Afrika hæver stemmen i klimakampen, og det skal vi gribe ved COP28

Det summede af liv i Kenyas hovedstad, Nairobi, da afrikanske ledere i september var samlet til noget, vi aldrig har set før: Det første, store afrikanske klimatopmøde nogensinde med Kenya og Den Afrikanske Union som værter. Aldrig før er afrikanske ledere mødtes på denne måde for at diskutere klimaudfordringerne, og hvordan vi kan løse dem.

Jeg deltog selv i konferencen, som Danmark har givet økonomisk støtte til at gennemføre, og den mundede ud i den såkaldte Nairobi-erklæring, hvori de afrikanske ledere markerede deres visioner på klimaområdet.

Mange afrikanske lande ønsker at tage lederskab. De vil være en del af løsningen på klimaforandringerne – ikke blot betragtes som ofre for klimaforandringernes konsekvenser.

De afrikanske lande gentog blandt andet deres mål om at mere end femdoble deres vedvarende energi frem mod 2030. Ligesom de talte om behovet for at gøre det dyrere at producere fossilt.

Det er virkelig positivt at se afrikanske lande tage lederskab på sig og udtrykke et ønske om at spille en aktiv og central rolle i den globale kamp mod klimaforandringerne. Det er nemlig vigtigt, at vi har en stærk afrikansk stemme i diskussionen.

For det første fordi afrikanske lande ofte er dem, der rammes hårdest af klimaforandringerne, hvilket vi har set mange eksempler på de seneste måneder. For det andet fordi Afrika er i stor vækst, både hvad angår økonomi og befolkning.

Befolkningerne i de afrikanske lande ønsker at leve bedre liv med mere velstand, hvilket er helt legitimt og forståeligt. Men det er vigtigt, vi hjælper de afrikanske lande med at sikre, at deres vækst ikke kommer til at basere sig på fossil afhængighed, ligesom Vestens har været de sidste århundreder.

Den gode nyhed er, at der er et kæmpe potentiale for bæredygtig energi og vækst i Afrika. Det bliver bare ikke udnyttet endnu. Afrika er i besiddelse af 60 procent af jordens bedste områder for udvinding af solenergi. Alligevel har hele kontinentet kun installeret solenergi på et niveau svarende til Belgiens – et lille land, der ikke just er kendt for solskin. Afrika har også enormt potentiale til udvidelse af vindenergi, vandenergi og geotermisk energi. Det er bare om at realisere det.

Som afrikanske ledere har påpeget, er den grønne omstilling ikke kun et spørgsmål om at reducere klimaforandringerne. Udvidelsen af den grønne energisektor vil medføre vækst, beskæftigelse, højere uddannelsesniveau og bedre sundhed. Derved løses flere udfordringer på samme tid.

Men det kræver store investeringer at realisere Afrikas grønne potentiale. Det kan ikke lade sig gøre at omstille et helt kontinent udelukkende med flotte målsætninger og god vilje. Det koster penge – rigtig mange penge. Mange afrikanske ledere har med rette udtrykt utilfredshed over, at der ikke tilføres Afrika den fornødne hjælp og investeringer til både at skabe den grønne omstilling og klimatilpasse de udsatte områder, som allerede i dag rammes hårdt af klimaforandringerne.

Selvom Afrika er hjem for næsten en femtedel af verdens befolkning – 1,2 milliarder mennesker – tilfalder kun tre procent af verdens investeringer i energi det afrikanske kontinent. Det er for lidt, og der er brug for, vi hjælper afrikanerne med bedre at kunne tiltrække sig de fornødne investeringer.

Den svære skillevej

Mange afrikanske lande står ved en svær skillevej. De har masser af gas i undergrunden, som det er fristende at trække op og skabe vækst og udvikling på baggrund af. Og det er i og for sig forståeligt, at de afrikanske lande bliver fristede af tanken om at få del i den fossile vækst, som vi i Vesten har nydt godt af i flere hundrede år. Men det er ikke en holdbar løsning af en lang række grunde.

Først og fremmest lider mange afrikanske lande allerede hårdt under klimaforandringerne, og det ville være tragisk, hvis de selv i stor stil begyndte at bidrage til udledningen af drivhusgasser fra fossile energikilder.

Dertil kommer, at den fossile sektor på et tidspunkt helt og holdent vil blive gårsdagens teknologi – gammel og outdated. At investere en masse penge i fossil infrastruktur kan for de afrikanske lande ende som såkaldte stranded assets, strandede aktiver. Altså store investeringer, som ender med at være værdiløse, når udviklingen løber fra dem. Det er de afrikanske lande selvfølgelig ikke tjent med på den lange bane.

Den gode nyhed er, at de grønne energiinvesteringer i højere og højere grad også er de mest økonomisk rationelle at foretage. Men for at få udbytte af alt det grønne energipotentiale på kontinentet, kræver det stadig store investeringer. Og det bliver vi nødt til at hjælpe afrikanerne med.

Det internationale samfund har ikke tilført de afrikanske lande den klimafinansiering, som de er blevet lovet.

Som en del af COP15 i København i 2009 blev det lovet, at udviklingslandene skulle tilføres 100 milliarder dollar årligt i klimafinansiering fra 2020. Det har de rige lande ikke leveret helt og holdent på endnu. Det er vi nødt til at rette op på.

En af de ting, Danmark vil prioritere til COP28 i december, er netop finansieringen af grøn energi på globalt plan. Samtidig vil vi sikre, at verden arbejder mod en udfasning af fossile brændsler og et globalt mål for vedvarende energi og energieffektivitet. Den slags prioriteringer skal ikke mindst komme de afrikanske lande til gode.

Vi er nemlig nødt til at støtte op om afrikanernes engagement og give dem mulighed for at føre deres planer ud i livet. De afrikanske lande har vist, de har viljen til at tage grønt lederskab. Nu skal vi hjælpe dem med at realisere deres visioner.