Gå til indhold

Udenrigsministeriet har nultolerance over for korruption

Korruption er usolidarisk og en væsentlig hindring i at opnå udviklingspolitiske resultater. Korruption undergraver tilliden til et samfunds institutioner og ødelægger opbakning til udviklingssamarbejdet. Arbejdet med anti-korruption er derfor højt prioriteret i Danmarks udviklingsarbejde.

Danmark har nultolerance over for korruption, hvilket betyder, at al korruption er absolut uacceptabelt, og at der reageres på alle begrundede mistanker om uregelmæssigheder i forvaltningen af dansk udviklingsbistand. Danmark tænker i udviklingssamarbejdet anti-korruption ind i alle faser af et projekt, og der benyttes en række forskellige værktøjer til både forebyggelse, kontrol og sanktionering af korruption.

Danmark giver bistand til nogle af verdens fattigste udviklingslande. Et samfund med svage offentlige strukturer er ofte plaget af korruption. Risiko for korruption er derfor et grundvilkår i udviklingssamarbejdet, og udenrigsministeriet har stort fokus på risikoen for misbrug af danske udviklingsmidler.

Korruption accepteres ikke

Nultolerance overfor korruption betyder, at det ikke accepteres, at danske udviklingsmidler går tabt. Man vil forfølge enhver mistanke om misbrug, og styrke landenes egne bestræbelser for at bekæmpe misbrug. Det er ikke bare danske midler, der bliver misbrugt i tilfælde af korruption. Det er i lige så høj grad de fattigste, der ikke får de ydelser, som de er blevet lovet. Det betyder, at korruption er et fælles anliggende for Danmark og vores partnerlande.

På disse sider kan du læse om, hvad Danmark gør for at forhindre korruption, og hvad vi gør, når det alligevel forekommer. Du kan også finde information om omfanget af misbrug med dansk udviklingsbistand samt adgang til sager vedrørende mistanke om og konstateret misbrug, som Udenrigsministeriet offentliggør og som Rigsrevisionen har adgang til.

Bliv klogere på bekæmpelse af korruption i filmen med Esben Bjerre:

Video: Lynkursus i korruption med Esben Bjerre