Du bør være forsigtig især pga. risikoen for kriminalitet. Lomme-, taske- og tricktyverier samt røverier sker især i storbyer som fx Lima, Cusco og Arequipa.
Vær især opmærksom på steder med mange turister, fx caféer, restauranter, bus- og togstationer, og i lufthavne, taxaer og offentlig transport. Undgå at færdes alene i øde områder, især efter mørkets frembrud.
Du bør undgå at have dyre smykker og andre ting af høj værdi eller mange penge på dig. Du bør i stedet opbevare dem fx i en sikkerhedsboks på hotellet. Vær forsigtig, hvis du har din smartphone fremme på offentlige steder pga. risikoen for tyveri.
Hvis du bliver udsat for røveri eller overfald, bør du undlade at gøre modstand og undgå øjenkontakt med gerningsmanden. Kriminelle kan være bevæbnede og påvirket af stoffer.
Biler med udenlandske nummerplader og lejede biler er ofte udsat for indbrud eller mål for tricktyverier og røverier. Sørg for, at din bagage ikke kan ses eller nås udefra. Opbevar aldrig vigtige dokumenter, som fx pas eller værdigenstande, i bilen.
Tricktyverier og røverier kan ske på hovedveje og rastepladser, hvor kriminelle fx signalerer, at de har motorstop, eller at der er noget i vejen med din bil for at få dig til at stoppe.
Seksuelle overgreb er sjældne, men de kan være rettet mod turister, især i og omkring Cusco og Arequipa.
I nattelivet bør du selv købe dine mad- og drikkevarer og altid holde dem under opsyn. Der er risiko for, at der bliver tilsat bedøvende stoffer. Du kan blive udsat for tyveri og overgreb. Læs mere om, hvad du skal være opmærksom på i nattelivet.
Vær forsigtig, hvis du vil deltage i Ayahuasca ceremonier. Du kan blive meget syg eller udsat for tyveri og overgreb. Flere turister har mistet livet. Ceremonierne kan finde sted i øde områder uden adgang til lægehjælp.
Kortvarige kidnapninger (”ekspres-kidnapninger”) kan ske, især i de større byer. Det kan ske fx i situationer, hvor offeret har prajet en taxa på gaden eller tager imod et lift og bliver tvunget til at hæve penge på sine kreditkort.
Svindel med betalingskort og røverier ved hæveautomater kan ske. Brug ikke en hæveautomat, hvis du ser noget mistænkeligt i nærheden.
Hvis du benytter wifi fra åbne netværk, fx i lufthavnen, på caféer og på hoteller, kan du risikere at blive udsat for hacking.