Med kronprinsessen i Indonesien - dagbog fra rejsens 1. dag

Bragt i Nordjyske Stiftstidende d. 05.12.2019

Af Rasmus Prehn, minister for udviklingssamarbejde

Verdens største muslimske land, Indonesien, er et land fuld af udfordringer og muligheder. Det er verdens
næststørste forurener af plastic og en af verdens største udledere af CO2. Hovedstaden Jakarta - der spås at
blive verdens største i 2030 – er et levende trafikkaos, fuld af forurening og udsat for klimaforandringer. Byen
vokser enormt, og regeringen har nu besluttet at flytte hovedstaden flere tusind kilometer væk til øen Borneo.
Det er et gigantisk projekt.

I disse dage (den 2. – 5. december) er jeg som Danmarks udviklingsminister rejst til Indonesien sammen med
eksekutivdirektør for FN’s befolkningsfond UNFPA, Natalia Kanem, og ikke mindst Danmarks dygtige og
stærkt engagerede Kronprinsesse. Rejsen bliver utvivlsomt spændende. Og programmet tætpakket.

Vækkeuret ringer søndag morgen hjemme i Aalborg allerede klokken syv. Hele min barndom og opvækst har
søndag været sove-længe-dag. Ingen skulle blande sig i mine søndags-morgener. Men som minister er kampen
endegyldigt tabt. Et vækkeur, der galer tidlig om morgenen er blevet normen - også om søndagen. Denne
søndag vågner jeg langsomt. Det må bestemt være midt om natten, tænker jeg. Det er helt mørkt uden for - jeg
snoozer. Men den insisterende lyd vender hurtigt tilbage. Jeg triller ud af sengen, smider koldt vand i hovedet.
Lister ud i køkkenet, laver kaffe og læser avis. Om få timer går flyveren til København og derfra til Jakarta.
Det er 1. december, og lige i dette øjeblik ville jeg hellere blive hjemme, stå op med familien, åbne
julekalendere og bruge dagen på råhygge og julepynt. Men vigtige og betydningsfulde opgaver venter – i
Danmarks tjeneste, som de siger i Udenrigsministeriet. Og der er kun denne ene flyafgang. En halv time
senere er min søde kone Heidi og vores yngste Oskar vågnet. De kommer for lige at nå lidt familiehygge.
Oskar er begejstret over adventsgaven, som ligger klar til ham. Og jeg er lykkelig over at nå at få denne
oplevelse med, inden jeg siger farvel. Spænder kufferten på cyklen og drøner mod lufthavnen. Det er næsten
hurtigere at cykle til Aalborg Lufthavn end at tage bil eller taxi. Og så er jeg simpelthen nødt til at tænke på
klima, miljø og ikke mindst helbred, når jeg nu skal sidde 18 timer på et fly.

I København mødes jeg med den lille, hårdtarbejdende stab af medarbejdere, der skal med mig til Indonesien.
Vi kommer ombord på Singapore Airlines. Nu skal kaffen indtages, stakken af papirer læses og de fire
hektiske dage i Danmarks tjeneste gennemgås. Kort før afgang ankommer også Kronprinsessen og hendes
privatsekretær til flyet. Det er meget dansk. Kronprinsessen er i afslappet tøj og slæber naturligvis selv sin
baggage. Ingen fine manerer eller dikkedarer.

18 timer senere lander vi i Jakarta. Det er første gang, jeg er i Jakarta. Vi bliver modtaget af noget af et opbud
med den danske ambassadør, vagter fra Politiets Efterretningstjeneste, PET, og chauffører og en hel kortege af
politimotorcykler. De skal lede os igennem den ellers totalt tilstoppede og supertrafikerede Jakarta by.

I bilen gennemgår jeg programmet en sidste gang. Vi starter med et fremstød for sund mad og ”økologisk
forældreskab” arrangeret af Arla Food. Indoneserne ønsker også sunde fødevarer. Det gælder især den
voldsomt voksende middelklasse. Kronprinsessen taler først. Hun fortæller om, hvor vigtigt det er at inspirere
sine børn ved at gå foran og spise sundt og huske at røre sig.

Jeg deltager i en paneldebat med en gruppe lokale mødre. Jeg fortæller bl.a. om, hvordan vi danske fædre
deles om det huslige og børnepasningen med vores børns mødre. Jeg sporer en anelse vantro hos de lokale.

Vi slutter med en foto-seance til ære for det store presseopbud. Inden vi ser os om, er fire små søde børn i 2
års-alderen sendt op til os på scenen. De skal åbenbart pynte og charmere. Kronprinsessen har en enestående
evne til at vinde børnenes tillid. Jeg forsøger mig med samme tilgang. Og til min egen overraskelse står jeg
pludselig med en lille charmerede pige på armen. Jeg føler mig lidt som en præsidentkandidat i en dårlig
amerikansk b-film. Men det bliver billederne tilsyneladende ikke dårligere af. Jeg tror aldrig, den var gået i
Danmark.

Resten af dagen handler om, at vi med en dags forsinkelse markerer den internationale aids-dag.

Det er faktisk gratis at blive hiv-testet og få behandling i Indonesien. Men sygdommen er stadig så tabubelagt,
at der hvert år bliver diagnostiseret hele 49.000 nye smittede. Vi skal hjælpe indoneserne med at nedbringe det
tal betydeligt.

Vi lytter til nogle hiv-smittede, der alle gør et stort indtryk med deres gribende historier. Det er især
sexarbejdere, der er udsat. Og det er netop en af UNFPA’s fokusindsatser i Indonesien. Filosofien er
oplysning, og at gode råd rammer hårdere og virke mere oprigtigt, hvis man får det fra én, der rent faktisk har
været udsat for noget lignende på egen krop. Selv om der er mange hårde skæbner, fylder projektet og de
mennesker, vi møder, én med håb. Med en blandet følelse af håb og alvor, går jeg i seng.

I morgen skal vi bl.a. høre om jordmødre, pigers omskæring og ikke mindst diskutere, hvordan vi slår tilbage
mod de konservative kræfter, der lige nu ruller fremskridtene for piger og kvinder tilbage.