Du bør være forsigtig pga. risikoen for kriminalitet. Lomme-, taske- og tricktyverier sker især i storbyer som fx Kuala Lumpur.
Du bør især være opmærksom, hvis du går på gaden. Tasketyverier sker ofte fra forbikørende motorcykler. Du kan risikere at blive slæbt med hen ad gaden og komme til skade, hvis du ikke giver slip.
Du bør undgå at have dyre smykker og andre ting af høj værdi eller mange penge på dig. Du bør i stedet opbevare dem i fx en sikkerhedsboks på hotellet.
Seksuelle overgreb er sjældne, men kan være rettet mod turister. Sexchikane og overgreb mod kvinder sker både på øde steder og steder, hvor der er mange mennesker. Kvinder bør være forsigtige og ikke færdes eller køre i taxa alene om natten.
I nattelivet bør du selv købe dine drikkevarer og altid holde dem under opsyn. Der er risiko for, at der bliver tilsat bedøvende stoffer. Du kan blive udsat for tyveri og/eller overgreb. Læs mere om, hvad du skal være opmærksom på i nattelivet.
Svindel og afpresning af turister under hasardspil kan ske både på barer og i private hjem. Desuden forekommer svindel ofte online eller telefonisk.
Svindel med betalingskort og røverier ved hæveautomater kan ske. Brug ikke en hæveautomat, hvis du ser noget mistænkeligt i nærheden.
Der er en høj risiko for kidnapning på Sabahs østkyst fra Sandakan i nord til Tawau i syd og til øerne ud for Sabahs østkyst fra og med Langkayan i nord til og med Sipadan i syd. Militante islamister med base i det sydlige Filippinerne har i de senere år kidnappet udlændige i området. Kidnapninger kan bl.a. ske fra ferieresorts, dykkersteder og lystbåde. Kidnapninger kan koste livet.
Hvis du vælger at rejse til disse områder, bør du holde dig opdateret om situationen via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge myndighedernes anbefalinger.
Pirateri er en risiko for sejlere i malaysiske farvande. Risikoen for pirateri er høj i Suluhavet og Celebeshavet ud for Sabahs østkyst. For mere info se Søfartsstyrelsens hjemmeside.
Hvis du benytter wifi fra åbne netværk, fx i lufthavnen, på caféer eller på hoteller, kan du risikere at blive mål for hacking.