Vi skal finde nye og flere penge til klimakampen

Kampen mod klimaforandringerne kræver svimlende store beløb – billioner af kroner. Vi gør meget her i vores eget land. Ligesom vi hjælper med store beløb andre steder i verden. Men selv hvis alle andre velstående lande i verden fulgte vores eksempel, er den nedslående konklusion, at det ikke ville være nok. Derfor er det nødvendigt, at vi ser på muligheden for nye innovative kilder til klimafinansiering.

Der er et enormt behov for omfattende investeringer, bl.a. i landenes omstilling til vedvarende energi, til deres modstandsdygtighed mod flere klimakatastrofer i fremtiden samt til deres tab og skader herfra. Førende internationale eksperter peger på, at mellemindkomst- og udviklingslande har brug for én billion dollars – altså 1.000 milliarder – om året fra 2025 i international finansiering til klimakampen. Stigende til 2,4 billioner dollars fra 2030 Som skrevet, altså enorme beløb.

Vi skal altså gøre langt mere for at mobilisere finansiering til klima og udvikling. Det handler om i højere grad at mobilisere midler fra den private sektor, pensionsselskaber og filantropiske fonde. Men vi skal også tænke i helt nye baner. Danmark har fx sammen med en række andre lande foreslået at pålægge en global afgift på udledninger fra international skibsfart. Hensigten med en sådan afgift vil være, at indtægten helt eller delvist skal gå til klimaindsatser.

Et eksempel på noget, der allerede virker nu, er mobilisering af privat finansiering til klimaprojekter: I 2021 lykkedes det Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU), som er Danmarks udviklingsfinansieringsinstitution, at mobilisere mere end to mia. kr. til klimaprojekter i udviklingslande som Indien, Malawi og Pakistan.

IFU er et godt eksempel på, hvordan vi bl.a. ved hjælp af bistandskroner kan mobilisere yderligere finansiering. Et andet godt værktøj er et ny udviklingsgarantiinstrument, som vi har indført. Mange store grønne investeringer sker ikke, fordi private investorer synes, det er for risikabelt at bygge fx solceller og vindmølleparker i udviklingslande. Mange småbønder har heller ikke råd til at tilpasse sig klimaforandringerne, fordi lokale banker opfatter dem som risikofyldte kunder. Når Danmark tager lidt af risikoen for tab, kan vi med få midler få store grønne investeringer til at ske, eller hjælpe med at finansiere afrikanske småbønder med at tilpasse deres afgrøder, som bedre kan modstå klimaforandringer. Svenske erfaringer viser, at når grønne investeringer garanteres på den måde, kan vi forvente at skulle udbetale kun én procent af det garanterede beløb, men vi får udviklings- og klimaeffekt for 100 procent af garantierne. På den måde får vi rigtig meget klimaindsats for pengene. Derfor er der i en pilotfase frem til 2025 lavet en garantiramme på to mia. kr.

I april var jeg i Washington til Verdensbankens forårsmøder. Møderne havde især fokus på reformer. Verdensbanken er nemlig ikke tilstrækkeligt rustet til at håndtere nutidens globale udfordringer, herunder klimakrisen. Det er en vigtig dagsorden, og derfor deltog jeg for at skubbe på for et højt ambitionsniveau. Vi skal simpelthen få Verdensbanken til at køre længere på literen, så den kan spille en endnu større rolle i kampen mod klimaforandringerne og samtidig fastholde sit fokus på fattigdomsbekæmpelse. Derfor er der behov for at gå dens finansielle model og organisation igennem i sømmene og ikke mindst sikre, at den bliver bedre til at mobilisere privat kapital til investeringer i klima og bæredygtig udvikling.

Regeringen vil fastholde Danmark som frontløber på global klimafinansiering. Faktisk forventer vi, at Danmark mobiliserer mere end én procent af det internationale klimafinansieringsmål på 100 mia. dollar, der blev vedtaget på COP15 i København. Langt mere end vores størrelse tilsiger. Når vi går forrest, så inspirerer vi andre lande til at investere mere – og vi får de private aktører mere i spil. Danske virksomheder kan spille en nøglerolle med stærke kompetencer inden for vind, vand og bæredygtige fødevaresystemer. De skal i spil i resten af verden og ikke mindst i de store vækstøkonomier.