Ja, selvfølgelig er udviklingspolitikken båret af danske værdier og interesser
Bragt i Politiken 20.05.22
Af Flemming Møller Mortensen, udviklingsminister og minister for nordisk samarbejde (S)
Tre forskere fra Dansk Institut for Internationale Studier, Lars Engberg-Pedersen, Adam Moe Fejerskov og Helle Munk Ravnborg, postulerer i Politiken den 8. maj 2022, at Danmark ikke yder sit til de fattigste lande. De mener, det skyldes, at indenrigspolitiske prioriteter tegner udviklingspolitikken.
Det første er lodret forkert. Men den anden observation - at vores udviklingspolitik er båret af danske værdier og interesser – er helt korrekt.
Udviklingspolitikken er i vores globale verden en integreret del af indenrigs- og udenrigspolitikken. Alle tre er båret af Danmarks interesser og værdier om at sikre fred, sikkerhed og velstand - ude i verden og hjemme i Danmark. Eller som der står i en passage i formålet til Lov om internationalt udviklingssamarbejde, som forskerne må have overset: Dansk udviklingssamarbejde skal bidrage til at fremme Danmarks interesser i en mere fredelig, stabil og lige verden. Udviklingspolitikken er således et centralt og integreret element i dansk udenrigspolitik.
Retningen i vores udviklingspolitik bygger på den udviklingspolitiske strategi, Fælles om Verden, som regeringen sammen med syv af Folketingets partier blev enige om sidste år. Et bredt flertal i Folketinget støtter således, at udviklingspolitikken skal kæmpe for klimaet, udbredelsen af demokrati og menneskerettigheder og mod fattigdom, konflikt, fordrivelse og irregulær migration. Det er prioriteter, som har rod i både indenrigs-, udenrigs- og udviklingspolitik.
Så det er ikke et paradigmeskifte i udviklingspolitikken, at indenrigspolitik spiller en rolle i Danmarks ageren ude i verden. Vi er nødt til at tænke politikområderne sammen, hvis vi vil løse de globale udfordringer. Men det betyder ikke, at udviklingsbistanden går til os selv. Heldigvis er vi siden de gode gamle dage, som forskerne savner, gået væk fra fokus på bistandens ”returprocent”. Altså hvor stor en del af udviklingsbistanden, der kommer danske arbejdere og virksomheder til gode i form af indtægter, løn, eksportkreditter og lignende. I 2005 lå returprocenten f.eks. på 41 procent. Det regner vi ikke på længere.
Det er heller ikke korrekt, at Danmark ikke lever op til FN’s målsætning om at yde 0,2 pct. af BNI til de mindst udviklede lande. De tal, forskerne bruger, medregner kun dele af vores bilaterale aktiviteter. Men en stor del af dansk udviklingsbistand går via multilaterale organisationer, som arbejder i verdens skrøbeligste og fattigste lande. Det medregner OECD også i sine opgørelser, og tager vi dem med, så gav Danmark 0,21 pct. af BNI til de mindst udviklede lande i 2020. Faktisk har vi over en årrække afsat ca. 1/3 af udviklingsbistanden til verdens skrøbeligste og fattigste lande.
Forskerne er også kede af brugen af udviklingsbistanden på modtagelse af ukrainske flygtninge. Her må jeg bare påpege, at et bredt flertal i Folketinget har stemt for ukrainer-loven. Derudover flugter omprioriteringerne fuldstændig med de politiske sigtelinjer i den udviklingspolitiske strategi. Udviklingsbistanden skal bl.a. bruges til at hjælpe mennesker på flugt i deres nærområde. Og eftersom Danmark nu selv er blevet nærområde til et land i krig, bruger vi midler fra udviklingsbistanden til at hjælpe flygtninge fra Ukraine her i Danmark. Helt i overensstemmelse med OECD’s regler og praksis siden starten af 1990’erne.
Men det er ikke nemme omprioriteringer. Det vil jeg gerne sige. For verdens ubalancer er ikke blevet mindre af, at Rusland har invaderet Ukraine. Men det ændrer ikke på, at Danmark i den grad løfter sit ansvar. Vi er blandt de få lande, der lever op til FN’s målsætning om at give mindst 0,7 pct. af BNI i udviklingsbistand. Det har vi gjort i mere end 40 år, og det bliver vi ved med. Dermed er vi blandt de lande i verden, der yder mest for global udvikling målt i forhold til vores størrelse.