Du bør være forsigtig pga. risikoen for kriminalitet. Tyverier, røverier og voldelige overfald sker især i storbyer som fx Manila.
Vær især opmærksom, hvis du kører med offentlig transport.
Du bør undgå at have dyre smykker og andre ting af høj værdi eller mange penge på dig. Du bør i stedet opbevare dem fx i en sikkerhedsboks på hotellet. Det gælder også vigtige dokumenter som fx pas og flybilletter.
I nattelivet bør du selv købe dine mad- og drikkevarer og altid holde dem under opsyn. Der er risiko for, at der er blevet tilsat bedøvende stoffer. Du kan blive udsat for tyveri og/eller overgreb.
Vær forsigtig, hvis du vil drikke cocktails og andre drinks med spiritus. Der er risiko for, at de kan indeholde det giftige stof metanol (træsprit). Du kan blive alvorligt syg eller i værste fald miste livet. Læs mere om, hvad du skal være opmærksom på i nattelivet, og hvor du kan få hjælp.
Der er risiko for kidnapning af vesterlændinge overalt i Filippinerne. Det gælder især i den sydlige del af landet: Øerne i Suluhavet og Celebeshavet, fx Palawan, Mindanao og Sulu-øerne, og i det centrale Visayas, fx øerne Siquijor, Dumaguete, Cebu og Bohol. Kidnapninger kan bl.a. ske fra ferieresorts, dykkersteder og lystbåde. Kidnapninger udføres både af militante islamistiske grupper og andre kriminelle grupper og kan koste livet.
Hvis du vælger at rejse til disse områder, bør du holde dig opdateret om situationen via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge myndighedernes anbefalinger.
Der er en høj risiko for pirateri for sejlere i filippinske farvande, især i Suluhavet og Celebeshavet samt i Filippinske Hav sydøst for Mindanao. Find mere information hos Søfartsstyrelsens hjemmeside.
Hvis du benytter wifi fra åbne netværk, fx i lufthavne, på caféer eller på hoteller, kan du risikere at blive udsat for hacking.