Tak, Danmark - hjælpen til Ukraine er meget vigtig
Bragt i Kristeligt Dagblad og Nordjyske Stiftstidende d. 16.03.2022
Af Flemming Møller Mortensen, udviklingsminister og minister for nordisk samarbejde (S).
Siden krigens start i Ukraine har danskerne vist en helt fantastisk hjælpsomhed, hjertevarme og gavmildhed. Nødhjælpsorganisationerne har modtaget knap en milliard kroner fra private virksomheder, fonde og generøse danskere. Det er faktisk Danmarkshistoriens største indsamling nogensinde. En helt vanvittig flot støtte. Tak, kære danskere.
Det enorme engagement vises på mange måder. Skolebørn bager kager, sælger dem og giver pengene i støtte. Lokalsamfund arbejder sammen om at få overnatning og jobs på plads til flygtninge. Spillesteder, teatre og kulturhuse har lavet støttearrangementer. DR og TV2s indsamlingsindsats i sidste uge, som kulminerede i en støttekoncert på Rådhuspladsen i København, resulterede i 174 mio. kr. Der er aldrig før samlet så meget ind i en tv-indsamling. Omkring 30.000 mennesker deltog i live-arrangementet på Rådhuspladsen i København. Og mange tusinder andre deltog rundt om i landet, blandt andet fra Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg
Pengene vil danske nødhjælpsorganisationer nu sørge for bliver brugt bedst muligt i Ukraine og i nabolandene. Og behovene er desværre enorme. For krigen i Ukraine har udløst den hurtigst voksende flygtningekrise i Europa siden 2. verdenskrig.
Indtil videre er omkring 2,7 millioner mennesker drevet på flugt ud af Ukraine. Hovedparten er taget til Polen, men også nabolandene Moldova, Rumænien, Ungarn og Slovakiet har taget imod mange flygtninge.
Desværre er der meget, der tyder på, at vi kun har set begyndelsen. FN estimerer, at op mod fire millioner ukrainere kan blive tvunget til at flygte ud af landet, og at op mod syv mio. kan blive flygtninge i deres eget land. Til sammenligning flygtede omkring 1,3 mio. fra Syrien til Europa under flygtningekrisen i 2015. Bare for at illustrere omfanget af den nuværende krise, så har Polen inden for de sidste tre uger modtaget flere flygtninge fra Ukraine, end der kom syriske flygtninge til hele Europa i 2015.
Regeringen var hurtigt ude og har sendt hjælp afsted til Ukraine ad flere omgange. Vi har indtil nu givet akut og humanitær hjælp til en samlet værdi af 305 mio. kroner. De fordeler sig med 20 mio. kroner til Internationalt Røde Kors, 30 mio. kr. til FN’s humanitære landefond og 25 mio. kr. til UNICEF og 50 mio. kr. til FN’s flygtningehøjkommissariats arbejde i Ukraine og Moldova. Derudover har vi fordelt 108 mio. kroner til 12 danske civilsamfundsorganisationer og deres internationale partnere. Endelig har danske myndigheder doneret en række forskellige ting som et mobilhospital, medicin og lægemidler, og også en teltlejr til flygtningemodtagelse i Moldova.
Hele Danmark støtter op om Ukraine. Der er behov for, at vi står skulder ved skulder med ukrainerne. For deres frihedskamp er også vores. Det er en grundlæggende kamp for de værdier, som vi tror på og har bygget Danmark på. Demokrati, frihed, diversitet, rettigheder og ligestilling.
Autoritære ledere som Putin står for et helt andet værdisæt. De sætter demokratier og menneskerettigheder under pres. I de sidste femten år er der hvert år blevet mindre demokrati og mere autoritær undertrykkelse rundt om i verden. Der er derfor rigtigt meget at kæmpe for. Vi skal være meget bevidste om, at vi ikke kan være sikre på at kunne give vores privilegerede samfund videre til vores børn, hvis ikke vi kæmper for vores værdier nu. Også derfor er hjælpen til Ukraine så vigtig. Endnu engang tak.