Gå til indhold

Danmarks formand for OECD's udviklingskomité 2023-2026

Carsten Staur er som den første dansker formand for OECD's udviklingskomité DAC. 

DAC (Development Assistance Committee) fastlægger principper, regler og standarder for udviklingsområdet, og det er en del af DAC’s rolle at holde øje med de enkelte landes bidrag til det internationale udviklingssamarbejde, herunder den fælles målsætning om at levere 0,7% af BNI til udviklingssamarbejdet. Siden 1978 har Danmark tilhørt den lille eksklusive klub af lande, der lever op til 0,7% målsætningen, og det er en stor tilfredsstillelse, at det nu er lykkedes at få en dansk formand for DAC.

Carsten Staur tiltrådte den 4-årige post som DAC formand 1. marts 2023, har solid erfaring på udviklingsområdet og de nødvendige forudsætninger for at påtage sig opgaven på et komplekst og krævende område. Fra 2018 til 2023 var han Danmarks ambassadør ved OECD-delegationen i Paris. Han er tidligere chef for Danida med øverste ansvar for Danmarks samlede udviklingsaktiviteter, han har været FN-ambassadør i New York og senere i Genève, og han har stor erfaring med at lede internationale forhandlinger og bestyrelser som bl.a. UNDP/UNFPA Executive Board, Verdensmålstopmødet i 2010 og UNHCRs Eksekutivkomité.