Den globale vandkrise kræver innovative løsninger fra Danmark
Bragt i Altinget den 12.09.22 samt i Nordjyske Stiftstidende d. 26.09.22
Af Flemming Møller Mortensen, udviklingsmininister og minister for nordisk samarbejde og Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark
At
kunne slukke tørsten i rent vand er en menneskeret. At kunne gøre det ved så
simpel en manøvre som at tænde vandhanen, er et privilegium, som de fleste af
os tager for givet i vores del af verden. Men forestil dig at måtte vandre op
til 10 kilometer i jagten på vand. Forestil dig så at skulle servere vandet for
dit lille barn, selvom du frygter, at det er forurenet og fører sygdomme med sig,
der kan være livsfarlige for et underernæret og svækket barn. Det er den dybt
bekymrende virkelighed for alt for mange mennesker verden over.
Konsekvenserne er alvorlige og kalder på handling. Derfor etablerer UNICEF med støtte fra den danske regering nu en såkaldt innovationshub i København. Med base i FN-Byen i Nordhavn sætter vi de stærkeste kapaciteter inden for vand, sanitet og hygiejne sammen. På det nyetablerede kontor skal eksperter, forskere og repræsentanter for danske og internationale virksomheder og fonde sætte skub i udviklingen for at løse de globale udfordringer. De får mulighed for at udvikle, afprøve og skalere banebrydende nye løsninger, for der skal tænkes helt nye tanker, hvis det skal lade sig gøre at indfri FN’s Verdensmål 6 om adgang til rent vand og sanitet. I Danmark kan UNICEF udnytte det eksisterende økosystem på vandområdet, hvor virksomheder, universiteter, forsyninger og myndigheder står klar til at bidrage med stærke bæredygtige løsninger. For eksempel har Danmark et vandtab på kun 7% sammenlignet med et gennemsnit på over 35% på verdensplan.
Verdensmål 6 forpligter os til at sikre adgang til rent vand og sanitet for alle inden 2030, men skal det mål nås i tide, vil det kræve en firedobling af den nuværende indsats på området. Vi står i dag i en situation, hvor hvert femte barn i verden bor i områder uden vand nok til at dække deres daglige behov. Og forurenet vand er hver dag skyld i, at 700 børn under fem år dør som følge af alvorlige diarrésygdomme.
Vi ser også, at der i områder med mangel på adgang til rent og sikkert vand er mere ustabilitet, flere konflikter og større migrationsstrømme. I de samme områder stiger uligheden mellem kønnene, da det ofte er piger og kvinder, der må tilbagelægge lange ture for at hente vand til husholdningen eller landsbyen, hvilket fratager dem tid fra uddannelse og udsætter dem for større risiko for vold og overfald.
UNICEF er en tæt partner for Danmark, og sammen har vi en lang historik med at tænke innovativt i udviklingsarbejdet. Tidligere har UNICEF været med til at udvikle et handicapvenligt modul, der kan kobles på toiletter i katastrofeområder, så de får håndtag og et højere sæde. Modulet øger på den måde tilgængeligheden af ordentlige sanitære forhold for personer med handicap. Et andet innovativt tiltag er UNICEFs brug af droner, som hjælper med at levere medicinske forsyninger til nogle af verdens mest ufremkommelige samfund. Det er med til at reducere både CO2-udledningen og transporttiden af livreddende og forebyggende medicin.
Vores håb er, at vi gennem innovationshubben kan facilitere et rum for vidensdeling, sparring og kreativ tænkning og dermed kan komme frem til nogle hidtil uprøvede løsninger, der vil hjælpe os med at overkomme den både presserende globale vandkrise. Hvordan løsningen lyder, ser ud og virker, er svært at spå om, og innovation kan tage tid. Men vi tror på, at Danmark med vores stærke økosystem inden for dette område, er et godt sted at udvikle nye løsninger, der kan sikre, at flere af verdens børn får adgang til rent vand og sanitet. Derfor investerer vi fælles i dette projekt, så vi får endnu bedre forudsætninger for at løse den globale vandkrise. Og dét er et vigtigt skridt i den rigtige retning.