Læs om Vietnams pas- og visumregler.
Det er de vietnamesiske myndigheder, der fastlægger ind- og udrejseregler for Vietnam og afgør, om du overholder dem. Hvis du er i tvivl om reglerne og hvilke betingelser, du skal opfylde, så kontakt Vietnams nærmeste ambassade, konsulat eller immigrationsmyndigheder i god tid inden rejsen.
Danmark hjælper danske statsborgere og andre personer med fast bopæl i Danmark.
Hvis du har dansk-vietnamesisk dobbelt statsborgerskab, siger folkeretten, at du som udgangspunkt ikke kan få dansk beskyttelse (konsulær bistand) over for Vietnam, hvis Vietnam ikke går med til det.
Hvis du har dansk-vietnamesisk dobbelt statsborgerskab eller alene er dansk statsborger af vietnamesisk afstamning og gerne vil rejse til Vietnam, skal du på forhånd nøje overveje, om der er forhold i relation til de vietnamesiske myndigheder, der gør, at du ikke bør rejse.
Det kan fx være ikke-afsonede straffedomme, værnepligt, der ikke er aftjent, eller stempler i pas. Det kan også være, at du har haft kontakt til eller på anden måde kan sættes i forbindelse med personer eller grupper, som de vietnamesiske myndigheder anser for at være kriminelle eller terrorister. Kommentarer, likes mv. på sociale medier kan være tilstrækkeligt og kan resultere i afslag på indrejse til Vietnam.
Hvis du bliver anholdt, har du som dansk statsborger krav på at komme i kontakt med en dansk ambassade eller et dansk konsulat, hvis du selv ønsker det. Bed om at den danske ambassade eller det nærmeste danske konsulat bliver informeret straks.
Du skal altid kunne vise gyldigt billed-ID. Du bør altid have en kopi af dit pas på dig og have dit pas opbevaret et sikkert sted.