Gå til indhold

Lars Løkke og Dan Jørgensen: Afgangsskærmen i Addis Ababas lufthavn bør bekymre Vesten. Det bekymrer os.

Bragt i Politiken 10.03.24

Af Lars Løkke Rasmussen, udenrigsminister
og Dan Jørgensen, minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik

For 40 år siden nynnede danskerne med på støttesangen Afrika. Thomas Helmig, Sanne Salomonsen, Søs Fenger – landets største popstjerner gav »en hånd til Afrika«.

Det var i 1980’erne. Stilen var en anden. Det samme var vores syn på verden: Afrika fremstod som et fjernt sted med hungersnød og tørke. Et modstykke til vores trygge tilværelse i Danmark. Eller som vi sang: »Det, der er vores liv/ er så langt fra sult og nød/ det land, som alle børn kender/ er ved at gå til i sygdom og død«.

Mange af os er vokset op med den fortælling. Fortællingen om et nødlidende, udpint, fattigt Afrika, hvor elendighed overskygger nuancer.

Det Afrika-billede er forældet. Det har det været længe. Vi er ikke naive. Der er fortsat lande med stor fattigdom, terror, ustabilitet. Men der er også selvbevidste regeringer og voksende middelklasser. Lande på vej frem.

Og der må vi nok indse, at vi politikere ikke har formået at følge med udviklingen.

Derfor tager regeringen i dag fat på arbejdet med en ny strategisk tilgang for Danmarks engagement i Afrika, som skal ligge klar i sensommeren.

Den danske fysiker Niels Bohr sagde engang, at sandhedens modsætning ikke er løgnen. Det er enkeltheden.

Det afrikanske kontinent er komplekst. 54 lande. Et par tusind sprog. Over en milliard mennesker. I 2050 vil hvert fjerde menneske i verden være afrikaner. I FN har de afrikanske lande en tredjedel af stemmerne.

For en generation siden udgjorde Europas økonomi knap 30 procent af verdens bnp. Den tid er forbi; i dag er vores andel af verdensøkonomien halveret. Skåret ned til 16 procent. Verdens magtcentrum forskydes, og Vestens indflydelse svinder ind.

Når Danmark og Europa skal gøre sig gældende i en ny geopolitisk orden, er vi nødt til at engagere os mere i den del af verden, som bevæger sig fremad. Især de afrikanske lande. Halvdelen af verdens hurtigst voksende økonomier vil i de kommende år ligge i Afrika.

Hvad drømmer en ung kvinde i Kenya om? Hvilket håb har en familie i Ghana? Vi må forstå landenes ambitioner og potentialer. Den erkendelse er ikke ny, men vi er endnu ikke lykkedes med at få den omsat til handling.

I regeringen vil vi gentænke Danmarks relationer til de afrikanske lande og deres ledere. Være mindre belærende. Mere lyttende.

Vi vil bruge indtryk og erfaringer fra Afrika. Strategien er ikke skrevet endnu; der findes ingen printet eller poleret version. For vi vil tillade os at blive klogere sammen med vores afrikanske og europæiske partnere, så vi om seks måneder har en nuanceret og strategisk tilgang.

Danmark og resten af Europa skal ikke »give en hånd til Afrika«, som man sang i 80’erne. Vi skal give et gensidigt håndtryk.

Vi skal tænke på de afrikanske landes interesser – og på vores egne: Geografisk er det afrikanske kontinent Europas nærmeste nabo. Det er en vigtig handelspartner og en stadig mere magtfuld aktør ude i verden.

Mange lande bejler til Afrika: På hver sin måde investerer Kina og Rusland stort med forventning om at blive kvitteret med større opbakning globalt. Kineserne finansierer topmoderne broer og motorveje og minedrift. Russerne leverer våben og lejesoldater fra Wagner-gruppen og gennemfører antivestlige kampagner.

Hvilken retning vil de afrikanske lande orientere sig? Nogle vil måske spørge, hvad der skal til, for at landene bevæger sig i en vestligsindet retning. Her skal vi forstå, at vi ikke kan styre, hvad Kina, Rusland eller andre foretager sig på det afrikanske kontinent. Vi kan ikke forvente, at de afrikanske lande vælger side.

De vil handle efter egne interesser. Vi skal komme med bedre tilbud. Ligeværd. Respekt. En ny tilgang.

Bekymrende afgangsskærm i Addis Ababas lufthavn

FOR NYLIG sad den ene af os to ministre (den gamle af os) i den internationale lufthavn i Addis Ababa, Etiopien. Et travlt sted, en af Afrikas største lufthavne. På lystavlen over afgange havde slående mange fly kurs mod øst; mod Beijing, Shanghai, Mumbai, Dubai.

Det er bare et eksempel på indflydelsen fra Kina og andre lande.

Det bør bekymre Vesten. Det bekymrer os.

Man hører ofte, hvordan mange afrikanere drømmer om et liv i Europa. Vi ser det meget håndgribeligt, når tusinder risikerer livet på rejser over Middelhavet i synkefærdige både.

Men afrikanernes opmærksomhed er ikke kun rettet mod os. Slet ikke. I 2020 drog mere end 80.000 afrikanske studerende til Asien for at læse på universitetet i kinesiske storbyer. For to årtier siden var det antal 2.000. En mangedobling på få årtier.

I EU giver vi penge til lokale uddannelsesprogrammer i afrikanske lande. Men er man klar over, hvilke lande der gav kroner og øre til ens skolegang? Formentlig ikke.

Man husker derimod et studieår i udlandet. Opholdet sætter sig i kroppen. Lydene, lugtene. Baren på hjørnet. Vennen, man aldrig havde mødt derhjemme. Den fremmede kultur, som åbenbarede sig for en. Alt det husker man og tager med sig. Samtidig får den studerende en uddannelse, som kan bruges i hjemlandet.

EU har et mål om at få 10.000 afrikanske studerende til Europa om året gennem Erasmus-programmet. Det mål skal Danmark da hjælpe med at nå.

Kun 26 kenyanske studerende er indskrevet på europæiske universiteter gennem Erasmus. Det er alt for få.

At bygge vedholdende relationer med andre lande gennem udvekslingsprogrammer er ingen ny idé. I nobelpristager Abdulrazak Gurnahs roman ’Ved havet’ bliver hovedpersonen sendt fra Tanzania til DDR som en del af et scholarship-program under den kolde krig. På et hostel i den lille, tyske by Neustadt bor han med studerende fra Egypten, Somalia, Algeriet, Congo, Sydafrika.

Alle er de unge mænd, og alle drømmer de om landet med »Coca-Cola og blå jeans«, men deres regeringer samarbejder med de socialistiske lande i øst. Ikke amerikanerne i vest. Så de lærer tysk i stedet for engelsk og kører med DDR-busser.

Gurnahs romankarakter er langtfra den eneste afrikaner med en fastlagt rute til østlandene. Østblokken brugte strategisk udveksling til at fremme værdier og verdenssyn.

I VESTEUROPA er vi vokset op med en historiefortælling, hvor USA var helten. Amerikanerne har været a force of good i vores del af verden. De reddede os fra Anden Verdenskrig og stod vagt om demokratiet. Men i mange afrikanske lande er det lige omvendt: Sovjetunionen kom til undsætning i frihedskampene mod vestlig kolonimagt.

I Mozambique, Guinea-Bissau, Angola. I Algeriet, hvor Sovjetunionen med krudt og kugler støttede den algeriske frihedsbevægelse og var medvirkende til, at de franske koloniherrer til sidst måtte overgive sig.

Det siger næsten sig selv, at den slags historie bliver husket.

For to år siden var alle verdens lande samlet i FN-bygningens plenumsal for at stemme om en fordømmelse af Ruslands igangsatte invasion af Ukraine. Stemmerne tikkede ind på store skærme på begge sider af talerstolen. En påfaldende mængde krydser lyste gult – lande, som undlod at stemme. Over halvdelen af dem var afrikanske lande.

Hvordan kunne de ikke stemme med os, tænkte mange i Vesten. Hvordan kunne de ikke fordømme Ruslands aggression? Putins kyniske krigslogik?

Afstemningen i FN den dag i marts kom bag på os vestlige lande og blev et varsel om en verdensorden i opbrud. En verden, hvor Vesten skal gøre sig langt mere umage for at opbygge tillidsfulde relationer, når vi ønsker at fremme vores egne interesser.

Danmark arbejder på at få en plads i FN’s sikkerhedsråd fra 2025 til 2026. Og vi støtter en udvidelse af sikkerhedsrådet, så afrikanske lande får permanente sæder.

Det er et stærkt ønske fra de afrikanske lande at sidde med om FN’s hesteskoformede bord. Og det er da kun rimeligt: Verdenssamfundet skal afspejle verden af i dag.

Det gælder ikke kun i FN, men også internationale organisationer som Verdensbanken. Ellers mister de opbakning, tillid og betydning.

Det afrikanske kontinents geopolitiske relevans har aldrig været større. Europa og Afrika har brug for hinanden til at løse fælles problemer: terrortrusler, migrationspres, klimakrise.

Regn fordamper, inden den når jorden

DEN ANDEN af os to ministre var i december til FN’s klimatopmøde i Dubai, hvor utilfredsheden med Vesten skinnede igennem hos flere afrikanske ledere, som mener, at regningen for udledningerne tørres af på dem.

Afrika bærer ikke ansvaret, men rammes hårdt: Man har længe mærket konsekvenserne af klimaforandringer. Ørkendannelse og tørregn. Regn, som fordamper, inden den når jorden. Eller som hyrden i Afar-regionen i Etiopien, der lever i så ekstrem varme, at hans kameler falder om og dør af tørst.

Vesten er heldigvis blevet bedre til at lytte til folk som ham. Topmødet førte til en ny fond, som skal finansiere tab og skader forårsaget af klimaforandringer. Ikke mindst i Afrika. Det baner vejen for et tættere samarbejde med de afrikanske lande om at mindske globale udledninger. Potentialet er enormt. Afrika kan blive fremtidens grønne leverandør.

Tag et land som Kenya. 90 procent af landets energi kommer fra bæredygtige kilder. Fra geotermisk energi, fra vind, vand og sol. I 2010 havde kun hvert fjerde kenyaner adgang til strøm. I dag er det over 70 procent.
 
De afrikanske lande er ved at gøre, hvad tidligere generationer ikke formåede: skabe fremgang uden forurening.

Rwanda er et land, der er langt fremme på miljøområdet. Som et af de første lande i verden forbød regeringen plastikposer, og hovedstaden Kigali er den reneste på det afrikanske kontinent. Når man besøger byen, minder de nybyggede skyskrabere én om Afrikas høje vækstrater: snoede motorveje, glasbeklædte bygninger og cafeer med plantevæg og cortado.

Den afrikanske middelklasse forventes at vokse fra 355 millioner i 2010 til 1,1 milliard i 2060. Større forbrug giver bæredygtige udfordringer. Men mulighederne er store:

De afrikanske lande rummer en guldgrube af de mineraler, som er kritiske for at omstille klodens energiforbrug. Undergrunden i lande som Zambia, Nigeria, DR Congo og Zimbabwe indeholder store mængder kobolt, litium, nikkel og kobber, som vi skal bruge til at producere fremtidens elbiler og solceller.

30 procent af verdens mineralreserver findes i Afrika. Men som det er nu, ejer kineserne en stor andel af det grønne guld: 15 af 19 koboltminer i DR Congo er kontrolleret af kineserne. Lokalbefolkningen frygter, at den rollefordeling vil fastholde dem i fattigdom. Mens kineserne løber med gevinsten.

Mineralerne skal udvindes, så de afrikanske lande selv får mest muligt ud af det. Så det ikke – igen – ender med, at udefrakommende høster overskuddet.

Selv om der er skepsis over for udenlandsk indblanding, er der i mange afrikanske lande også stor opbakning til kinesernes investeringer. En kinesiskbygget jernbane, som snor sig fra Mombasa til Nairobi, har halveret rejsetiden fra tolv til seks timer.

Infrastruktur er håndgribeligt. Kenyanerne er begejstrede. Den arkitektoniske stil efterlader ingen tvivl om, hvem bygherrerne er. I Nairobi er billetslusen til motorvejen formet, som var det et gammelt kinesisk tempel med buede tage.

Kina har også foræret et hovedkontor til Den Afrikanske Union. Værdi: 1,4 milliarder danske kroner. Men mon ikke milliardgaven er en god investering fra kinesisk side.

I EU støtter vi Den Afrikanske Unions indsatser med milliarder, men vores penge er knap så synlige. Målinger viser, at befolkningerne i Afrika er mere positivt stemt over for Kina sammenlignet med alle andre kontinenter. I Benin havde 88 procent af befolkningen i 2021 et positivt syn på Kinas økonomiske og politiske indflydelse i landet. I Mali, Burkina Faso og Marokko var tallet 80 procent eller højere. I Tanzania lå det på 75.

Måske er det overflødigt at fortælle, at tallene for Europas popularitet er langt lavere.

ELLER SOM en skjorteklædt mand med dreadlocks sagde i Johannesburg: »Når vi taler med Vesten, får vi retorisk støtte. Når vi taler med andre, kommer der konkret støtte.«

Ordene faldt tirsdag i kulturcenteret Freedom Park, hvor unge sydafrikanere var samlet i et højloftet, lyst lokale med kunst på væggene.

De var fulde af gåpåmod. Men det var også tydeligt, at deres tålmodighed var opbrugt. De gav ikke meget for Vestens morallektioner; de mente, at det var et forsøg på at definere deres værdier. At vi i stedet burde fokusere på potentiale og samspil.

Måske gik det for sent op for os, hvor opdelt kloden er blevet. Eller også har vi allerede rykket os mere, end vi tror. Der er langt fra 1980’ernes Afrika-sang til dagens Danmark, hvor en af tidens største popstjerner kickstartede sin karriere i Ghana af alle lande. Vi tænker naturligvis på Tobias Rahim. Han ville lære af afrikansk musikkultur, af afrobeat og se, om han kunne slå igennem på det afrikanske marked.

Det kunne han.