Singapore
Rejsevejledning opdateret: 22.05.2024 Kl. 13:43
Gyldig: 23.11.2024
Vær opmærksom:
Hele landet.
Brug din sunde fornuft og vær opmærksom på mistænkelig adfærd som du ville være det, hvis du var i Danmark.
Generel anbefaling
De fleste danskere har ingen problemer under besøg i Singapore.
Brug din sunde fornuft og vær opmærksom på mistænkelig adfærd som du ville være det, hvis du var i Danmark.
Hold dig opdateret om situationen i landet før og under rejsen, fx i medierne. Download også Udenrigsministeriets app Rejseklar og tilmeld dig Danskerlisten. Så kan du få besked og nemt komme i kontakt med os, hvis der opstår en alvorlig krise i landet.
Risiko for terror
Singapore har ikke oplevet terrorangreb.
Terrorister vil kunne forsøge at gennemføre terrorangreb overalt i verden. Angreb vil kunne ske uden varsel på steder, der bliver besøgt af mange mennesker, bl.a. turister. Det kan fx være ved myndighedernes bygninger, turistattraktioner, indkøbscentre, markeder, trafikknudepunkter, hoteller, restauranter, caféer, natklubber og barer.
Læs mere om, hvordan du bør forholde dig, hvis du rejser til lande med terrorrisiko.
Kriminalitet
Den generelle risiko for kriminalitet i Singapore er lav.
I nattelivet bør du selv købe dine mad- og drikkevarer og altid holde dem under opsyn. Der er risiko for, at der bliver tilsat bedøvende stoffer. Du kan blive udsat for tyveri og/eller overgreb.
Pirateri er en risiko for sejlere i området. For mere info se Søfartsstyrelsens hjemmeside.
Kreditkortsvindel ved hæveautomater kan ske. Brug ikke en hæveautomat, hvis du ser noget mistænkeligt i nærheden.
Hvis du benytter wifi fra åbne netværk, fx i lufthavnen, på cafeer eller på hoteller, kan du risikere at blive udsat for hacking.
Andre sikkerhedsrisici
Du bør holde dig på afstand af opløb og demonstrationer. De kan være ulovlige og kan udvikle sig voldeligt.
Vi anbefaler, at du holder dig opdateret om den aktuelle sikkerhedssituation via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne (fx Channel News Asia) og dit rejsebureau. Du bør altid følge de lokale myndigheders anbefalinger.
Naturkatastrofer
Risikoen for naturkatastrofer er lav.
Hvis du kommer ud for en naturkatastrofe, så kontakt dine nærmeste pårørende og fortæl dem, hvor du er, og hvordan du har det. Hvis de har hørt om naturkatastrofen i medierne, kan de være bekymrede for din sikkerhed. Kontakt også dit forsikringsselskab. De fleste kan kontaktes døgnet rundt på et nødnummer eller online.
Læs mere om, hvad du kan gøre, hvis du kommer ud for en naturkatastrofe.
For mere information se hjemmesiden for Singapore Civil Defence Force (SCDF).
Transport
Du bør være opmærksom i trafikken på samme måde, som du ville være i Danmark. Bemærk, at der er venstrekørsel.
Vi anbefaler, at du kun kører med autoriserede taxaer eller velkendte kørselstjenester. Du bør ikke tage imod tilbud om at køre med fremmede.
Lokale love og sædvaner
Når du rejser i Singapore, er du underlagt singaporeansk lovgivning. Regler og procedurer afviger meget fra de danske. Straffene kan være meget højere, og du kan risikere høje bøder, stokkeslag og fængsel for en række forhold, der ikke anses for strafbare i Danmark. Der er dødsstraf i Singapore.
Behandlingen af din sag ved domstolene kan være langvarig og bureaukratisk. Du kan risikere, at du ikke må rejse ud af landet, før sagen er afgjort.
Forholdene i fængslerne kan være meget vanskelige.
Besiddelse af alle former for narkotika, selv i små mængder, er strengt forbudt og straffes hårdt, bl.a. med dødsstraf. Hvis man tester positiv i en narkotest ved indrejse eller i transit, kan man blive nægtet indrejse eller udvist. Indførsel af udstyr til rygning af cannabis kan straffes med høj bøde eller fængsel.
Vær opmærksom på, at visse former for medicin og fødevarer anses som narkotika og kræver skiftlig tilladelse. Læs mere her.
Der gælder meget strenge regler vedr. rygning og visse andre nydelsesmidler. Reglerne gælder også, hvis man kun er i transit i Singapores internationale lufthavn.
Vær opmærksom på, at indførsel, besiddelse og brug af alle former for e-cigaretter (inkl. vapes og puffbars) er forbudt i Singapore. Straffen kan være høj bøde eller fængsel.
Indførsel af snus er forbudt (også nikotinfri) og kan straffes med høj bøde eller fængsel.
Indførsel af nikotintyggegummi og -plaster er forbudt.
Læs mere på hjemmesiden for Singapores sundhedsmyndigheder og på Controlled & Prohibited Goods for Import (customs.gov.sg)
Besiddelse af tyggegummi er forbudt.
Det er forbudt at ryge, spytte og smide affald på offentlige steder.
Mere information om forbuddet mod rygning.
Det er forbudt at drikke alkohol på offentlige steder mellem kl.22.30-7.00.
Handlinger, der opfattes som seksuelt krænkende (fx uønsket berøring, befamling eller uønskede tilnærmelser), kan medføre meget hårde straffe. Du kan ikke rejse ud af landet, mens sagen kører. Den kan trække i langdrag. Der har været tilfælde af falske anklager, især på barer med mange turister.
LGBT+ personer bør af hensyn til deres sikkerhed undgå fysiske kærtegn på offentlige steder. Du kan risikere at blive udsat for chikane. Udvis forsigtighed ved brug af dating apps. Læs mere om at rejse som LGBT+ person.
Prostitution er ikke forbudt i Singapore, men handlinger relateret til prostitution kan være forbudte.
Det er forbudt at importere, være i besiddelse af, producere og distribuere pornografi i Singapore.
Du kan ikke være sikker på, at det er muligt at veksle danske kontanter. Læs mere på nationalbanken.dk.
Særligt om indrejse og ophold
Danmark hjælper danske statsborgere og andre personer med fast ophold i Danmark.
Hvis du har dansk-singaporeansk dobbelt statsborgerskab, siger folkeretten, at du som udgangspunkt ikke kan få dansk beskyttelse (konsulær bistand) over for Singapore, hvis Singapore ikke går med til det.
Vær opmærksom på, at du som dansk-singaporeansk statsborger i Singapore vil blive betragtet som singaporeansk statsborger, da Singapore ikke anerkender dobbelt statsborgerskab. Den danske ambassade har derfor meget begrænset mulighed for at hjælpe dig i Singapore.
Hvis du har dansk-singaporeansk dobbelt statsborgerskab og gerne vil rejse til Singapore, skal du på forhånd nøje overveje, om der er forhold i relation til de singaporeanske myndigheder, der gør, at du ikke bør rejse. Det kan fx være ikke-afsonede straffedomme, værnepligt, der ikke er aftjent, eller visse stempler i pas.
Hvis du bliver anholdt, har du som dansk statsborger krav på at komme i kontakt med en dansk ambassade eller et dansk konsulat, hvis du selv ønsker det. Bed om at den danske ambassade bliver informeret straks.
Du skal altid kunne vise gyldigt billed-ID. Du bør altid have dit pas eller en kopi af dit pas på dig og have dit pas opbevaret et sikkert sted.
Hvis du har dansk-singaporeansk dobbelt statsborgerskab, skal du anvende singaporeanske rejsedokumenter.
Læs mere om pas- og visumregler.
Sundhedsforhold
Du kan finde generel information om sundheds- og sygdomsforhold hos Statens Serum Institut eller Sundhedsstyrelsen. Du kan også spørge din praktiserende læge og på vaccinationsklinikker.
Læs om, hvordan du får din medicin med på rejsen. Find ud af om du må tage din medicin med til Singapore.
For mere information, se Singapores sundhedsministerium.
Rejseforsikring
Vi opfordrer dig til at tegne en privat rejseforsikring, før du rejser til Singapore. Du bør sikre dig, at rejseforsikringen dækker dine behov. En rejseforsikring dækker ikke nødvendigvis alle udgifter eller i alle situationer.
Læs mere om rejseforsikringer.
Danskere i Singapore er hverken dækket af det gule sundhedskort eller det blå EU-sygesikringskort.
Kontakt
Du kan finde kontaktoplysninger til den danske ambassade i Singapore her.
Du kan altid kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter 24/7, hvis du har spørgsmål eller er kommet i en nødsituation i udlandet.
Du kan også downloade vores gratis app Rejseklar og tilmelde dig Danskerlisten. Så modtager du information direkte fra os, hvis der opstår en krise eller lignende i Singapore under din rejse.
Mere information
Før du rejser, kan du kontakte Singapores Generalkonsulat i Danmark for yderligere information.
Læs rejsevejledninger fra andre landes udenrigsministerier.
Du kan finde den danske sømands- og udlandskirke i Singapore.
Dato for seneste opdatering
Rejsevejledningen for Singapore er senest opdateret den 22. maj 2024 med ændringer i afsnittene "Naturkatastrofer" og "Lokale love og sædvaner". Der er ikke foretaget ændringer i sikkerhedsniveauet.
DANSKERLISTEN
Tilmeld dig - for din sikkerheds skyld!Hvor du rejser hen, er din egen beslutning og dit eget ansvar. Udenrigsministeriet kan ikke holdes ansvarlig for oplysningerne i rejsevejledningerne.