Fare for hårdknude i COP-forhandlingerne

Et af de store konfliktpunkter i de internationale klimaforhandlinger er spørgsmålet om ”tab og skader”. Det handler om, hvordan man hjælper de lande, der rammes hårdest af klimaforandringerne. Danmark er på de svageste landes side og ønsker en hurtig afklaring. Men der er en fare for at forhandlingerne går i hårknude på COP28.

Klimaforandringerne øger risikoen for oversvømmelser, tørkeperioder og cykloner, og forstærker deres ødelæggende effekt. Det koster milliarder og atter milliarder af kroner, at afbøde og rette op på de ødelæggelser, som sker verden over. Konsekvenserne rammer verdens fattigste lande særligt hårdt. 

Det er en stor uretfærdighed at, de lande der rammes hårdest af klimaforandringerne og har færrest penge til genopbygning, samtidigt er dem, som har bidraget mindst til at skabe klimaforandringerne til at starte med.

Danmark har arbejdet aktivt for at spørgsmålet om klimaskabte ”tab og skader” kom øverst på dagsordenen i FN-forhandlingerne i en årrække. Vi var det første land i verden der meldte ud, at vi vil skyde penge i den fond under det såkaldte Santiago-netværk om tab og skader, som blev besluttet på COP26, ligesom vi under FN-generalforsamlingen i efteråret annoncerede målrettede midler til tab og skader. Noget der gav genlyd og som var med til at rykke debatten i den rigtige retning.

Ligeledes gik vi forrest ind i kampen på COP27 i Egypten sidste år for at sikre fremskridt for de fattigste lande. Og det var en stor glæde at det faktisk – efter hård tovtrækning – blev vedtaget, at der nu skal sikres yderligere penge til at hjælpe de lande, der lider mest tab og skader.

Der er ingen tvivl om behovet. Jeg har set det selv på rejser i Afrika og til forskellige stillehavsøer. Verden over bliver vejret mere og mere ekstremt. Skybrud og stormfloder ødelægger byer, marker og afgrøder og forurener drikkevandet. Tørke gør landbrug umuligt, afgrøder visner og husdyr dør. Voldsomme tropiske storme jævner hjem, skoler og hospitaler med jorden og efterlader hele samfund i murbrokker. Skovbrande efterlader sortsvedne marker, der ikke kan dyrkes flere år frem. Vandstande stiger og truer med at udslette menneskers hjem. Lavtliggende små østater kan blive helt ubeboelige, og mennesker vil blive tvunget til at flygte.

 Disse konsekvenser er vel at mærke nogen mange lande oplever nu. Ikke dystre fremtidsscenarier. Og den hårde virkelighed er, at det formentlig bliver endnu værre i fremtiden.

Derfor skal der laves lokale tilpasninger, så samfund og områder bliver mere modstandsdygtige over for klimaforandringer. Det kan eksempelvis være omlægning af landbrug eller udbygning af vandingssystemer. Mennesker i fattige og sårbare lande har simpelthen brug for mere hjælp til at forebygge og undgå, at klimaforandringer fører til katastrofer, ligesom de har brug for hjælp til genopbygning, når katastrofen rammer. 

Tag et land som Malawi. Der har været ramt af flere på hinanden efterfulgte cykloner med meget kort tid imellem. Landets finansminister fortalte mig, da jeg mødte ham tidligere på året, at ødelæggelserne er enorme og at ca. en tredjedel af deres energiinfrastruktur er ødelagt. Det kommer selvsagt til at kræve enorme investeringer, at rette op på. Tænk, hvis vi i fremtiden kunne få en fond, der hurtigt og med penge nok, kunne træde til med hjælp i en sådan situation?

Jeg er glad for, at vi på COP27 blev enige om at handle i fællesskab. Nu forestår så arbejdet med at føre beslutningen ud i livet. Hvordan kan vi styrke og forny eksisterende institutioner og fonde til bedre at afbøde og afhjælpe klimaskabte tab og skader?

Der er stadig mange – og meget kontroversielle – spørgsmål, der skal afklares: Hvordan skal den nye fond se ud? Kan vi bruge nogle af de institutioner der allerede findes? Hvilke lande skal bidrage og hvilke skal modtage? Er tiden kommet til at finde nye og innovative finansieringskilder, som fx en global afgift på udledninger fra skibsfart? Hvordan kan vi i højere grad sikre samarbejde på tværs af udviklingsaktører, der sikrer rettidig handling før, under og efter en klimakatastrofe? Hvilke andre nye initiativer skal sættes i søen, fx i regi af Verdensbanken, Den Internationale Valutafond eller som en del af det globale humanitære system?

Det kommer formentlig til at tage tid at blive enige om svarene. Det tog f.eks. omkring fem-seks år at få Den Grønne Klimafond i gang. Så lang tid har vi ikke. Det er derfor Danmark, uanset hvad der sker på COP28, allerede handler nu. Den danske tab-og-skader pakke fra efteråret er et eksempel herpå. Et andet er den støtte jeg lancerede til sårbare østater i Stillehavet under min rejse dertil i slutningen af april.

Det ændrer ikke på, at der er behov for fremskridt på COP28. Danmark kommer til at gøre sit. Vores fokus er på tempo og på at det der besluttes får en reel betydning for fattige og sårbare mennesker i udviklingslandene, der rammes hårdest af klimaforandringerne. Men jeg skal ikke lægge skjul på, at der tegner sig meget svære forhandlinger på COP28.

Som om det ikke var svært nok i sig selv at blive enige om ovenstående, er dette spørgsmål også koblet til de mange andre vigtige dagsordener i COP-forhandlingerne, såsom ambitionerne i forhold til hvordan vi nedbringer drivhusgasudledningerne.

Jeg vil løbende skrive indlæg her på Altinget om fremskridt og udfordringer i krydsfeltet mellem udviklingspolitik og global klimapolitik. Og vil bestemt også læse med, når andre blander sig i debatten. Vi har brug for dialog og samtale, hvis vi skal nå i mål med disse enorme udfordringer.