Dan Jørgensen om ny Afrika-plan: Måske tiden er løbet fra Vestens løftede pegefingre

Dan Jørgensen (S) sidder bag sit skrivebord og bladrer i en bog, da jeg træder indenfor på hans kontor på sjette sal i Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads.

Han leder efter et »Fukuyama-citat«, forklarer han. Den amerikanske politolog, som er bedst kendt for at erklære historien for afsluttet i kølvandet af Den Kolde Krig, og som i flere omgange har fremhævet Danmark som et mønstereksempel på en moderne stat. I flere af sine bøger har han brugt vendingen »getting to Denmark«.

Pointen er, siger udviklingsministeren, »at vi for mange lande, også i Afrika, repræsenterer en samfundsmodel, som de efterstræber«.

»Altså, hvad er det i virkeligheden, udviklingslandene gerne vil have? Jamen, de vil have velfungerende institutioner, inddragelse, demokrati, menneskerettigheder. Og så vil de selvfølgelig have et højt velstandsniveau.«

Alt det lyder som noget, som samtlige af Dan Jørgensens forgængere kunne have – og formentlig også har – sagt. At man skal opbygge demokratiske institutioner, bekæmpe korruption, understøtte civilsamfundet, fremme menneskerettigheder og skabe økonomisk vækst. Groft sagt har det været det styrende princip for fem årtiers dansk indsats på det afrikanske kontinent: at få dem til at minde mere om os. Getting to Denmark.

Men anledningen til Dan Jørgensens møde med Information er, at ministeriet nu indleder arbejdet med en ny »plan for dansk engagement i Afrika«, som det forventer at præsentere til sommer.

Det er nødvendigt, mener Jørgensen, »fordi meget har ændret sig« på kontinentet. Det behøver man ikke være udviklingsminister for at konstatere.

I 2023 gik der nærmest ikke en måned, uden at man kunne læse om et nyt statskup i et afrikansk land. Alene i den strategisk afgørende Sahel-region har der været seks statskup siden 2020. Derudover kæmper en række afrikanske lande med konstant eskalerende udfordringer med at håndtere klimaforandringerne.

I sin relativt korte periode som udviklingsminister har Dan Jørgensen besøgt lande, hvor kamelerne dør af tørst, hvor ørkenen vokser med 400 fodboldbaner om dagen, og hvor regnen nogle steder fordamper, inden den rammer jorden.

Og endelig, og måske mest afgørende for Danmarks indsats, er der dét, som ministeren omtaler som »en helt ny geopolitisk situation« på kontinentet.

Rusland, og ikke mindst den berygtede Wagnergruppe, spiller en tiltagende og dyster rolle i skrøbelige afrikanske stater som Sudan og Mali. Alt imens har Kina, målrettet og med stor succes, øget sin tilstedeværelse og indflydelse overalt på kontinentet. 

Med en ubehagelig kolonial reference fra det 19. århundrede kan man sige, at der pågår et nyt »scramble for Africa«. En kamp om magt, ressourcer og hårde interesser.

Hvad betyder det for Danmark og Vestens tilgang til Afrika? »I hvert fald er det klart, at problemet er åbenlyst, og situationen uholdbar for os,« siger Dan Jørgensen.

Vesten mister indflydelse i Afrika, og de afrikanske lande har i det store hele ikke kurs mod at blive mere ligesom Danmark.

Stor investering, lille gevinst

Når europæiske ledere i disse år taler alvorstungt om nødvendigheden af »strategisk autonomi«, skyldes det ikke mindst et helt grundlæggende problem i den grønne omstilling: Elektrificeringen, omlægningen af energinettet og nye, mere sofistikerede batterier kræver mineraler og sjældne jordarter, som kineserne sidder tungt på.

Det er den store kinesiske trumf i tidens scramble for Africa. De udvinder kobolt i Den Demokratiske Republik Congo, kobber i Zambia, og kinesiske selskaber står for mere end 80 procent af Afrikas produktion af lithium.

Fortællingen om Kinas enorme succes i Afrika er både simpel og veletableret. I modsætning til Vesten er Kina taget til Afrika uden forslag om politiske reformer, krav om menneskerettighedsbeskyttelse eller ambitioner om, at landene skulle indrette sig mere ligesom Danmark.

De er kommet for at varetage og realisere hårde interesser. Deres engament er transaktionelt: Kineserne bygger en bro, en motorvej eller en havn, til gengæld vil de have koncessionen til de store forekomster af mineraler og sjældne jordarter. 

»Det er en kæmpe udfordring,« siger Dan Jørgensen. »Mange ledere i Afrika har den tilgang, at vi ikke skal komme med løftede pegefingre og fortælle dem, hvordan de skal gøre tingene. Og der ligger vi altså nu i konkurrence med Kina og Rusland.«

Samlet set, påpeger han, investerer EU langt flere penge i Afrika, end Kina gør – og har i øvrigt gjort det i meget længere tid. Afrikanske lande handler også mere med Europa end Kina.

»Alligevel er det sådan i mange afrikanske lande, at Kina har en højere stjerne, både i befolkningen og blandt beslutningstagere. Det kan vi ikke opfatte som andet end en kæmpe udfordring,« siger han.

 – Fra et lidt kynisk, kissingersk perspektiv kan man spørge, om vi har fået nok ud af vores engagement. Hvorfor er det ikke europæiske selskaber, der samarbejder med afrikanske lande om at udvinde de her råstoffer?

Det er åbenlyst, medgiver Dan Jørgensen, at »Europa har sovet i timen«, når det kommer til mineraler og sjældne jordarter. »Krigen i Ukraine har vist, at det ikke er særligt rart at være afhængig af russisk gas,« siger han.

»Det er klart, at det heller ikke er i vores interesse, at det er et stort land med en anden styreform, som reelt har kontrol over noget, der er så vigtigt for vores samfund og for den grønne omstilling.«

Han anerkender dog ikke den hårde sondring mellem hårde, objektive interesser og bløde idealistiske ambitioner. Ja, Danmark har hårde interesser i råstoffer og økonomisk samhandel. »Men i fald vi ikke får udviklet kontinentet, får vi også store udfordringer med migration. Det er ikke i vores interesse med store konflikter lige syd for det europæiske kontinent,« siger han.

»Og så har vi også idealistiske interesser, som gør, at vores tilgang grundlæggende adskiller sig fra Kissinger eller andre såkaldte realisters,« siger han. »Vi har også en værdibaseret, idealistisk tilgang til udviklingspolitik. Det er i sig selv vigtigt at bekæmpe sult og fattigdom og hjælpe med at håndtere klimaforandringerne.«

– Så den nye geopolitiske situation betyder ikke, at vi må ofre idealismen?

»Det er ikke sådan, at vi går væk fra at være idealister, der prøver at gøre verden til et bedre sted og hjælpe de mange, mange afrikanere, der har behov for det. Men vi bliver selvfølgelig nødt til at tage bestik af, at der er en masse spillebrikker, der har flyttet sig, hvor man kan konkludere, at selv om årtiers hjælp, både fra dansk side og vestlig side, har haft positiv betydning mange steder, så har det slet ikke været tilstrækkeligt. Og nu er det tilmed truet af for eksempel Kina,« siger han.

»Så vi skal tænke over tilgangen, over konkrete løsninger, over vores retorik, over det aktive engagement. Det er noget af det, vi skal diskutere over det næste halve års tid.«

Europæisk slagkraft

En lille halv time inde i interviewet står det ikke krystalklart, hvad Dan Jørgensen og regeringen egentlig mener. Ministeren er enig i analysen, siger han, og peger på, at arbejdet med at formulere en ny strategi først går i gang nu. 

Men det er rigtigt, at forudsætningerne på kontinentet har ændret sig. At Afrika nu spiller en langt mere afgørende geopolitisk rolle, ligesom det er indlysende, at vi er udfordret af Kina og Rusland.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad det betyder for den danske indsats. Åbenbart ikke en mindre idealistisk tilgang. Det betyder ikke, at vi er færdige med getting to Denmark.

– Hvad skal vi gøre for at få adgang til flere råstoffer i Afrika?

»Foruden det, vi selv kan gøre som et lille land med stor indflydelse, skal vi selvfølgelig også agere via EU, som potentielt har den største indflydelse overhovedet. EU er by far den største bidragsyder af udvilingsbistand, den største samhandelspartner og har de længste historiske bånd til mange afrikanske lande,« siger han.

»Det bør kunne udnyttes bedre, både i forhold til at varetage vores interesser og hjælpe Afrika mere effektivt. Så det er altså en kombination af at forfølge vores egne interesser og gøre det, der er bedst for Afrika. De to ting kan godt gå hånd i hånd.«

Han peger for eksempel på det europæiske ’Global Gateway’-projekt, en form for europæisk pendant til Kinas ’Belt and Road Initiative’, der i stor stil skal skal investere i blandt andet grøn omstilling og infrastruktur i Afrika.

– Skal vi stille færre krav til, hvordan afrikanske lande skal drive deres institutioner og undlade at pådutte dem vores værdier?

»Nu har det aldrig været sådan, at vi bare kunne stille krav til demokratiske lande om, hvordan de skulle drive deres institutioner. Men vi skal tænke over, hvordan vi agerer. Jeg tror, vi er nødt til at gøre princippet om ligeværdighed til virkelighed. Blandt andet ved at udvikle løsningerne sammen med landene,« siger han.

Desuden, påpeger han, »er det klart, at det på nogle parametre er mere attraktivt at få hjælp af andre lande, der ikke stiller modkrav. Men vi har altså også nogle konkurrenceparametre, hvor Kina og Rusland ikke kan følge med. For eksempel har vi ekspertise på mange af de områder, vi taler om. Og det der med ikke at blande sig i, hvordan pengene bliver brugt, er jo ikke altid en hjælp. Tværtimod betyder det i mange lande enormt meget, at vi hjælper med at bruge pengene til gavn for landet.«

– Okay, omstændighederne for dansk engagement i Afrika har ændret sig. Betyder det, at vi skal finde en ny balance mellem idealistiske ambitioner og hård interessevaretagelse?

»Sådan vil jeg ikke udtrykke det, fordi begge dele er enormt vigtigt, men der skal nok ændres i den måde, vi søger at varetage de to ting på. Vi må jo bare sige, at vi ikke leverer på nogle af parametrene lige nu. Lidt humoristisk kan man sige, at hvis du fortsætter ned ad den vej, du går på, så ender du der, hvor du er på vej hen. Og det går selvfølgelig ikke.«

Måske er det ikke nok bare at repræsentere en samfundsmodel, de andre godt kunne tænke sig.