Dansk handelspolitik
Danmark er fortaler for et velfungerende internationalt handelssystem, der fremmer åbne markeder og global handel. Denne dagsorden forfølges i tæt samarbejde med de øvrige EU-lande dels i Verdenshandelsorganisationen (”World Trade Organisation”, WTO) og dels i EU's egne frihandelsaftaler med tredjelande.
Handelsliberalisering er grundlæggende i Danmarks interesse. Vores velstand og velfærd afhænger af, at danske virksomheder kan sælge deres varer og tjenester i udlandet. Importen fra andre lande gør os samtidig i stand til at fokusere på det, vi er bedst til. Det er i høj grad gennem international specialisering, at Danmark er blevet et af verdens rigeste lande. Når vi handler med omverden, giver det også et større vareudbud, så danske forbrugere har flere valgmuligheder.
I disse år er den internationale økonomi under forandring. Geopolitikkens genkomst og ændrede økonomiske magtforhold og handelsstrømme sætter globaliseringen under pres. Der ses tendenser til øget protektionisme og regionalisering, som sammen med tech- og handelskrige udfordrer det regelbaserede handelssamarbejde, og mange sidder med oplevelsen af, at global handel står ved en skillevej.
Det er derfor vigtigt, at vi fra dansk side forholder os til udviklingen og aktivt sikrer vore handelspolitiske interesser og rettigheder. Det sker primært gennem EU og indgår i en bredere indsats for at styrke Danmarks strategiske tilgang til økonomisk diplomati med danske virksomheders internationalisering som omdrejningspunkt.
Handelspolitikken føres gennem EU
EU er en toldunion, og den fælles handelspolitik er EU’s enekompetence. Det betyder, at handelspolitikken varetages på EU-niveau, og at EU har en fælles toldsats over for tredjelande uden for EU. Regler for handel med varer og tjenesteydelser, handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret og direkte udenlandske investeringer er integrerede dele af den fælles handelspolitik. EU’s fælles handelspolitik kompletterer derved EU’s indre marked.
I praksis foregår det ved, at EU-Kommissionen forhandler handelsaftaler – hvad enten det er multilaterale aftaler i WTO eller bilaterale/regionale handelsaftaler med et eller flere tredjelande – på vegne af hele EU, herunder Danmark, efter mandat fra medlemslandene. Efterfølgende skal aftalerne godkendes af Rådet og Europa-Parlamentet. I visse tilfælde skal aftalerne tillige ratificeres nationalt af EU’s medlemsstater forsamlet i Rådet.
Det giver på den ene side Danmark en stor indflydelse, at danske interesser i internationale handelsforhandlinger bliver varetaget som en del af en af verdens største økonomiske blokke. Det betyder på den anden side også, at det er vigtigt for Danmark at engagere sig og aktivt varetage sine interesser i fastlæggelsen af EU’s forhandlingslinje og prioriteter på det handelspolitiske område.
Den danske regering arbejder aktivt i EU for at fremme danske handelspolitiske og kommercielle prioriteter. Det sker både på politisk og embedsmandsniveau, bl.a. i rådsmøder for EU’s handelsministre og i tekniske komiteer, som udstikker rammerne for EU's handelspolitik.
EU’s handelspolitiske strategi
EU’s handelspolitik sigter på at skabe de bedst mulige globale rammebetingelser for europæisk erhvervsliv, herunder for Danmark og vores virksomheder. Der forhandles multilateralt og bilateralt med en række lande for at åbne nye markeder og derigennem bidrage til styrket europæisk konkurrenceevne, modstandskraft og økonomisk sikkerhed.
EU’s seneste handelspolitiske strategi er fra 2021. Den bygger på et princip om ”åben strategisk autonomi”, hvor EU på den ene side skal forblive åben for omverden og drage nytte af internationalt samarbejde, og på den anden side skal styrke sin modstandsdygtighed og træde mere i karakter på den globale scene bl.a. i forhold til at beskytte sin økonomi, hvis tredjelande anvender unfair handelspraksisser eller økonomisk pres. Åbenhed og beskyttelse må med andre ord gå hånd i hånd. Derudover vil EU arbejde for en reform af WTO, således at de multilaterale handelsregler og -procedurer i højere grad afspejler nutidens globale og digitale handelssystem.
Danmarks handelspolitiske interesser og prioriteter
Danmark arbejder aktivt for en ambitiøs og offensiv handelspolitisk dagsorden i EU, hvor en udbygning af EU’s netværk af handelsaftaler og andre økonomiske samarbejdsformer fx råstofpartnerskaber står centralt. Samtidig skal handelspolitikken være mere robust og strategisk og i højere grad orienteres mod at imødegå geopolitiske udfordringer. Mens der fortsat skal værnes om åbne globale markeder og det regelbaserede internationale handelssystem, skal EU være klar til at anvende alle handelspolitiske instrumenter til at håndhæve sine rettigheder og fremme sine interesser i overensstemmelse med WTO-reglerne.
Det er Udenrigsministeriet, der i tæt samarbejde med øvrige danske myndigheder – og i dialog med erhvervsorganisationer, fagbevægelsen og andre relevante civilsamfundsaktører – koordinerer Danmarks handelspolitiske linje og indsats. Det involverer i høj grad de danske diplomatiske repræsentationer ved EU (i Bruxelles) og WTO (i Geneve). Her arbejdes der hver dag målrettet på at varetage danske interesser og mærkesager bl.a. danske styrkepositioner inden for grøn energi, vand, sundhed, fødevarer og digitalisering.
For at hjælpe virksomhederne med at navigere i et ofte udfordrende handelspolitisk miljø tilbyder Udenrigsministeriet også skræddersyet virksomhedsrådgivning om håndtering af konkrete handelsbarrierer og udnyttelse af EU’s frihandelsaftaler til at spare told og om geopolitiske forhold.
Handelspolitik drejer sig ikke kun om handel
Handelspolitikken har først og fremmest til formål at fremme økonomisk-kommercielt samarbejde om handel og investeringer, men kan også bidrage til at fremme bredere danske og europæiske værdier og interesser i relation til de globale problemstillinger, vi står overfor. Klimakrise, grøn omstilling, global ulighed, pandemier, strategisk kappestrid og teknologisk disruption mv. kræver et stærkt samarbejde på tværs af landegrænser. Fx har der i de senere år været fokus på, hvordan EU’s frihandelsaftaler kan bidrage til bæredygtighed vha. ambitiøse bestemmelser om samarbejde om miljø, klima og arbejdstagerrettigheder. Det er dog samtidig vigtigt at være realistisk og ikke lægge så mange ekstra politiske krav ind i handelspolitikken, at det i praksis skubber handelspartnerne væk og gør det sværere for EU at indgå handelsaftaler.
Tilsvarende kan der via handelspolitikken skabes muligheder for at fremme udviklingslandenes integration i globale forsyningskæder og den globale økonomi. Det hænger sammen med, at økonomisk vækst og handel i mange tilfælde er en forudsætning for udvikling.
I et regionalt perspektiv kan handelspolitikken indgå som redskab til at sikre fred og stabilitet i det europæiske nærområde. Det er ambitionen, at en række af EU’s naboer skal rykke tættere på EU både økonomisk og politisk gennem forhandling og implementering af dybe og omfattende frihandelsaftaler. Det gælder ikke mindst Ukraine og Moldova.
Fra dansk side arbejder vi generelt for at tænke handelspolitikken sammen med andre politiske områder som bl.a. udviklings- og klimapolitik og økonomisk sikkerhed ud fra en ambitiøs, men realistisk og landespecifik tilgang til, hvad der er muligt og hensigtsmæssigt ift. den enkelte handelspartner.
Læs mere
-
Gå til EU-Kommissionens hjemmeside om EU’s handelspolitik: EU Trade - The EU's Single Voice in International Trade
-
Gå til WTO’s hjemmeside: World Trade Organization - Home page - Global trade
-
Gå til Udenrigsministeriets side om virksomhedsrådgivning vedr. told og handelsbarrierer: Rådgivning om told og handelsbarrierer
-
Gå til Udenrigsministeriets side om geopolitisk virksomhedsrådgivning: Geopolitisk virksomhedsrådgivning
-
Gå til Udenrigsministeriets side om Handlingsplan for Økonomisk Diplomati: Handlingsplan for et aktivt og effektivt økonomisk diplomati
kontakt
Kontoret for handelspolitik (HANPOL)
Udenrigsministeriet
E-mail: [email protected]
Tlf: (+45) 33 92 08 21
FOR HENVENDELSER OM EKSPORTBISTAND, MARKEDSINFORMATION M.V. KONTAKT:
The Trade Council
Udenrigsministeriet
Hotline: (+45) 33 92 05 00
[email protected]