Spring til indhold
Abonnér

Rejsevejledning - Østrig

Gyldig: 16.08.2018Senest redigeret  24.07.2018

Udvis normal opmærksomhed:

Hele landet

Brug din sunde fornuft og vær opmærksom på mistænkelig adfærd som du ville være det, hvis du var i Danmark.

Fold alle afsnit ud Fold alle afsnit sammen

Generel anbefaling

De fleste danskere har ingen problemer under besøg i Østrig. Brug din sunde fornuft og vær opmærksom på mistænkelig adfærd som du ville være det, hvis du var i Danmark.

Risiko for terror

Østrig har ikke oplevet terrorangreb i nyere tid.

Terrorister vil kunne forsøge at gennemføre terrorangreb overalt i verden. Angreb vil kunne ske på steder, der bliver besøgt af mange mennesker, bl.a. turister. Det kan f.eks. være ved offentlige bygninger, turistattraktioner, indkøbscentre, markeder, trafikknudepunkter, hoteller, restauranter, caféer, natklubber og barer. 

Læs mere om hvordan du bør forholde dig, hvis du rejser til lande med terrorrisiko.

Kriminalitet

Den generelle risiko for kriminalitet er forholdsvis lav.

I nattelivet bør du selv købe dine drikkevarer og altid holde dem under opsyn. Der er risiko for, at kriminelle tilsætter bedøvende stoffer og begår overgreb.

Du bør være forsigtig pga. risikoen for lomme- og tricktyverier, særligt i områder med mange mennesker.

Hvis du benytter wifi fra åbne netværk, f.eks. i lufthavnen, på cafeer eller på hoteller, kan du risikere at blive udsat for hacking. Læs mere om IT-sikkerhed på rejsen.

Andre sikkerhedsrisici

Du bør holde dig på afstand af opløb og demonstrationer.

Vi anbefaler, at du holder dig opdateret om den aktuelle sikkerhedssituation via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge de lokale myndigheders anbefalinger.

Naturkatastrofer

Risikoen for naturkatastrofer er forholdsvis lav.

Om vinteren er der dog risiko for laviner i bjergområderne. I de varmeste sommermåneder, særligt i juli og august kan der være risiko for skovbrande, ligesom der kan være risiko for oversvømmelser og mudderskred i perioder med kraftigt regn.

Du bør holde dig opdateret om situationen via de lokale myndigheder, medierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge myndighedernes anbefalinger.

Følg også den lokale vejrudsigt.

Transport

Du bør være opmærksom i trafikken på samme måde, som du ville være i Danmark.

Offentlig transport fungerer godt.

Oplysninger om trafikforhold i Østrig.

Lokale love og sædvaner

Når du rejser i Østrig, er du underlagt østrisk lovgivning. Regler og procedurer kan afvige meget fra de danske.

Besiddelse af alle former for narkotika, selv i små mængder, er strengt forbudt og straffes hårdt.

Særligt om indrejse og ophold

Danmark hjælper danske statsborgere og andre personer med fast ophold i Danmark.

Hvis du har dansk-østrigsk dobbelt statsborgerskab, siger folkeretten, at du som udgangspunkt ikke kan få dansk beskyttelse (konsulær bistand) over for Østrig, hvis Østrig ikke går med til det.

Hvis du bliver anholdt, har du som dansk statsborger krav på at komme i kontakt med en dansk ambassade eller et dansk konsulat, hvis du selv ønsker det. Bed om at den danske ambassade eller det nærmeste danske konsulat bliver informeret straks.

Du bør altid have gyldigt billed-ID på dig.

Sundhedsforhold

Du kan finde information om sundheds- og sygdomsforhold hos Statens Serum Institut eller Sundhedsstyrelsen. Du kan også spørge din praktiserende læge og på vaccinationsklinikker.

Læs om hvordan du får din medicin med på rejsen.

Se også de lokale myndigheders vejledning til rejsende.

Rejseforsikring

Vi opfordrer dig til at tegne en privat rejseforsikring, før du rejser til Østrig.

Hvis du planlægger aktiviteter i bjergene, skal du være opmærksom på, at det kan være meget store udgifter forbundet med redning ved ulykker. Det er vigtigt at undersøge, om din forsikring dækker den slags omkostninger.

I Østrig er du dækket af det blå EU-sygesikringskort.

Læs mere om rejseforsikringer.

Kontakt

Du kan finde kontaktoplysninger til den danske ambassade og til danske konsulater i Østrig.

Du kan altid kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter 24/7, hvis du har spørgsmål eller er kommet i en nødsituation i udlandet.

Mere information

Før du rejser, kan du evt. kontakte Østrigs ambassade i Danmark for yderligere information.

Læs også rejsevejledninger fra andre landes udenrigsministerier.

Kort over Østrig

Hvor du rejser hen, er din egen beslutning og dit eget ansvar. Udenrigsministeriet kan ikke holdes ansvarlig for oplysningerne i rejsevejledningerne.

Rejsevejledning