Gå til indhold

Iran

Rejsevejledning opdateret: 13.11.2024 Kl. 13:35

Gyldig: 21.12.2024

Vi fraråder alle rejser til:
Hele landet.

Meget høj sikkerhedsrisiko. Hvis du vælger at rejse, bør du søge professionel rådgivning.

Generel anbefaling

Vi fraråder alle rejser til Iran pga. en meget høj sikkerhedsrisiko. Vi opfordrer danskere i Iran til at forlade landet.

Sikkerhedssituationen i regionen er ustabil og uforudsigelig. Den kan hurtigt ændre sig. Mulighederne for at rejse ud af Iran kan i den nuværende situation ophøre med meget kort varsel.

Udenrigsministeriets mulighed for at yde bistand i Iran vil være yderst begrænset i en eventuel krisesituation.

Vælger du alligevel at rejse til eller opholde dig i Iran, er der risiko for, at du – også selv om du er på en almindelig turistrejse – kan blive anholdt eller tilbageholdt af iranske myndigheder. Du kan risikere fængsling i længere tid uden nogen umiddelbar årsag eller for forhold, som ikke er strafbare i Danmark.

Hvis du bliver anholdt, kan du risikere, at dine rettigheder, fx til konsulær bistand, ikke overholdes. Læs mere under "Andre sikkerhedsrisici" og "Lokale love og sædvaner".

Der er en forøget sikkerhedsrisiko for personer med dobbelt statsborgerskab (dansk-iransk), fordi Iran ikke tillader, at den danske ambassade får adgang til at hjælpe dem. Iran betragter dem alene som iranske statsborgere.

Hold dig opdateret om situationen i landet og regionen før og under rejsen, fx i medierne. Download også Udenrigsministeriets app Rejseklar og tilmeld dig Danskerlisten. Så kan du få besked og nemt komme i kontakt med os, hvis der opstår en alvorlig krise i landet.  

Risiko for terror

Terrorister vil kunne forsøge at gennemføre terrorangreb overalt i verden. Angreb vil kunne ske uden varsel på steder, der bliver besøgt af mange mennesker, bl.a. turister. Det kan fx være ved offentlige bygninger, turistattraktioner, indkøbscentre, markeder, trafikknudepunkter, hoteller, restauranter og caféer. Vær opmærksom på dine omgivelser.

I august 2023 og i oktober 2022 blev samme shiamuslimske helligdom i byen Shiraz udsat for terrorangreb. Henholdsvis én og 13 personer blev dræbt. 

I turistområder og ved turistattraktioner har myndighederne gjort en indsats for at øge sikkerheden.

Læs mere om, hvordan du bør forholde dig, hvis du rejser til lande med terrorrisiko.

Kriminalitet

Den generelle risiko for kriminalitet i Iran er forholdsvis lav, men den er højere i de større byer. Det gælder især tyverier.

Du bør undgå at have dyre smykker og andre ting af høj værdi eller mange penge på dig. Du bør i stedet opbevare dem i fx en sikkerhedsboks på hotellet. 

Hvis du benytter wifi fra åbne netværk, fx i lufthavne, på caféer eller hoteller, er der risiko for, at du kan blive udsat for aflytning og hacking. 

Andre sikkerhedsrisici

Du bør holde dig på afstand af opløb og demonstrationer. Situationen kan hurtigt ændre sig og udvikle sig voldeligt. Undlad at fotografere eller filme ved og i nærheden af demonstrationer.

De iranske myndigheder er meget opmærksomme på risikoen for spionage. Vi anbefaler derfor, at du holder dig på stor afstand af militære anlæg. De er ikke altid markeret på kort.

Tilsyneladende vilkårlig tilbageholdelse og langvarig fængsling af udenlandske statsborgere kan bl.a. ske pga. anklager om spionage. Hvis det sker, kan du risikere, at dine rettigheder, fx til konsulær bistand, ikke overholdes. Ambassaden kan derfor have svært ved at få adgang til at yde hjælp.

Denne risiko gælder både danske statsborgere og personer med dobbelt statsborgerskab (dansk-iransk). 

Du bør ikke fotografere eller filme (inkl. med drone) militær og andre sikkerhedsstyrker, militære anlæg og regeringsbygninger. Uautoriseret brug af droner er ulovligt i Iran. Du kan risikere fængsling i længere tid. 

Vær generelt tilbageholdende med at fotografere og filme i områder uden for de store turistattraktioner. 

Der er risiko for landminer i grænseområderne især ved grænsen til Irak. Der er ikke altid opsat advarselsskilte. Når der er advarselsskilte, bør du tage dem meget alvorligt. Du bør være forsigtig og ikke færdes uden for etablerede veje og stier.

Vi anbefaler, at du holder dig opdateret om den aktuelle sikkerhedssituation via de lokale myndigheder og nyhedsmedierne. Du bør altid følge de lokale myndigheders anbefalinger.

Naturkatastrofer

Der er risiko for jordskælv i Iran. I de senere år har kraftigere jordskælv især ramt den sydøstlige del af landet.

Vær opmærksom på, at naturkatastrofer kan opstå med kort varsel og udvikle sig uforudsigeligt.

Hold dig opdateret om situationen via de lokale myndigheder og nyhedsmedierne. Du bør altid følge myndighedernes anbefalinger. 

Myndighedernes kapacitet til at håndtere en større katastrofe er begrænset.

Læs mere om, hvad du kan gøre, hvis du kommer ud for en naturkatastrofe.

Transport

Du bør være meget forsigtig i trafikken, især i de store byer, hvor trafikken er tæt og kaotisk. Du kan ikke altid regne med, at færdselsreglerne bliver overholdt. Der sker mange alvorlige ulykker.

Veje og køretøjer er ofte i dårlig stand, men mellem de større byer er vejene typisk i god stand. 

Du bør undgå kørsel uden for de større byer, når det er mørkt.

Kørsel med offentlig transport, fx tog og busser, er forbundet med risiko.

Vi anbefaler, at du kun kører med autoriserede taxaer eller velkendte kørselstjenester. Du bør så vidt muligt bestille din taxa fra et hotel eller et taxaselskab.

Du bør ikke tage imod tilbud om at køre med fremmede.

Det er risikabelt at rejse med indenrigsfly, fordi flyene ofte er gamle. Der er sket flere alvorlige ulykker. Undersøg om flyselskabet er på EU’s liste over selskaber, der ikke har tilladelse til at lande i EU pga. dårlig flysikkerhed.

Hvis du er sejler, skal du sikre dig, at du har de rette tilladelser, før du sejler ind i iransk farvand. Din båd kan risikere at blive tilbageholdt af myndighederne.

Lokale love og sædvaner

Iran er et konservativt muslimsk land, hvor islamiske regler følges strengt.

Når du rejser i Iran, er du underlagt iransk lovgivning. Regler og procedurer kan afvige meget fra de danske. Straffene kan fx være højere. 

Behandlingen af din sag ved domstolene kan være langtrukken og bureaukratisk. Du kan risikere, at du ikke må rejse ud af landet, før sagen er afgjort.

Forholdene i fængslerne kan være meget vanskelige.

Besiddelse af alle former for narkotika, selv i små mængder, er strengt forbudt og straffes hårdt. I visse tilfælde idømmes dødsstraf.

Det er strengt forbudt at drikke alkohol og tage alkohol med ind i Iran. Det straffes hårdt.

Det er forbudt at ryge, spise og drikke på offentlige steder under ramadanen.

LGBT+ personer bør af hensyn til deres sikkerhed undgå fysiske kærtegn på offentlige steder. Du kan risikere at blive anholdt og straffet hårdt, i visse tilfælde med dødsstraf. Du kan også blive udsat for chikane og overfald. Udvis forsigtighed ved brug af dating apps. Læs mere om at rejse som LGBT+ person.

Seksuelle forhold mellem mænd og kvinder, som ikke er gift med hinanden, er forbudt. Hoteller kan nægte ugifte par at dele værelse.

Samvær med prostituerede er forbudt og kan straffes hårdt.

Det er forbudt at være i besiddelse af blade, litteratur, dvd’er og andet materiale af ”anstødelig karakter”, fx pornografi.

I Iran er der nogle meget vigtige krav til påklædning. De gælder alle offentlige steder. Kvinder skal bære ”mantou” (løstsiddende frakke, som mindst dækker hofterne) eller tunika, bukser til anklerne (evt. leggings) og hovedtørklæde. Mænd bør undgå shorts og på religiøse steder undgå t-shirts uden ærmer. Du kan risikere chikane og anholdelse, hvis du ikke respekterer det.

Telefonforbindelsen via både fastnet- og mobiltelefon er ofte ustabil. Der kan være dårlig mulighed for at få forbindelse til udlandet.

Vær opmærksom på, at myndighederne har kontrol over adgangen til internettet. Der er ikke adgang til en række udenlandske websites og til sociale medier.

Du kan ikke være sikker på, at det er muligt at veksle danske kontanter. Læs mere på nationalbanken.dk

Særligt om indrejse og ophold

Vær opmærksom på, at du som dansk-iransk statsborger i Iran vil blive betragtet som iransk, da Iran ikke anerkender dobbelt statsborgerskab. Den danske ambassade har derfor ikke mulighed for at hjælpe dig i Iran.

Du bliver betragtet som iransk statsborger, hvis du er eller har været gift med en iransk mand. Børn med en iransk far bliver også betragtet som iranske statsborgere. Det gælder også, hvis faderen har dansk-iransk dobbelt statsborgerskab.

Hvis du gerne vil rejse til Iran, skal du på forhånd nøje overveje, om du på grund af forhold i relation til de iranske myndigheder ikke bør rejse. Det kan være, at du har eller har haft kontakt til eller på anden måde er eller har været tæt på personer eller grupper, som de iranske myndigheder anser som kriminelle eller terrorister. Hvis du er dansk-iransk dobbelt statsborger, kan det også være ikke-afsonede straffedomme, værnepligt, der ikke er aftjent, eller stempler i pas.

Hvis du bliver anholdt, har du som dansk statsborger krav på at komme i kontakt med den danske ambassade, hvis du selv ønsker det. Bed om at ambassaden bliver informeret straks. Vær opmærksom på, at hvis du bliver tilbageholdt af de iranske myndigheder, kan der gå noget tid, før de underretter ambassaden og giver adgang til hjælp. Det hænder, at ambassader ikke bliver underrettet, men at det sker via pårørende. 

Du skal altid kunne vise gyldig billed-ID, fx en kopi af dit pas (de første sider og dit iranske visum). Hav dit pas eller en kopi af dit pas opbevaret et sikkert sted.

Du kan ikke bruge internationale kreditkort i Iran. Du bør derfor have nok kontanter (USD eller EURO) med til hele dit ophold. Amerikanske dollars (USD) skal være udstedt i 2006 eller senere. Hvis du tager mere end 5.000 USD med ind i Iran, skal du angive dem til myndighederne i lufthavnen.

Du kan ikke rejse ind i Iran, hvis du har israelske stempler i dit pas eller stempler fra grænseovergange til Israel.

Hvis du er rejst ulovligt ind i Iran, vil du ikke kunne rejse lovligt ud af landet igen.

Læs mere om pas- og visumregler.

Sundhedsforhold

Du kan finde generel information om sundheds- og sygdomsforhold hos Statens Serum Institut eller Sundhedsstyrelsen. Du kan også spørge din praktiserende læge og på vaccinationsklinikker.

Læs om, hvordan du får din medicin med på rejsen.

Offentlige hospitaler og lægehjælp i Iran kan være af ringe standard især uden for de store byer. Der findes gode privathospitaler i de større byer.

Akut læge- og ambulanceassistance er begrænset.

Rejseforsikring

Vi opfordrer dig til at tegne en privat rejseforsikring, før du rejser til Iran. Du bør sikre dig, at rejseforsikringen dækker dine behov. En rejseforsikring dækker ikke nødvendigvis alle udgifter eller i alle situationer. 

Det bør fremgå klart af din rejseforsikring, at den gælder i Iran. Det kan få betydning, hvis du skal have udstedt visum ved indrejsen til landet.

Læs mere om rejseforsikringer.

Danskere i Iran er hverken dækket af det gule sundhedskort eller det blå EU-sygesikringskort.

Kontakt

Du kan finde kontaktoplysninger til den danske ambassade i Iran.

Du kan altid kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter 24/7, hvis du har spørgsmål eller er kommet i en nødsituation i udlandet.

Du kan også downloade vores gratis app Rejseklar og tilmelde dig Danskerlisten, så modtager du information direkte fra os, hvis der opstår en krise eller lignende i Iran under din rejse.

Mere information

Før du rejser, kan du evt. kontakte Irans Ambassade i Danmark for yderligere information.

Læs rejsevejledninger fra andre landes udenrigsministerier.

Dato for seneste opdatering

Rejsevejledningen for Iran er senest opdateret den 13. november 2024 med ændringer i afsnittene "Risiko for terror", "Kriminalitet" og "Naturkatastrofer". Der er ikke foretaget ændringer i sikkerhedsniveauet.  


Hvor du rejser hen, er din egen beslutning og dit eget ansvar. Udenrigsministeriet kan ikke holdes ansvarlig for oplysningerne i rejsevejledningerne.