Gå til indhold

Danmark tager ikke penge fra mali og burkina faso

Bragt i Politiken d. 16.04.2022

Af Flemming Møller Mortensen, udviklingsminister og minister for nordisk samarbejde (S)

 

Jeg er netop kommet hjem fra en rejse til Niger, der ligger i Sahel i Vestafrika. Et land og en region, hvor behovet for vores hjælp er enormt. Og hvor jeg også blev bekræftet i, at Danmark er en utrolig værdsat partner, der bidrager til udvikling og sikkerhed.

Derfor blev jeg også en smule forundret, da jeg her i avisen d. 6. april kunne læse direktør i PlanBørnefonden, Dorthe Petersen, skrive, at ”vestafrikanske børn betaler for ukraineres ophold i Danmark”, samtidig med at hun hævder, at der ”skal skæres 400 mio. kr. fra de danske humanitære- og udviklingsindsatser i Sahel-regionen allerede i år.”

Påstanden om, at vi har skåret i humanitære indsatser, må jeg blankt afvise. Den humanitære ramme er helt og aldeles friholdt i omprioriteringen. Danmark vil fortsat kunne træde til og hjælpe, når en akut katastrofe rammer. Uanset om det er i Burkina Faso eller i Ukraine.

Derudover bliver jeg nødt til at påpege, at vi har udskudt aktiviteter for 370 mio. kr. og nedjusteret for 20 mio. kr. Som det forhåbentlig er Dorthe Petersen bekendt, var nogle af de udskudte aktiviteter allerede inden Ruslands invasion af Ukraine blevet sat i bero på grund af de ekstremt vanskelige politiske forhold i Mali og Burkina Faso. Landene er plaget af militærkup, og for at gøre ondt værre har det maliske militærstyre startet et samarbejde med den russiske lejehær Wagnergruppen, som for nylig er anklaget for at have slået mere end 400 civile ihjel. Tilsammen har det desværre gjort det svært at gennemføre nogle af de projekter, vi ellers havde planlagt.

Derfor satte vi i februar de projekter på pause, som vedrørte samarbejde med centralstyrerne i Mali og Burkina Faso. Det er først og fremmest de projekter, som vi nu har udskudt til tidligst 2023.

På mine besøg til regionen har jeg set, hvilken kæmpe forskel danske projekter gør. Både på menneskerettighedsområdet og gennem vores bilaterale engagement, hvor vi hjælper unge i arbejde, gør vi en forskel for mennesker i regionen. Det betyder meget for mig, at aktiviteter, som vedrør dem, fortsætter.

Endelig bliver jeg nødt til at påpege, at beslutningen om at hjælpe i netop Ukraine og ikke mindst de, der flygter derfra, er en beslutning, som et bredt flertal i Folketinget står bag. Ud over Socialdemokratiet drejer det sig om Venstre, SF, de Radikale, Enhedslisten, de Konservative, Liberal Alliance og Kristendemokraterne. For at levere på den målsætning skulle der omprioriteres to mia. kr. inden for udviklingsbistanden. Håndteringen af flygtninge fra Ukraine over udviklingsbistanden følger i øvrigt en 30-årig praksis.

Danmark er fortsat et af de meget få lande, der lever op til FN’s målsætning om at give mindst 0,7 pct. af BNI i udviklingsbistand. Det har vi gjort i mere end 40 år, og det bliver vi ved med.