Gå til indhold

Praktikophold ved FN agenturerne


Som studerende har du mulighed for at søge praktikophold i en af FN’s organisationer, hvilket giver en unik mulighed for at få en god indsigt i det internationale arbejde og erfaring med FN’s arbejdsprocesser. For mange unge kan et praktikophold være en start på en karriere inden for FN og globalt diplomati.
Credit: United Nations Photo

 

FN i Geneve

Danmarks Faste Mission ved FN i Genève har praktikpladser i en række forskellige teams, og giver mulighed for at prøve kræfter med dansk diplomati og international politik.

Credit: United Nations Photo

Varighed og ansøgningsfrister

Forårsholdet: 1. februar – 31. juli. Deadline for ansøgning til dette hold er den 10. september året forinden.

Efterårsholdet: 1. september – 31. januar. Deadline for ansøgningen til dette hold er den 10. marts samme år.

 

Praktikant til team for flygtninge og migration. Ref.nr. FN-1

Det humanitære team varetager og fremmer danske interesser på det humanitære område. Genève er kendt som den humanitære hovedstad, og teamet har ansvar for dansk samarbejde og interessevaretagelse i forhold til andre medlemslande og FN’s humanitære organisationer herunder UNHCR, IOM og OCHA samt Røde Kors bevægelsen og NGOér på området.

Læs mere her: https://fngeneve.um.dk/praktik/praktikant-paa-humanitaer-bistand

Praktikant til team for menneskerettigheder. Ref.nr. FN-2

Menneskerettighedsteamet er for den studerende, som er interesseret i menneskerettigheder, internationale relationer, folkeret og diplomati. Du bliver skarp på FN’s menneskeretlige mekanismer, resolutioner og særlige procedurer, og du får forståelse for vigtigheden af præcision i formuleringer og fortolkning og ordlyd i diplomatiske sammenhænge. Praktikken giver en bred indsigt i verdens konflikter, og du får samtidigt indblik i EU-samarbejdet i FN-regi. Desuden bliver du ekspert i at skrive konkrete og skarpe tekster vedrørende danske udenrigspolitiske interesser.

Læs mere her: https://fngeneve.um.dk/praktik/praktikant-paa-menneskerettigheder

Praktikant til team for sundhed. Ref.nr. FN-3

I sundhedsteamet er de tre vigtigste samarbejdspartnere Verdenssundhedsorganisationen (WHO), som står for det normsættende arbejde på sundhedsområdet og bidrager til at nationale sundhedssystemer kan fungere sikkert og effektivt; FN’s AIDS-bekæmpelsesprogram (UNAIDS), som spiller en vigtig koordinerende rolle på HIV/AIDS-området og desuden har er en vigtig aktør til at fremme den rettighedsbaserede tilgang på sundhedsområdet; og Den Globale Fond til bekæmpelse af HIV/AIDS, Tuberkulose og Malaria (GFATM), som er en central finansieringsmekanisme for forebyggelses- og behandlingsindsatserne på landeniveau ift. HIV/AIDS, tuberkulose og malaria.

Læs mere her:https://fngeneve.um.dk/praktik/praktikant-paa-sundhed

Praktikant til team for handel og udvikling. Ref.nr. FN-4

I teamet har vi ansvaret for Danmarks interessevaretagelse over for Verdenshandelsorganisationen (WTO) samt forvaltningen af Danmarks udviklingssamarbejde med Den internationale arbejdsorganisation (ILO). Som praktikant hos os vil du under kyndig vejledning bl.a. få mulighed for at bidrage til dækning af og rapportering fra møder i WTO og i lokal EU-koordination samtidig med, at du vil kunne snuse til forvaltningen af en del af Danmarks vægtige udviklingspolitiske engagement.

Læs mere her: https://fngeneve.um.dk/praktik/praktikant-paa-handel-og-udvikling



Praktikant til team for nedrustning. Ref.nr. FN-5

Nedrustning bidrager til at bevare international fred og sikkerhed, beskytte civile, opbygge tillid mellem stater og fremme bæredygtig udvikling. Overordnet er der tale om et system af international kontrol, begrænsninger og tillids- og sikkerhedsskabende foranstaltninger, der på forskellig vis regulerer anvendelse, udvikling, produktion, oplagring og spredning af våben og våbensystemer. Det kan dreje sig om både konventionelle våben og masseødelæggelsesvåben (nukleare, biologiske og kemiske).

Læs mere her: https://fngeneve.um.dk/praktik/praktikant-paa-nedrustning

Praktikant til ledelsesteamet. Ref.nr. FN-6

Din opgave vil være at bistå Missionens ledelse med en række forskelligartede opgaver af både praktisk og mere strategisk karakter. Der vil være tale om meget forskelligartede opgaver i en dynamisk og omskiftelig hverdag, hvor du vil spille en central rolle i forhold til at understøtte ledelsen og bidrage til en effektiv opgavevaretagelse på Missionen og større synlighed omkring Missionens arbejde.

Læs mere her: https://fngeneve.um.dk/praktik/praktikant-i-ledelsesteamet

 

FN i New York

 

Som praktikant assisterer du missionens medarbejdere i det daglige arbejde og hjælper med at følge møder, lave research, skrive indberetninger til Udenrigsministeriet og pleje kontakter til andre medlemslande og FN-systemet. Under opholdet vil du blive inddraget i Danmarks udenrigspolitiske håndværk ved verdens centrale mellemstatslige organ og få et grundigt indblik i både Udenrigstjenestens og FN’s arbejde.

Den omfattende mødeaktivitet i FN giver lejlighed for praktikanterne til at engagere sig i områder, der har særlig interesse, og mulighed for at arbejde selvstændigt på aftalte områder. Arbejdsopgaverne tilpasses Missionens opgaver generelt og i perioder med øget belastning, f.eks. ved ministerbesøg eller særlige arrangementer, kan andre typer af opgaver også forekomme, herunder opgaver af mere administrativ og praktisk karakter.

Credit:United Nations Photo

Varighed og ansøgningsfrister

Forårshold: 1. februar – 31. juli. Deadline for ansøgning til dette hold er den 10. september året forinden

Efterårshold: 1. august – 31. januar. Deadline for ansøgningen til dette hold er den 10. marts

Søg en praktikplads ved den danske FN-Mission her.


Danmark er medlem af Sikkerhedsrådet 2025-2026. Danmarks FN Mission i New York har op til 10 praktikpladser fordelt på følgende fagområder:

 

Udenrigs- og sikkerhedspolitik/stabilisering/humanitære spørgsmål

Med fokus på konflikter på Sikkerhedsrådets dagsorden, resolutioner vedr. Mellemøsten, Afrika og Asien og FN's fredsopbygningsindsatser, FN’s fredsbevarende operationer, herunder dansk deltagelse heri samt tværgående humanitære spørgsmål i FN.

 

2030-dagsordenen/udviklingspolitik

Med fokus på FN's arbejde med implementering af 2030-dagsordenen/Verdensmålene, FN’s udviklingsfonde og programmer, kvinders seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder, FN's befolkningskommission, klima og bæredygtig udvikling, fattigdomsbekæmpelse, international handel og gæld, makroøkonomisk politik, sundhed og uddannelse.

 

Menneskerettigheder/folkeret

Med fokus på dels alle aspekter af FN’s menneskerettighedsarbejde i New York, sociale og kulturelle spørgsmål i FN samt danske mærkesager såsom tortur, kvinders rettigheder og oprindelige folk – og dels FN’s folkeretslige arbejde, fremme af den internationale retsorden, ICC, Responsibility to Protect og FN’s sanktioner.