Gå til indhold

udviklingsministerens tale til folkekirkens nødhjælps 100 års jubilæum

Afholdt d. 06.03.2022

Af Flemming Møller Mortensen

 

- Det talte ord gælder -

 

H.K.H; Biskop; Generalsekretær; Bestyrelsesformand; medarbejdere og frivillige hos Folkekirkens Nødhjælp: 

Stort tillykke med et historisk jubilæum.

Tænk engang - 100 års arbejde for verdens fattigste; for mennesker fanget i krise og nød; for de mest udsatte.

Og for deres forkæmpere – dem som deler håbet om en fredeligere og mere retfærdig verden.

100 års arbejde, der har gjort en mærkbar forskel for millioner af mennesker.

Et arbejde, som I kan være stolte af. Et arbejde, som den danske regering er stolt af at støtte.     

***

Vores samarbejde med civilsamfundsorganisationer er helt centralt for Danmarks udviklingsarbejde.

Sammen styrker vi lokale civilsamfundsaktører, der stiller krav, skaber forandring og tænker nyt.

Sammen når vi ud, der hvor det er sværest, i skrøbelige og konfliktramte områder.

Sammen skaber vi bæredygtig forandring til gavn for både mennesker, klima og miljø.

Samarbejdet er også med til at styrke den folkelige forankring og forståelsen for dansk udviklingsarbejde.

Det sker over en kop kaffe i genbrugsbutikken; når vi handler gode tilbud i Wefood supermarkedet; eller gennem finurlige kampagner som ’giv en ged’.

Sidste år besøgte jeg genbrugsbutikken i Snedsted. Her – og til åbningen af Wefood butikken i Aalborg – oplevede jeg, hvordan de frivillige, unge som gamle, engagerer sig i arbejdet for en mere bæredygtig verden.

Deres engagement gør stort indtryk på mig. 

***

Med alderen kommer erfaring. Erfaring med at løfte vigtige opgaver i svære kontekster.

Med et kristent værdisæt som kompas og næstekærlighed i hjertet har Folkekirkens Nødhjælp hjulpet ofre for to verdenskrige, støttet kampen mod apartheid i Sydafrika, leveret nødhjælp til tsunamiens ofre i Sydøstasien og til krigens børn i Irak og Syrien.     

I dag minder billederne fra Ukraine os om, hvor skrøbelig verden er – og at vi ikke må tage demokrati, frihed og fred for givet.

Det samme gør Corona-krisen, klimaforandringer og de mange andre konflikter verden over, som vender fremskridt til tilbagegang.

Mere end nogensinde har vi brug for ’Nødhjælpens’ erfaring.

I dette ’handlingens årti’ kan I vise vej til løsninger på nogle af tidens største udfordringer.

***

100 år på bagen kan også nogle gange føre til stilstand.

Vi kan ende med at forholde os skeptisk til morgendagens muligheder.

Alting var bedre i gamle dage – før verden gik af lave, tænker vi måske.

Den fordom gør I til skamme.

Folkekirkens Nødhjælp er ikke kun den ældste nødhjælps- og udviklingsorganisation med danske rødder, I er også en af de mest progressive.   

I indgår klimaaftaler med virksomheder og planter træer i flygtningelejre. I udvikler apps, der giver småbønder adgang til vigtig viden om vejret.

I træner religiøse ledere til at oplyse lokalsamfund om COVID-19 og bekæmpe stigmatisering af smittede familier.

I uddeler kontantbeløb på kreditkort til mennesker på flugt.

Kort sagt: I er kun blevet mere kreative, innovative og modige med alderen.    

***

Jeres erfaring, stærke værdier og innovative tankegang gør Folkekirkens Nødhjælp til en vigtig og handlekraftig samarbejdspartner for Udenrigsministeriet.

 Meget er sket, siden I første gang modtog støtte fra Danida i 1967. I dag er Folkekirkens Nødhjælp Udenrigsministeriets største danske civilsamfundspartner.

Sammen arbejder vi for at styrke demokratiske værdier og lokale civilsamfund og for at fremme menneskerettigheder.

Vi forebygger skrøbelighed og fordrivelse og vi understøtter klimatilpasning og bæredygtig udvikling.

Vi kæmper for kvinder og pigers rettigheder og for inddragelsen af trosbaserede og religiøse aktører i udviklingsarbejdet.

Jeg er glad for og stolt af, at vores samarbejde fortsætter.

***

Tillad mig at slutte med to særlige ord.

To ord, der siden Folkekirkens Nødhjælps grundlæggelse i 1922 har været med til at forme jeres arbejde: tro og håb.

Jeres motto lyder: ’Vi tror på et liv før døden’. Det gør jeg også.

Jeg tror – og I tror – på det gode i alle mennesker og på vores evne til at løfte i flok for at hjælpe dem, der har det sværest.

Særligt tror vi på kampen mod ulighed. En kamp, hvor frivillige og unge, både i Danmark og verden over, går forrest.

Vi skal blive ved med at holde fast i håbet. Håbet om en mere tryg og bæredygtig verden.

Håbet om en verden uden mennesker på flugt. Håbet om lige og demokratiske samfund, hvor særligt kvinder og pigers rettigheder respekteres.

For håb motiverer til handling, også når det ser svært ud.

I bliver ved med at handle, når det er allersværeste. Det kan jeg ikke takke jer nok for. Endnu engang stort tillykke med jeres 100 års jubilæum.

Jeg ser frem til vores fortsatte samarbejde – med troen intakt og håb i hjertet.