Gå til indhold

Flere danskere kender til Verdensmålene. Nu skal vi veksle kendskab til handling

Bragt i Sjællandske medier d. 24.10.2019

Af Rasmus Prehn, minister for udviklingssamarbejde og Birgitte Qvist-Sørensen, Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp og formand for Verdens Bedste Nyheder

 

Verdens største plan er ikke blot for ildsjæle, eksperter og politikere. Stadig flere danskere kender til
Verdensmålene og synes, at de vigtige for samfundet. Nu skal vi gøre det til en folkesag.
På blot to år er danskernes kendskab til Verdensmålene fordoblet. En ny måling fra Epinion viser, at næsten to
tredjedele af os danskere kender til målene, mod en tredjedel for bare to år siden. Det er en den største
stigning nogensinde. Vi skal udnytte det øgede kendskab til at presse på for handling.

Mange danske virksomheder, civilsamfundsorganisationer, skoler og kommuner - fra Gladsaxe til Sønderborg
- har slået på tromme for Verdensmålene i årevis, og nu ser det altså ud til, at der er kommet hul på
ketchupflasken.

Ifølge målingen fra Epinion kender 62 procent af danskerne målene. Af dem mener ni ud af ti, at
Verdensmålene er vigtige, og otte ud af ti synes, at Danmark bør gå forrest for at sikre, at verden når dem.

Det gør Danmark blandt andet gennem udviklingssamarbejdet, hvor Danmark er med til at sikre, at
fattigdommen reduceres og mennesker sikres adgang til sundhed, uddannelse og et værdigt liv.

Opbakningen kan også i stadig højere grad aflæses i danskernes adfærd. Interessen for at tage toget på ferie er
voksende. Og dét, som vi tidligere kaldte genbrugstøj, kalder vi nu ’vintage’, og er højeste mode.

Klimabevidstheden hos danskerne kan også aflæses i det faldende salg af oksekød. F.eks. har Coop oplevet en
nedgang i salget af hakket oksekød på 1-2 procent om året siden 2012, mens salget af vegetariske og veganske
produkter er steget med 50 procent de seneste to år.

Vi er glade for, at oplysningsarbejdet går godt. Og vi er stolte over at være en del af det. Verdens Bedste
Nyheder har stået for at udbrede kendskabet til målene, siden de blev vedtaget i september 2015 med støtte fra
Udenrigsministeriet. Seneste skud på stammen er Danmarks Verdensmålsportal, verdensmål.org, der dækker
den bæredygtige udvikling herhjemme med artikler, guides og baggrund.

Men det flotte resultat må ikke få os til at læne os tilbage. Hvis vi skal opfylde Verdensmålene inden fristen i
2030, skal det gøres til en folkesag, hvor endnu flere danskere træffer så bæredygtige valg som muligt i deres
hverdag. Og endnu flere danskere tager skridtet videre fra kendskab til handling.

De 17 Verdensmål er en solidaritetspagt, hvor vi på tværs af generationer, geografi, køn og indkomst
forpligter hinanden på at skabe en verden, der er mere lige og bæredygtig end i dag.

Derfor er det for os som civilsamfundsorganisationer og politikere vigtigt, at borgerne støtter op og presser
på, så vi kan blive ved med at hæve ambitionerne for både Danmarks og verdens vegne.

Danskernes store engagement for klimaet - fra de store klimademonstrationer til de små hverdagsvalg - viser
tydeligt, hvordan almindelige mennesker kan skubbe på en omvæltning. Lad os give ketchupflasken et
ordentlig dunk bagi. Lad os alle trække i arbejdstøjet for Verdensmålene, for det skal være en folkesag, hvis
målene skal lykkes.