Ukraines kamp er også Danmarks kamp
Bragt i Nordjyske Stiftstidende den 26.04.22
Af Flemming Møller Mortensen (S), minister for udviklingssamarbejde og nordisk samarbejde
Stor alvor. En endnu større ansvarsfølelse. Og ikke mindst håb og stålfasthed. Det er de følelser, jeg tog med mig hjem, efter at jeg i påskeugen besøgte først Polen og sidenhen Lviv i Ukraine.
I Warszawa havde jeg lejlighed til at takke såvel den polske regering og polske civilsamfundsorganisationer for den enorme opgave, som de lige nu udfører med at huse ukrainere på flugt. Antallet af mennesker, der har måttet flygte ud af Ukraine, har passeret fem millioner. Et helt ufatteligt stort tal. Og langt hovedparten af disse har taget turen til Polen, hvor de stadig opholder sig eller er taget videre. Derfor hviler der i denne tid et kæmpe ansvar på Polens skuldre, og jeg roste dem for at have påtaget sig rollen som verdens bedste naboer.
Dagen efter besøgte jeg Lviv i det vestlige Ukraine, hvor jeg mødtes med repræsentanter fra det officielle Ukraine og de organisationer, som Danmark støtter, og som knokler for at hjælpe de mange ukrainere, som er flygtet til Lviv fra deres hjem i det østlige Ukraine, hvor krigshandlingerne er mest voldsomme.
Guvernøren i Lviv-regionen og byens borgmester var begge meget tydelige i deres værdsættelse af den internationale solidaritet. Som guvernøren udtrykte det med slet skjult henvisning til Rusland: "Danmark føles meget tættere på os, end vores anden nabo gør."
Mødet blev desværre afbrudt af en luftalarm, og vi måtte gå i kælderen i kort tid. Det var et indblik for mig i den hverdag, som ukrainerne har måttet vænne sig til siden Ruslands invasion. Og hver gang, jeg efter min hjemkomst har læst om russiske raketnedslag i Ukraine, føler jeg mig hensat til den gamle kælder under bygningen i Lviv.
Lvivs borgmester var også meget tydelig om en stor del af sin opgave i den nuværende situation: "Vores fornemste opgave er at passe på soldaternes børn og hustruer." Samtidig var han meget optaget af, hvordan Lviv kunne være med til at skaffe arbejde til de mange internt fordrevne og på den måde holde gang i den ukrainske økonomi.
I det hele taget var det meget slående og kontrastfyldt at opleve, hvordan Ukraine nok er i krig, men også samtidig i udstrakt grad er et samfund, der fungerer, og hvor der er politiske strukturer og myndigheder, som det er muligt at samarbejde med. Det satte sig virkelig i mig som en positiv erkendelse.
Noget af det, som også er med til at holde gang i den ukrainske økonomi, er den gruppe danske forretningsfolk, som jeg ligeledes mødtes med. De er blevet i Ukraine og er på den måde med til fastholde arbejdspladser og aktivitet. Et fantastisk billede på, at Danmarks hjælp til Ukraine har mange ansigter.
Endelig mødtes jeg også med flere af de organisationer, som Danmark støtter i at håndtere de mange internt fordrevne, som opholder sig i Lviv. Både FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, men også FN’s børnefond, UNICEF, og den katolske kirkes nødhjælpsorganisation, Caritas. De hjælper flygtninge og andre på mange fronter. Både med husly, men også med noget så basalt som udlevering af kontanter, så flygtningene bliver hjulpet på en måde, der også skaber omsætning i lokalsamfundet.
Hos UNHCR mødte jeg en mor og hendes to teenagebørn. De var flygtet fra deres hjem i det østlige Ukraine og opholdt sig nu i en stor sovesal på 2. salen i en bygning midt i Lviv. Her var deres nye ’hjem’ et par madrasser side om side med andre flygtninge.
På trods af den meget usikre situation, denne lille familie stod i, var de utrolig fattede og rolige. Fuldstændig ligesom de ukrainske flygtninge, som jeg har mødt i Danmark på asylcentre i Dokkedal i Østhimmerland og Skalstrup ved Roskilde.
Den styrke, som de enkelte ukrainere besidder, bevæger mig meget, hver gang jeg møder den. De er alle helt åbne i at dele deres vidnesbyrd fra flugten og fortælle om deres situation, håb og afsavn. De har dagligt kontakt til dem, der stadig er derhjemme, eksempelvis fædre og storebrødre i det østlige Ukraine. På den måde er de tæt orienterede om, hvordan situationen er på deres hjemegn og i deres hjemby. Og alle som én fortæller de, at de gerne vil hjem, så hurtigt som situationen tillader det.
De står sammen og støtter hinanden, og de føler med glæde og taknemmelighed, at vi her i Danmark står sammen med dem. Disse mennesker fortjener virkelig vores hjælp. Og vi skal samtidig være meget bevidste om, at den kamp, de kæmper mod den russiske invasion, i høj grad også er Danmarks kamp og sag.