Når du rejser i Singapore, er du underlagt singaporeansk lovgivning. Regler og procedurer afviger meget fra de danske. Straffene kan være meget højere, og du kan risikere høje bøder, stokkeslag og fængsel for en række forhold, der ikke anses for strafbare i Danmark. Der er dødsstraf i Singapore.
Behandlingen af din sag ved domstolene kan være langvarig og bureaukratisk. Du kan risikere, at du ikke må rejse ud af landet, før sagen er afgjort.
Forholdene i fængslerne kan være meget vanskelige.
Besiddelse af alle former for narkotika, selv i små mængder, er strengt forbudt og straffes hårdt, bl.a. med dødsstraf. Hvis man tester positiv i en narkotest ved indrejse eller i transit, kan man blive nægtet indrejse eller udvist. Indførsel af udstyr til rygning af cannabis kan straffes med høj bøde eller fængsel.
Vær opmærksom på, at visse former for medicin og fødevarer anses som narkotika og kræver skriftlig tilladelse. Læs mere her.
Der gælder meget strenge regler vedr. rygning og visse andre nydelsesmidler. Reglerne gælder også, hvis man kun er i transit i Singapores internationale lufthavn.
Vær opmærksom på, at indførsel, besiddelse og brug af alle former for e-cigaretter (inkl. vapes og puffbars) er forbudt i Singapore. Straffen kan være høj bøde eller fængsel.
Indførsel af snus er forbudt (også nikotinfri) og kan straffes med høj bøde eller fængsel.
Indførsel af nikotintyggegummi og -plaster er forbudt.
Læs mere på hjemmesiden for Singapores sundhedsmyndigheder og på Controlled & Prohibited Goods for Import (customs.gov.sg)
Det er forbudt at drikke alkohol på offentlige steder mellem kl. 22.30-7.00. I nattelivet bør du være opmærksom på, at du kan risikere anholdelse og en bøde for opførsel, der ikke er strafbar i Danmark. Kombinationen af alkohol, høje temperaturer, dehydrering og evt. jetlag kan slå hårdere, end du forventer.
Det er forbudt at ryge, spytte, smide affald og tyggegummi på offentlige steder.
Mere information om forbuddet mod rygning.
Handlinger, der opfattes som seksuelt krænkende (fx uønsket berøring, befamling eller uønskede tilnærmelser), kan medføre meget hårde straffe. Du kan ikke rejse ud af landet, mens sagen kører. Den kan trække i langdrag. Der har været tilfælde af falske anklager, især på barer med mange turister.
LGBT+ personer bør af hensyn til deres sikkerhed undgå fysiske kærtegn på offentlige steder. Du kan risikere at blive udsat for chikane. Udvis forsigtighed ved brug af dating apps. Læs mere om at rejse som LGBT+ person.
Prostitution er ikke forbudt i Singapore, men handlinger relateret til prostitution kan være forbudte.
Det er forbudt at importere, være i besiddelse af, producere og distribuere pornografi i Singapore.
Du kan ikke være sikker på, at det er muligt at veksle danske kontanter. Læs mere på nationalbanken.