Vi må kunne stå sammen om at hjælpe de civile i gaza 

Lørdag den 7. oktober udførte Hamas et bestialsk terrorangreb mod forsvarsløse israelere. 1.400 mænd, kvinder og børn blev slået ihjel. Der er intet, der kan retfærdiggøre Hamas’ angreb. Israel er i sin gode ret til at forsvare sig selv. Israels forsvar skal ske inden for rammerne af folkeretten, herunder den humanitære folkeret.

Børn og den civile befolkning er næsten altid dem, der ender med at betale den højeste pris i væbnede konflikter. Konflikten i Israel og Palæstina er ingen undtagelse, og situationen, der udspiller sig i Gaza i disse uger, er en regulær tragedie. Hjemme fra vores trygge stuer kan vi følge den forfærdelige udvikling i nyhederne og på sociale medier: Mødre, der mister deres børn. Grædende drenge og piger, som står forældreløse tilbage. Skoler, der ligger i ruiner. Det er hjerteskærende.

Befolkningen i Gaza mangler alle de mest elementære fornødenheder: Husly, medicin, rent drikkevand, brændstof, basale fødevarer. De har desperat brug for omverdenens hjælp.

Derfor har Danmark, siden krigen brød ud, sendt ekstraordinær akut humanitær nødhjælp til Palæstina for i alt 125 mio. kr. Det er penge, der går til beskyttelse af civilbefolkningen i form af mad, vand og husly for alle de nødlidte civile i området. Ikke mindst til de mange børn, som har så desperat brug for hjælpen.

Danmarks seneste humanitære støttepakke fokuserer særligt på beskyttelse af børn, da situationen er fuldstændig ubegribelig for de hundredetusinder af børn, der er sendt på flugt, og som ikke får dækket deres mest grundlæggende menneskelige behov. Vores støtte går i denne omgang primært til store FN-organisationer såsom Unicef, WFP, UNRWA samt Internationale Røde Kors. Organisationer, som har en meget omfattende tilstedeværelse på jorden i Gaza og på Vestbredden, og som i forvejen har opbygget en stærk operationel kapacitet til at få adgang og yde akut humanitær nødhjælp til civile. Flere af disse organisationer samarbejder også med vigtige danske nødhjælpsorganisationer.

Udmøntningen af Danmarks nødhjælp er altså afhængig af vores dygtige humanitære partnere på jorden i Gaza. De arbejder under nogle enormt vanskelige forhold og sætter livet på spil for at hjælpe civile i en ekstremt presset situation.

Siden 7. oktober har eksempelvis over 100 UNRWA-ansatte mistet livet i Gaza. Vi gør alt, hvad vi kan, for at de har de ressourcer, de har brug for til at fortsætte deres vigtige arbejde. Og gennem EU gør vi vores for at presse på for, at nødhjælpen kan komme ind.

Der er store problemer med at få nødhjælpen frem til de civile i Gaza. Der er akut brug for langt bedre og hurtigere adgang for nødhjælpen ind i Gazastriben, og det er nødvendigt med humanitære pauser i kamphandlingerne, så civile kan finde beskyttelse. Heldigvis er det et pres, som vi sammen med en række andre lande og med EU lægger.

I sidste uge var jeg til international humanitær konference i Paris på initiativ af den franske præsident Macron. Her var deltagere fra en række arabiske og europæiske lande, de fleste G20-lande (undtagen Rusland) såvel som Den Afrikanske Union, FN, Røde Kors og NGO’er.

Prioriteterne ved konferencen var at få sikret bedre humanitær adgang, opretholde international humanitær ret og øge beskyttelsen samt den humanitære støtte til Gaza. Det handler blandt andet om at få genetableret forsyningen af el, vand og brændstof til Gaza og få evakueret civile fra området, som har behov for akut medicinsk behandling.

EU’s stats- og regeringschefer har gjort det klart, at man ser med dyb bekymring på udviklingen i den humanitære situation i Gaza og understreget vigtigheden af, at der skabes hurtig og sikker adgang for humanitær hjælp. Det Europæiske Råd har opfordret til, at der sikres humanitære korridorer og pauser, så nødhjælpen kan komme ind og nå de civile i Gaza, og det er noget, de europæiske ledere løbende er i dialog med Israel om. Det kan ikke understreges nok, hvor vigtigt det er at sikre bedre adgang.

Konflikten i Israel og Palæstina er højpolitisk og trækker spor langt ud over deres egne landegrænser. Den splitter ikke bare verdenssamfundet, men også internt i befolkningerne. Men vi må kunne stå sammen om at hjælpe børnene og de civile, som er klemt i en blodig konflikt. Danmark vedbliver med at kæmpe den humanitære kamp. Heldigvis er vi langtfra alene om at gøre det. Og det er dog en lille trøst midt i en dybt tragisk konflikt.