, lægger begrænsninger på Irans atomprogram for at sikre at dette forbliver fredeligt. Aftalen kontrolleres af det internationale atomenergiagentur (IAEA) og indebærer samtidig en række gradvise løft at internationale sanktioner mod Iran. I 2018 trak præsident Trump ud af aftalen. Iran har efterfølgende brudt en lang række af sine forpligtelser efter aftalen. Forsøg på genforhandling af aftalen er hidtil strandet.

 

IAEA

Det Internationale Atomenergiagentur blev etableret i 1957 i takt med atomkrafts udbredelse. Organisationen indtager en nøglerolle i arbejdet med at sikre fredelig udnyttelse af atomkraft og verifikation af ikke-spredning af atomvåben og nukleart materiale. Organisationens medlemmer underkaster sig IAEA-inspektionens verifikation af at nukleare installationer varetage forsvarligt. En væsentlig opgave har været kontrollen af Irans overholdelse af atomaftalen (JCPoA), ligesom kontrol af sikkerhedsforholdene på atomkraftværket i Zaporizhzhia som følge af krigen i Ukraine.

 

 

 

 

 

De centrale organisationer inden for området for våbenkontrol, nedrustning og ikke-spredning er FN i New York og i Genève, OSCE i Wien samt NATO og EU.

Relevante links: