Traktater udgør grundstenen i det europæiske lovværk. Traktaterne udstikker rammerne for medlemslandenes samarbejde med hinanden og med de europæiske institutioner. Traktater indgås mellem medlemslandene på en regeringskonference og kræver enstemmighed.
Siden Rom-traktatens indgåelse i 1958, der oprettede det daværende Europæiske Fællesskab (EF), er traktatgrundlaget blevet ændret fem gange i forbindelse med Den Europæiske Fællesakt (1986), Maastricht-traktaten (1993), Amsterdam-traktaten (1998), Nice-traktaten (2001) og senest Lissabon-traktaten (2007), der trådte i kraft fra december 2009.
I 2005 stemte et flertal af de franske og hollandske vælgere nej til Forfatningstraktaten ved folkeafstemning. Efter det franske og hollandske nej besluttede EU’s stats- og regeringschefer at indlede en tænkepause, hvor medlemslandene skulle overveje EU’s traktatmæssige fremtid. Lissabon-traktaten blev resultatet af tænkepausen.
Forud for en ny traktat går en længere forhandlingsproces, der indledes med indkaldelse til en såkaldt regeringskonference. En regeringskonference involverer en lang række møder mellem repræsentanter for medlemslandenes regeringer og afsluttes med et topmøde mellem stats- og regeringscheferne.
Regeringskonferencen om Lissabon-traktaten blev officielt åbnet den 23. juli 2007, og forhandlingerne mellem medlemslandene foregik på grundlag af et detaljeret mandat, som skitserede de væsentligste elementer i den nye traktat.
Der blev opnået politisk enighed om Lissabon-traktaten den 19. oktober 2007. Traktaten blev herefter undertegnet af EU’s stats- og regeringschefer og udenrigsministre december i Lissabon den 13.december 2007.
Herefter begyndte samtlige medlemslande arbejdet med at ratificere den nye traktat, hvilket er nødvendigt for traktatens ikrafttræden. I Danmark fremsatte Regeringen i Folketinget et lovforslag om dansk ratifikation af Lissabon-traktaten. Lovforslaget blev vedtaget med et bredt politisk flertal den 24. april 2008.
Efter det irske ja i folkeafstemningen den 2. oktober 2009 ratificerede de resterende lande (Tyskland, Polen og Tjekkiet) traktaten, hvorefter den endeligt trådte i kraft den 1. december 2009.
Lissabon-traktaten markerer en afslutning på den fortsatte reformproces, som EU har gennemgået siden Murens fald. I indledningen til Lissabon-traktaten hedder det, at traktaten er indgået med ønsket om “at fuldføre den proces, der blev indledt med Amsterdam-traktaten og Nice-traktaten med henblik på at styrke Unionens effektivitet og demokratiske legitimitet og forbedre sammenhængen i dens indsats”.
Hovedformålet med Lissabon-traktaten er at styrke beslutningsdygtigheden og handlekraften i det udvidede EU med 27 medlemmer. Med Lissabon-traktaten effektiviseres samarbejdet gennem en række institutionelle ændringer og ved at strømline beslutningsprocedurerne.
Herudover fremhæver og styrker den nye traktat de demokratiske grundværdier, som EU-samarbejdet bygger på. For eksempel styrkes Europa-Parlamentets og de nationale parlamenters rolle.
Endeligt forbedrer Lissabon-traktaten EU’s muligheder for at kunne optræde mere sammenhængende udadtil. EU får dermed bedre rammer for at kunne påtage sig et større globalt ansvar og bidrage til en fredelig og retfærdig verdensorden. Tilsvarende styrkes samarbejdet om retlige og indre anliggender og navnlig det politi- og strafferetlige samarbejde. Det betyder at EU’s muligheder for at bekæmpe terror og grænseoverskridende kriminalitet styrkes.
Til højre på siden finder du link til selve Lissabon-traktaten, Udenrigsministeriets redegørelse til Folketinget om Lissabon-traktaten og Justitsministeriets redegørelse om visse forfatningsretlige spørgsmål. Du kan også læse mere om EU's traktater.
Kontoret for EU-Koordination (EUKOOR)
Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
DK-1448 København K
E-mail: [email protected]
