Dagbog 1: I midten af verdens hurtigst eskalerende humanitære krise

Bragt i Nordjyske d. 30.01.2020

Af Rasmus Prehn, minister for udviklingssamarbejde

Jeg befinder mig i Burkina Faso i det vestlige Afrika. Et land så fattigt, at man kører på grusveje i
hovedstaden. Mere end 40% af befolkningen lever for under 2 dollars om dagen, og FN kalder landet for et af
de ti mindst udviklede i verden. I går blev 36 dræbt i et terrorangreb i den nordlige del af landet. En gruppe af
bevæbnede mænd kørte ind i to landsbyer og skød tilfældige, uskyldige mennesker.

Burkina Faso var for blot få år siden et land, hvor franske turister tog til for at holde ferie - ikke mindst for at
nyde hovedstaden Ouagadougous stolte kulturliv. Det er svært at forestille sig i dag, hvor terrorgrupper og
lokale konflikter har skabt en ond cirkel. 560.000 burkinere er blevet tvunget til at flygte fra deres hjem til
andre dele af landet. 2000 skoler er blevet lukket, så flere hundredtusinder af børn står uden mulighed for at
gå i skole. I 2019 kostede terrorangreb over 4.000 mennesker livet i Burkina Faso, Mali og Niger. Jeg har
besøgt Burkina Faso for at mødes med de internt fordrevne. For at høre deres historier og få et bedre billede
af, hvordan vi kan hjælpe dem.

På min første dag kører vi to timer nord for Ouagadougou til landsbyen, Kaya. Vejene er så støvede, at det
knaser mellem tænderne. Vi kommer ind på en lille plads med en høj lermur hele vejen rundt. På jorden render
geder, høns og kyllinger rundt for at finde noget at spise i den tørre jord. Der er en svag lugt af en blanding af
støvede veje, kostald og kloak.

Her møder jeg en burkinsk enke på 67 år sammen med en hel børneflok. Da hendes landsby, Yantega, blev
angrebet i august var hun tvunget til at flygte. Med sig tog hun naboens seks børn på alderen 17, 14, 10, otte,
seks og fem år. Deres mor var død af sygdom, og deres far forsvandt under angrebet - de ved endnu ikke, hvad
der er sket med ham. Børnene var løbet ind til hende under angrebet, og hun var flygtet med dem til fods. Da
de ankom til Kaya åbnede en lokal kvinde sit hjem for dem. De har nu boet hos hende i fem måneder i et hus
ikke større end 10 kvadratmeter, hvor de sover side om side. Denne børneflok havde formentlig ikke
overlevet, hvis det ikke havde været for de to kvinder.

Den burkinske enke fortalte, at tre af børnene går i skole, men de andre går hjemme. I hjørnet af gårdpladsen
er der opsat en tavle på den ene mur med et aflangt neonlys øverst. Her underviser den ældste pige sine
mindste søskende hver aften. Børnene sidder ved siden af enken og lytter, mens vi taler.

Enken og børnenes historie er langt fra den eneste. Senere på dagen skulle vi møde en gruppe, hvor jeg
forventede, at der ville være 36 burkinere. Da vi kom frem stod der langt over 500 og ventede. De fleste
burkinere, der er blevet internt fordrevet bor nu hos venner eller bekendte - eller hos helt fremmede. Men der
er også grænser for, hvad den lokale befolkning kan løfte, og det er derfor vigtigt, at vi støtter op og hjælper.
Til sommer forventer man, at op mod en million burkinere er fordrevet.

Vi kører tilbage til hovedstaden, Ouagadougou, igen om aftenen. Da vi rammer hotellet kommer nyheden om
terrorangrebet, hvor de 36 er blevet dræbt. Det var blot 45 kilometer fra den by, jeg besøgte. Det er
altafgørende, at vi er med til at forbedre forholdene for de internt fordrevne og for de familier, der i
bogstavelig forstand har åbnet deres hjem. Vi er nødt til at hjælpe folk fra at være hverdags overlevere til at
være fremtids skabere.