Gå til indhold

Niger

Danmark-Niger Strategisk ramme 2023-2027

Den strategiske ramme udgør grundlaget for Danmarks partnerskab med Niger for perioden 2023-2027. Den overordnede vision for Danmarks engagement i Niger er at forebygge voldelige konflikter og understøtte fred og stabilitet gennem god regeringsførelse og respekt for menneskerettigheder, samt at bekæmpe fattigdom og mindske ulighed ved at styrke modstandsdygtighed og fremme en inkluderende og bæredygtig vækst.

Udviklingssamarbejdet tager udgangspunkt i den udviklingspolitisk strategi ’Fælles om Verden’, der vil tage kampen op mod ulighed og fattigdom, forebygge konflikt, skrøbelighed, fordrivelse og irregulær migration og øge modstandsdygtigheden over for klimaforandringerne.

Indsatsen i verdens skrøbelige og fattige lande, som Burkina Faso og Niger, og i nærområderne er en særlig prioritet i strategien. Her lever mange mennesker i ekstrem fattigdom og er særligt hårdt ramt af klimaforandringer, krise og konflikter.

I maj 2023 blev der lanceret et femårigt landeprogram for Niger på i alt 920 millioner kr. for perioden 2023-2027. Efter militærkuppet den 26. juli 2023 blev det besluttet at revidere det bilaterale program for at fokusere på FN-organisationers støtte til civilbefolkningen. Det samlede budget for programmet blev reduceret til 310 millioner kroner, og programperioden blev reduceret til 2023-2026.

Udviklingsprogrammet fokuserer på tre tematiske områder:

  1. Fødevareusikkerhed, tilpasning af klimaforandringer og øget modstandsdygtighed
  2. Migration
  3. Menneskerettigheder og ligestilling

 

Det bemærkes, at der er fejl i den danske og franske version af den strategiske ramme. I den danske version står der på side 11, at der forudses en temperaturstigning på 20C til 2,5C i de tørre og halvtørre områder, mens der skulle stå 2,0C til 2,5C. I den danske og franske version står der på hhv. side 11 og 12, at der forudses en temperaturstigning på 40C i Niger-floddalen, mens der skulle stå 4,0C. Fejlene er under rettelse.