Bump på vejen mod et moderne Indonesien - dagbog fra rejsens 4. dag

Bragt i Nordjyske Stiftstidende d. 08.12.2019

Af Rasmus Prehn, minister for udviklingssamarbejde

I går aftes sagde jeg farvel til Kronprinsessen efter et tre dages spændende program med fokus på at styrke
piger og kvinders rettigheder - hendes store mærkesag.

I dag fortsætter jeg besøget i Indonesien alene. Jeg begynder dagen med at besøge en af verdens største
lossepladser - Bantar Gebang, der ligger lidt syd for hovedstaden Jakarta.

Her strækker affaldet sig i hele bjergkæder, fluer sværmer og lugten er uudholdelig. For at få det bedste
overblik over hele lossepladsen, kører vi op ad affaldsbjerget og stopper på toppen. Gule traktorer kører rundt
på toppet af bjerget. Overalt går samlere og leder i bunkerne efter genanvendelige ting, som de kan sælge
videre. Det er primært plastik, som de så kan sælge videre til en meget lav kilopris - det må siges at være et
spinkelt livsgrundlag.

Indonesiens udfordring med affald bliver meget tydelig, som jeg står her på toppen af affaldsbjergene i Bantar
Gebang. Fra dansk side hjælper vi de indonesiske myndigheder med rådgivning og langsigtede planer for,
hvordan de enorme mængder affald håndteres i fremtiden.

Faktisk har Indonesien et mål for at nedbringe mængden af skrald med 30% inden 2025 - og forsvarligt
håndtere de resterende 70%. Det er en ambitiøst målsætning, som jeg er stolt af, at Danmark kan hjælpe med.

På sigt er målet, at langt det meste affald skal genanvendes. På vej tilbage til Jakarta besøger vi virksomheden
Waste4Change - en lille virksomhed med store visioner. Forretningsmodellen hos Waste4Change går ud på at
afhente affald hos private og andre virksomheder og derefter sortere det til videre genanvendelse. Den danske
ambassade i Jakarta er bl.a. kunder hos Waste4Change. Det er sådan noget, Indonesien skal have meget mere
af.

Efter besøget på lossepladsen er det nødvendigt - helt bogstaveligt - at få vasket besøget og lugten væk, før vi
kan komme videre i programmet, så vi kører forbi hotellet til et bad og en bid mad.

Om eftermiddagen mødes jeg først med viceplanlægningsminister Rudy Prawiradinata. Det er hans
ministerium, der har ansvaret for at flytte Indonesiens hovedstad flere tusinde kilometer væk til øen Borneo.
Det er et imponerende projekt og en udløber af det faktum, at Jakarta er ved at vokse sig selv over ende.
Megabyen Jakarta ventes i 2050 at være verdens største by. Men allerede nu kan byen ikke følge med, og der
er store problemer med forurening og trafik - og så alt det affald, som vi allerede har været inde på. Derfor har
præsident Yokowi besluttet at bygge en helt ny by, hvor regeringen skal sidde.

Forestillingen om at anlægge en hel by fra begyndelsen er ret fascinerende, synes jeg. Især fordi indoneserne
tænker grønt, bæredygtigt og moderne. Det bliver virkelig spændende at se. Planen er, at regeringen skal flytte
inden 2024, lige inden Yokowi’s regeringsperiode udløber.

Jeg fortsætter dagen i det politiske og mødes med den indonesiske energiminister Arizona Tasrif. Han er en
vigtig partner for Danmark, fordi vi har et tæt samarbejde på energiområdet. Med mig i tasken til mødet har
jeg en rapport, som Energistyrelsen har lavet på vegne af fire indonesiske regioner. Rapporten tegner et billede
af regionernes fremtidige energibehov og forskellige scenarier for, hvordan behovet bedst opfyldes.
Indonesien har en tradition for at bruge fossile brændsler. Men denne rapport viser, at der faktisk er en
økonomisk gevinst i at skifte til vedvarende energi. Det er altså en virkelig god nyhed - og helt ærligt noget,
som har været en øjenåbner for indoneserne.

Det er her, at vores såkaldte myndighedssamarbejde med Indonesien, pludselig bliver meget konkret og giver
rigtig meget mening.

Danmark har en udsendt medarbejder på vores ambassade i Jakarta fra både Energi- og Miljøstyrelsen. Disse
to medarbejdere arbejder sammen med de indonesiske myndigheder med råd og vejledning. Og rapporterne -
og rådgivning om hvad Indonesien skal gøre med sit affald - er altså et resultat af dette samarbejde. Fantastisk.

Uddannelsen af faglært arbejdskraft i udviklingslande og mellemindkomstlande som Indonesien er noget, der
ligger mig meget på sinde. En faguddannelse er nøglen til velstand og udvikling og til at flere kan tage vare på
dem selv.

Derfor foreslog jeg både energiministeren og viceplanlægningsministeren, at de bruger hovedstadsprojektet
og landets energiprojekter som løftestang for uddannelse af faglært arbejdskraft. En idé de tog meget positivt
imod.

Jeg må indrømme, at jeg snart er ved at være træt af de mange indtryk og møder. Indonesien har gjort et stort
indtryk på mig. Udviklingen går så stærkt her - med alle de udfordringer, der følger med. Men heldigvis er der
også mange positive strømninger og optimisme. Det er fantastisk at opleve.

Men før jeg flyver hjem, har jeg et sidste punkt i programmet, som jeg har glædet mig meget til. Jeg skal ud i
Istiqlal Moskeen - Sydøstasiens største moské.

Indonesien har traditionelt været kendt som et tolerant samfund, hvor de store religioner kan leve fredeligt
side om side. Som et symbol på dette ligger der som nærmeste nabo til moskeen en katolsk katedral, og de to
religiøse samlingssteder deler en fælles parkeringsplads.

Desværre er der i Indonesien - ligesom mange andre steder i verden - lige nu tegn på, at tolerancen er under
pres. Derfor er det lige nu afgørende, at vi hjælper det moderate Indonesien med at modstå det pres. Alle skal
have frihed til at tro og leve, som de selv har lyst.