Under FN's Verdenskonference om menneskerettigheder i Wien i 1993 lykkedes det bl.a. på dansk initiativ, at få oprettet stillingen som FN's Højkommissær for Menneskerettigheder. Oprettelsen af embedet markerede et gennembrud i arbejdet for at sikre gennemførelsen af menneskerettighederne.
Højkommissæren har to hovedopgaver: at yde sekretariatsbistand for FN's forskellige organer på menneskerettighedsområdet, samt at fremme og beskytte menneskerettighederne bl.a. gennem dialog med medlemsstaterne kombineret med konkret bistand til staternes indsats på området.
Højkommissærens arbejde har udviklet sig markant siden stillingens oprettelse, og Højkommissæren spiller i dag en central rolle ift. beskyttelse af menneskerettighederne. Dette ses bl.a., når FN's Sikkerhedsråd indkalder Højkommisæren til dialogmøder om tematiske eller landespecifikke drøftelser.
Danmark anser Højkommissærens arbejde som yderst centralt ift. at skabe dialog og udvikling på menneskerettighedsområdet. Danmark støtter derfor også bestræbelserne for, at Højkommissæren kan arbejde frit, uafhængigt og uden hensyn til nationale interesser.