Kodeks for sociale medier

Kodeks for Udenrigsministeriets sociale medier. Udenrigsministeriet er i denne sammenhæng ministeriet i København samt alle ambassader, øvrige repræsentationer samt ambassadører.

Kodeks for Udenrigsministeriets sociale mediekanaler. Udenrigsministeriet er i denne sammenhæng Udenrigsministeriet i København samt alle danske ambassader, øvrige repræsentationer samt ambassadører med funktionskonti på X.

Udenrigsministeriet ønsker en konstruktiv dialog og opfordrer derfor til, at deltagerne holder en god tone i kommentarer. 

Vi forbeholder os ret til at fjerne kommentarer, der:

  • Strider imod gældende lovgivning (for eksempel har stødende, injurierende, diskriminerende, chikanerende eller racistisk indhold)
  • Indeholder personfølsomme oplysninger
  • Har en kommerciel karakter
  • Ikke har en personlig afsender eller har karakter af spam
  • Ingen relevans har for sidens tema eller det indlæg, der kommenteres, eller på anden måde afsporer debatten

Ved gentagne overtrædelser af Udenrigsministeriets kodeks for sociale medier forbeholder vi os ret til at blokere brugeren. 

I særlige tilfælde, hvor vi vurderer, at tonen i et kommentarspor er grov, krænkende eller på anden vis uacceptabel, eller hvor omfanget af kommentarer gør, at vi ikke har mulighed for at moderere kommentarsporet, forbeholder vi os retten til at lukke for muligheden for at kommentere på et opslag eller på en kanal. Det gør vi for at sikre en konstruktiv og respektfuld dialog på vores platforme. 

Udenrigsministeriets sociale medier bør kun anvendes til meningstilkendegivelser og kommentarer. Henvendelser der ønskes besvaret sendes til Udenrigsministeriet på e-mail [email protected]

Udenrigsministeriet deltager gerne i samtaler på sociale medier i det omfang, det er muligt. Vær dog opmærksom på, at Udenrigsministeriet ikke kan kommentere på personfølsomme sager eller politisk følsomme sager.

Udenrigsministeriet følger andre profiler/konti/sider på sociale medier for at holde sig orienteret og gå i dialog. De profiler/konti/sider, som Udenrigsministeriets sociale medier følger, er ikke udtryk for enighed eller sympati med de holdninger, der kommer til udtryk på de pågældende sider. Ligeledes er retweets/reposts eller likes på sociale medier ikke nødvendigvis ensbetydende med enighed, men udtryk for et ønske om at dele information eller materiale. 

Ministeriets sociale mediekanaler monitoreres og redigeres inden for normal kontortid (lokal tid). 

Hvis du mener, en kommentar eller et indlæg overtræder vores kodeks, så skriv til [email protected].