Fælles nordisk evaluering af støtte til trust funds
Bidrag til multilaterale indsatser udgør en stigende andel af de nordiske landes udviklingsbistand. En betragtelig og stigende andel heraf gives som øremærkede bidrag gennem forskellige multilaterale fonde, såkaldte ”trust funds”. Vurderingen er, at denne stigning vil fortsætte i de kommende år, ikke mindst når det gælder støtte til indsatser over for klimaændringer. En gennemgang af området viste, at 100 fonde havde modtaget støtte fra mindst to af de nordiske lande, mens 21 fonde havde modtaget støtte fra Norge, Sverige, Danmark og Finland, mens 9 fonde havde modtaget støtte fra alle de fem nordiske lande. Støtten til trust funds er således et område, hvor der er fælles interesse, og Danmark har derfor taget initiativ til den igangværende evaluering med deltagelse af alle de nordiske lande. Evalueringen skal bidrage til både læring og dokumentation og vil komme med anbefalinger om, hvordan landene kan forbedre deres brug af støtte til trust funds som redskab i udviklingsbistanden.