Læs om Irans pas- og visumregler.
Det er de iranske myndigheder, der fastlægger ind- og udrejseregler for Iran og afgør, om du overholder dem. Hvis du er i tvivl om reglerne og hvilke betingelser, du skal opfylde, så kontakt Irans nærmeste ambassade, konsulat eller immigrationsmyndigheder i god tid inden rejsen.
Danmark hjælper danske statsborgere og andre personer med fast bopæl i Danmark.
Hvis du har dansk-iransk dobbelt statsborgerskab, siger folkeretten, at du som udgangspunkt ikke kan få dansk beskyttelse (konsulær bistand) over for Iran, hvis Iran ikke går med til det.
Vær opmærksom på, at du som dansk-iransk statsborger i Iran vil blive betragtet som iransk, da Iran ikke anerkender dobbelt statsborgerskab. Den danske ambassade har derfor yderst begrænsede muligheder for at hjælpe dig i Iran.
Du bliver betragtet som iransk statsborger, hvis du er eller har været gift med en iransk mand. Børn med en iransk far bliver også betragtet som iranske statsborgere. Det gælder også, hvis faderen har dansk-iransk dobbelt statsborgerskab.
Hvis du gerne vil rejse til Iran, skal du på forhånd nøje overveje, om du på grund af forhold i relation til de iranske myndigheder ikke bør rejse. Det kan være, at du har eller har haft kontakt til eller på anden måde er eller har været tæt på personer eller grupper, som de iranske myndigheder anser som kriminelle eller terrorister. Hvis du er dansk-iransk dobbelt statsborger, kan det også være ikke-afsonede straffedomme, værnepligt, der ikke er aftjent, eller stempler i pas.
Hvis du bliver anholdt, har du som dansk statsborger krav på at komme i kontakt med den danske ambassade, hvis du selv ønsker det. Bed om at ambassaden bliver informeret straks. Vær opmærksom på, at hvis du bliver tilbageholdt af de iranske myndigheder, kan der gå noget tid, før de underretter ambassaden og giver adgang til hjælp. Det hænder, at ambassader ikke bliver underrettet, men at det sker via pårørende.
Du skal altid kunne vise gyldigt billed-ID, fx en kopi af dit pas (de første sider og dit iranske visum). Hav dit pas eller en kopi af dit pas opbevaret et sikkert sted.
Du kan ikke bruge internationale kreditkort i Iran. Du bør derfor have nok kontanter (USD eller EURO) med til hele dit ophold.
Du kan ikke rejse ind i Iran, hvis du har israelske stempler i dit pas eller stempler fra grænseovergange til Israel.
Hvis du er rejst ulovligt ind i Iran, vil du ikke kunne rejse lovligt ud af landet igen.