Jobs, vækst og grøn omstilling i hele Danmark
Invest in Denmark arbejder for at tiltrække udenlandske investeringer, som øger produktivitet og innovation i dansk erhvervsliv, understøtter og accelererer den grønne omstilling både nationalt og globalt samtfremmer vækst og udvikling i hele Danmark.
Medarbejdere tæt på virksomhederne verden over
Indsatsen gennemføres i et tæt samarbejde mellem Invest in Denmarks medarbejdere på danske repræsentationer i Nordamerika, Europa og Asien og medarbejdere samt samarbejdspartnere på tværs af Danmark.
Danske styrkepositioner tiltrækker udenlandske investeringer
Invest in Denmarks proaktive investeringsfremmeindsats er fokuseret på sektorer, hvor vi i Danmark har særligt gode forudsætninger for at tiltrække udenlandske investeringer, og hvor udenlandske investeringer kan være med til at styrke værdiskabelsen i Danmark. Det gælder i særdeleshed sektorerne Life Science, Cleantech og Tech. Rådgivningen hjælper mulige og interesserede udenlandske investorer med kendskab til og forståelse af specifikke investeringsmuligheder, forsknings- og udviklingsmuligheder samt rammevilkår i Danmark.
Invest in Denmarks gratis ydelser
Invest in Denmark tilbyder potentielle udenlandske investorer gratis information og analyser, etablering af kontakt til potentielle partnere, relevante offentlige myndigheder og uddannelses- og forskningsinstitutioner samt udarbejdelse og afvikling af af besøgsprogrammer og praktisk assistance i forbindelse med etablering i Danmark. Arbejdet med udenlandske investorer foregår i fuld fortrolighed. Du kan læse om konkrete investeringsprojekter på Invest in Denmark's hjemmeside.
Kontakt
Læs mere om Invest in Denmark og find kontaktoplysninger på Invest in Denmarks hjemmeside.