Danmark giver 80 mio. kr. til støtte for sårbare flygtninge og værtssamfund og til styrkelse af civilsamfundet i Libanon
Siden eksplosionerne i Beirut havn den 4. august har
situationen i Libanon været præget af uforudsigelighed og krise. Eksplosionerne
har mangedoblet en række politiske og økonomiske udfordringer, som Libanon
længe har stået over for, herunder sekteriske spændinger, korruption og
hyperinflation, som har skabt stigende olie- og fødevarepriser.
Manglende jobmuligheder, beskyttelsesudfordringer og usikre
fremtidsudsigter har desuden forstærket i forvejen sårbare gruppers
skrøbelighed – både libanesere, men også de mange syriske og palæstinensiske
flygtninge, der opholder sig i landet. Krisen risikerer også at presse
flygtninge og libanesere til at søge mod Europa, ligesom der er risiko for en
yderligere regional destabilisering i Mellemøsten.
I forlængelse af det eksisterende danske engagement i Libanon og de 16 mio.
kr., som Danmark har givet i akut humanitær bistand til Libanon siden
eksplosionerne, støtter Danmark nu med yderligere 80 mio. kr. Midlerne
kanaliseres gennem danske civilsamfundsorganisationer og skal støtte de mest
marginaliserede og nødlidende grupper i det libanesiske samfund, herunder også
syriske og palæstinensiske flygtninge, samt bidrage til at styrke social
sammenhængskraft og civilsamfundets råderum.
Midlerne uddeles på baggrund af en NGO-ansøgningsrunde udformet med to vinduer
med hhv. 60 mio. kr. til humanitære indsatser og 20 mio. kr. til
civilsamfundsindsatser. De i alt 80 mio. kr. gives til følgende NGO’ers
indsatser:
Sårbarhedsvindue – forbedrede levevilkår og øget modstandskraft blandt
sårbare og udsatte grupper i Libanon:
- Red
Barnet – 16,2 mio. kr. til at styrke unges kapacitet til at håndtere
kriser samt være proaktive forandringsagenter.
- Oxfam
IBIS – 16,2 mio. kr. til at styrke modstandskraft og social stabilitet for
sårbare libanesere og flygtninge.
- Dansk
Røde Kors – 16,2 mio. kr. til støtte til sundhed og basale behov.
- Folkekirkens
Nødhjælp – 14,3 mio. kr. til at støtte sårbare og udsatte børn og unge med
fokus på uddannelse og jobparathed.
Civilsamfundsvindue – social sammenhængskraft og
civilsamfundet råderum:
- Dansk
Missionsråds udviklingsafdeling (DRMU) – 5,5 mio. kr. til at styrke social
sammenhængskraft igennem mediekampagner og træning.
- GAME
– 5,6 mio. kr. til at styrke social sammenhængskraft med fokus på
ungeledede sportsindsatser i lokalområder.
- Danmission
– 6 mio. kr. til at styrke unges mulighed for at bidrage til en inklusiv
og social reformproces.
I vurderingen af ansøgningerne har der været lagt vægt på
lokalt ejerskab, et klart fokus på de mest sårbare grupper – flygtninge samt
unge og kvinder og piger – og langsigtede, holdbare løsninger. Derudover
understøtter bidragene særligt opfyldelsen af verdensmål 1 (afskaf fattigdom),
2 (stop sult) og 16 (fred, retfærdighed og stærke institutioner).
Læs mere om ansøgningsrunden
her: Call on Reducing vulnerabilities for
refugees and Lebanese host communities and strenghtening Lebanese civil society
(um.dk)