Bangladesh
Denne side og de tilhørende undersider indeholder Danmark-Bangladesh Landepolitikpapir for 2019-2021. Nederst på siden finder du en henvisning til en udgave i pdf-format.
Sammenfatning
Bangladesh er på mange måder et land i forandring. Landet kæmper fortsat for at overvinde udbredt fattigdom, overbefolkning og dårlig regeringsførelse, men viser sig samtidig som en potentiel, fremtidig global økonomi – et af de såkaldte “Next Eleven”-lande. De overordnede målsætninger for Danmarks engagement i Bangladesh er:
- at bidrage til fattigdomsbekæmpelse
- at fremme demokrati, menneskerettigheder, retssikkerhed og god regeringsførelse,
- at fremme kommercielt samarbejde mellem Danmark og Bangladesh
- at styrke samarbejde om globale spørgsmål.
Fattigdomsbekæmpelse og andre centrale udviklingspolitiske udfordringer udgør fortsat kernen i det danske engagement. Men dette politikpapir repræsenterer samtidig et klart skift fra det traditionelle donor-/modtagerforhold til et mere afbalanceret forhold, hvor Danmark også forfølger egne interesser, f.eks. ved at udvikle kommercielle bånd til Bangladesh og samtidig fremme en udvikling i landets private sektor, som går i en mere bæredygtig og socialt ansvarlig retning.