Gå til indhold

Der er stadig ufatteligt meget at kæmpe for

Bragt i Nordjyske Stiftstidende d. 08.03.2022

Af Flemming Møller Mortensen, udviklingsminister og minister for nordisk samarbejde (S) og Trine Bramsen, transportminister og minister for ligestilling (S).

 

Kriser går næsten altid værst ud over kvinder og piger. Det er bare en af grundene til, at vi er meget bekymrede for den tragiske situation i Ukraine. Over million mennesker er allerede flygtet ud af landet. Heraf mange kvinder og piger, der altid er udsatte i sådanne situationer. FN vurderer, at op mod otte mio. mennesker er i risiko for at blive fordrevet fra hus og hjem internt i Ukraine. Det vurderes, at op mod tre mio. yderligere vil forsøge at flygte ud af landet. 

Kvindernes internationale kampdag d. 8. marts markerer kampen for ligestilling, både herhjemme og globalt. Vi skal huske de fremskridt, verden har set for kvinders ligestilling. Men samtidig må vi også se i øjnene, at stadig har lang vej igen. Ikke kun i forhold til at hjælpe de ukrainske flygtninge, men også i Danmark og i resten af verden. Fællesnævneren er, at ligestilling er en grundsten for menneskerettigheder.

I Danmark er der bare inden for de sidste par år taget vigtige skridt med både samtykkelovgivning og den barselslovgivning, som træder i kraft om nogle ganske få måneder. Men der er fortsat store problemer, som vi bliver nødt til at gøre noget ved. Alene i de første måneder af 2022 har vi set fire drab på kvinder her i Danmark. Drab, der hverken har rod i bandekonflikter, kriminalitet eller almindelige ulykker, men hvor den eneste fællesnævner er, at det er kvinder, der er blevet dræbt, alene fordi de er kvinder. Det er problem, som vi simpelthen bliver nødt til at gøre noget ved.

Verden over fortsætter humanitære kriser og konflikter med at forstærke ulighed mellem kønnene. Billedet er nedslående. 274 mio. mennesker har behov for humanitær bistand i 2022. Det er 39 mio. flere end i 2021. Det går den forkerte vej. Uligheden mellem kønnene står i vejen for opbygningen af bæredygtige samfund. Kvinder og piger udsættes for diskrimination, vold i hjemmet, seksuelle overgreb, uønskede graviditeter, tidlige børneægteskaber samt begrænset adgang til basale sundhedsydelser.  FN vurderer at op til 70 pct. af kvinder og piger i humanitære kriser og konflikter rammes af seksuel og kønsbaseret vold. De underliggende årsager er skolelukninger, manglende adgang til uddannelse og basale sundhedsydelser, et stigende antal piger, der udsættes for kønslemlæstelse, og et stigende antal børneægteskaber.

Det vil vi ikke tolerere. Derfor påtog Danmark sig i januar 2021 formandskabet for det globale Call to Action netværk med næsten 100 regeringer, FN-organisationer og NGO’er, som med en kollektiv indsats sætter fokus på bekæmpelse af seksuel og kønsbaseret vold i humanitære kriser og konflikter.

Det var et aktivt valg at påtage sig dette formandskab. Vi ønsker helt bevidst at gå i front for kvinder og pigers rettigheder. Seksuel og kønsbaseret vold er en krænkelse af menneskerettighederne. Vi skal have stoppet volden og voldtægterne. Vi skal have stoppet omskæringer og børneægteskaber. Vi skal have skabt adgang til basale sundhedsydelser og juridisk, psykologisk og social støtte til piger og kvinder. Vi skal have piger og kvinder i gang med uddannelser. Og de, der har begået overgreb, skal straffes for det.

Det gælder Ukraine, Danmark og alle andre steder: Ligestilling er en præmis for stabile samfund og værdige liv. Vi er der langt fra endnu. Der er stadig meget at kæmpe for.